1Jeg fik Israel kær i hans Ungdom, fra Ægypten kaldte jeg min søn
1Because Israel [is] a youth, and I love him, Out of Egypt I have called for My Son.
2Jo mer jeg kaldte dem, des mere fjerned de sig fra mig; de ofrer til Baalerne, tænder for Billederne Offerild,
2They have called to them rightly, They have gone from before them, To lords they do sacrifice, And to graven images they make perfume.
3Jeg lærte dog Efraim at gå og tog ham på Armen; de vidste ej, det var mig, der lægte dem.
3And I have caused Ephraim to go on foot, Taking them by their arms, And they have not known that I strengthened them.
4Jeg drog dem med Menneskesnore, med Kærligheds Reb; jeg var dem som den, der løfter et Åg over Kæben, jeg bøjed mig ned til ham og rakte ham Føde.
4With cords of man I do draw them, With thick cords of love, And I am to them as a raiser up of a yoke on their jaws, And I incline unto him — I feed [him].
5Han skal til Ægypten igen, have Assur til Konge, thi omvende sig vil de ikke.
5He turneth not back unto the land of Egypt, And Asshur — he [is] his king, For they have refused to return.
6Sværdet skal rase i hans Byer, fortære hans Slåer og hærge i hans Fæstninger.
6Grievous hath been the sword in his cities, And it hath ended his bars, and consumed — from their own counsels.
7Mit Folk, det hælder til Frafald fra mig, og råber man til det: "Op, op!" står ingen op.
7And My people are hanging in suspense, about My returning, And unto the Most High they do call, Together they exalt not.
8Hvor kan jeg ofre dig, Efraim, lade dig, Israel, fare, ofre dig ligesom Adma, gøre dig, som Zebojim? Mit Hjerte vender sig i mig, al min Medynk er vakt.
8How do I give thee up, O Ephraim? Do I deliver thee up, O Israel? How do I make thee as Admah? Do I set thee as Zeboim? Turned in Me is My heart, kindled together have been My repentings.
9Jeg fuldbyrder ikke min Harmglød, gør ej Efraim til intet igen. Thi Gud er jeg, ikke et Menneske, hellig udi din Midte, med Vredesglød kommer jeg ikke.
9I do not the fierceness of My anger, I turn not back to destroy Ephraim, For God I [am], and not a man. In thy midst the Holy One, and I enter not in enmity,
10HERREN skal de holde sig til, han brøler som Løven, ja brøler, og bævende kommer Sønner fra Havet,
10After Jehovah they go — as a lion He roareth, When He doth roar, then tremble do the sons from the west.
11bævende som Fugle fra Ægypten, som Duer fra Assurs Land; jeg fører dem hjem til deres Huse lyder det fra HERREN.
11They tremble as a sparrow out of Egypt, And as a dove out of the land of Asshur, And I have caused them to dwell in their own houses, An affirmation of Jehovah.
12Efraim omgiver mig med løgn, hus med svig, Juda kender ej Gud med Skøger slår han sig sammen.
12Compassed Me with feigning hath Ephraim, And with deceit the house of Israel. And Judah again is ruling with God, And with the Holy Ones [is] faithful!