¹Har Mennesket på Jord ej Krigerkår? Som en Daglejers er hans Dage.

¹Is there not a warfare to man on earth? And as the days of an hireling his days?

²Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter på Løn,

²As a servant desireth the shadow, And as a hireling expecteth his wage,

³så fik jeg Skuffelses Måneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.

³So I have been caused to inherit months of vanity, And nights of misery they numbered to me.

⁴Når jeg lægger mig, siger jeg: "Hvornår er det Dag, af jeg kan stå op?" og når jeg står op: "Hvornår er det Kvæld?" Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.

⁴If I lay down then I said, `When do I rise!` And evening hath been measured, And I have been full of tossings till dawn.

⁵Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.

⁵Clothed hath been my flesh [with] worms, And a clod of dust, My skin hath been shrivelled and is loathsome,

⁶Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Håb.

⁶My days swifter than a weaving machine, And they are consumed without hope.

⁷Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer får mit Øje Lykke at skue!

⁷Remember Thou that my life [is] a breath, Mine eye turneth not back to see good.

⁸Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig - jeg er ikke mere.

⁸The eye of my beholder beholdeth me not. Thine eyes [are] upon me — and I am not.

⁹Som Skyen svinder og trækker bort, bliver den, der synker i Døden, borte,

⁹Consumed hath been a cloud, and it goeth, So he who is going down to Sheol cometh not up.

¹⁰han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted får ham aldrig at se igen.

¹⁰He turneth not again to his house, Nor doth his place discern him again.

¹¹Så vil jeg da ej lægge Bånd på min Mund, men tale i Åndens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.

¹¹Also I — I withhold not my mouth — I speak in the distress of my spirit, I talk in the bitterness of my soul.

¹²Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?

¹²A sea-[monster] am I, or a dragon, That thou settest over me a guard?

¹³Når jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,

¹³When I said, `My bed doth comfort me,` He taketh away in my talking my couch.

¹⁴da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,

¹⁴And thou hast affrighted me with dreams, And from visions thou terrifiest me,

¹⁵så min Sjæl vil hellere kvæles. hellere dø end lide.

¹⁵And my soul chooseth strangling, Death rather than my bones.

¹⁶Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!

¹⁶I have wasted away — not to the age do I live. Cease from me, for my days [are] vanity.

¹⁷Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,

¹⁷What [is] man that Thou dost magnify him? And that Thou settest unto him Thy heart?

¹⁸hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?

¹⁸And inspectest him in the mornings, In the evenings dost try him?

¹⁹Når vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?

¹⁹How long dost Thou not look from me? Thou dost not desist till I swallow my spittle.

²⁰Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?

²⁰I have sinned, what do I to Thee, O watcher of man? Why hast Thou set me for a mark to Thee, And I am for a burden to myself — and what?

²¹Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig - og jeg er ikke mere!

²¹Thou dost not take away my transgression, And cause to pass away mine iniquity, Because now, for dust I lie down: And Thou hast sought me — and I am not!