Danish

Young`s Literal Translation

Lamentations

3

1Jeg er den, der så nød ved hans vredes ris,
1I [am] the man [who] hath seen affliction By the rod of His wrath.
2mig har han ført og ledt i det tykkeste Mulm,
2Me He hath led, and causeth to go [in] darkness, and without light.
3ja, Hånden vender han mod mig Dagen lang.
3Surely against me He turneth back, He turneth His hand all the day.
4Mit Bød og min Hud har han opslidt, brudt mine Ben,
4He hath worn out my flesh and my skin. He hath broken my bones.
5han mured mig inde, omgav mig med Galde og Møje,
5He hath built up against me, And setteth round poverty and weariness.
6lod mig bo i Mørke som de, der for længst er døde.
6In dark places He hath caused me to dwell, As the dead of old.
7Han har spærret mig inde og lagt mig i tunge Lænker.
7He hath hedged me about, and I go not out, He hath made heavy my fetter.
8Om jeg end råber og skriger, min Bøn er stængt ude.
8Also when I call and cry out, He hath shut out my prayer.
9Han spærred mine Veje med Kvader, gjorde Stierne kroge.
9He hath hedged my ways with hewn work, My paths He hath made crooked.
10Han blev mig en lurende Bjørn, en Løve i Baghold;
10A bear lying in wait He [is] to me, A lion in secret hiding-places.
11han ledte mig vild, rev mig sønder og lagde mig øde;
11My ways He is turning aside, and He pulleth me in pieces, He hath made me a desolation.
12han spændte sin Bue; lod mig være Skive for Pilen.
12He hath trodden His bow, And setteth me up as a mark for an arrow.
13Han sendte sit Koggers Sønner i Nyrerne på mig;
13He hath caused to enter into my reins The sons of His quiver.
14hvert Folk lo mig ud og smæded mig Dagen lang,
14I have been a derision to all my people, Their song all the day.
15med bittert mætted han mig, gav mig Malurt at drikke.
15He hath filled me with bitter things, He hath filled me [with] wormwood.
16Mine Tænder lod han bide i Flint, han trådte mig i Støvet;
16And He breaketh with gravel my teeth, He hath covered me with ashes.
17han skilte min Sjæl fra Freden, jeg glemte Lykken
17And Thou castest off from peace my soul, I have forgotten prosperity.
18og sagde: "Min Livskraft, mit Håb til HERREN er ude."
18And I say, Perished hath my strength and my hope from Jehovah.
19At mindes min Vånde og Flakken er Malurt og Galde;
19Remember my affliction and my mourning, Wormwood and gall!
20min Sjæl, den mindes det grant den grubler betynget.
20Remember well, and bow down doth my soul in me.
21Det lægger jeg mig på Sinde, derfor vil jeg håbe:
21This I turn to my heart — therefore I hope.
22HERRENs Miskundhed er ikke til Ende, ikke brugt op,
22The kindnesses of Jehovah! For we have not been consumed, For not ended have His mercies.
23hans Nåde er ny hver Morgen, hans Trofasthed stor.
23New every morning, abundant [is] thy faithfulness.
24Min Del er HERREN, (siger min Sjæl,) derfor håber jeg på ham.
24My portion [is] Jehovah, hath my soul said, Therefore I hope for Him.
25Dem, der bier på HERREN, er han god, den Sjæl, der ham søger;
25Good [is] Jehovah to those waiting for Him, To the soul [that] seeketh Him.
26det er godt at håbe i Stilhed på HERRENs Frelse,
26Good! when one doth stay and stand still For the salvation of Jehovah.
27godt for en Mand, at han bærer Åg i sin Ungdom.
27Good for a man that he beareth a yoke in his youth.
28Han sidde ensom og tavs, når han lægger det på ham;
28He sitteth alone, and is silent, For He hath laid [it] upon him.
29han trykke sin Mund mod Støvet, måske er der Håb.
29He putteth in the dust his mouth, if so be there is hope.
30Række Kind til den, der slår ham, mættes med Hån.
30He giveth to his smiter the cheek, He is filled with reproach.
31Thi Herren bortstøder ikke for evigt,
31For the Lord doth not cast off to the age.
32har han voldt Kvide, så ynkes han, stor er hans Nåde;
32For though He afflicted, yet He hath pitied, According to the abundance of His kindness.
33ej af Hjertet plager og piner han Menneskens Børn.
33For He hath not afflicted with His heart, Nor doth He grieve the sons of men.
34Når Landets Fanger til Hobe trædes under Fod,
34To bruise under one`s feet any bound ones of earth,
35når Mandens Ret for den Højestes Åsyn bøjes,
35To turn aside the judgment of a man, Over-against the face of the Most High,
36når en Mand lider Uret i sin Sag mon Herren ej ser det?
36To subvert a man in his cause, the Lord hath not approved.
37Hvo taler vel, så det sker, om ej Herren byder?
37Who [is] this — he hath said, and it is, [And] the Lord hath not commanded [it]?
38Kommer ikke både ondt og godt fra den Højestes Mund?
38From the mouth of the Most High Go not forth the evils and the good.
39Over hvad skal den levende sukke? Hver over sin Synd!
39What — sigh habitually doth a living man, A man for his sin?
40Lad os ransage, granske vore Veje og vende os til HERREN,
40We search our ways, and investigate, And turn back unto Jehovah.
41løfte Hænder og Hjerte til Gud i Himlen;
41We lift up our heart on the hands unto God in the heavens.
42vi syndede og stod imod, du tilgav ikke,
42We — we have transgressed and rebelled, Thou — Thou hast not forgiven.
43men hylled dig i Vrede, forfulgte os, dræbte uden Skånsel,
43Thou hast covered Thyself with anger, And dost pursue us; Thou hast slain — Thou hast not pitied.
44hylled dig i Skyer, så Bønnen ej nåed frem;
44Thou hast covered Thyself with a cloud, So that prayer doth not pass through.
45til Skarn og til Udskud har du gjort os midt iblandt Folkene.
45Offscouring and refuse Thou dost make us In the midst of the peoples.
46De opspærred Munden imod os, alle vore Fjender.
46Opened against us their mouth have all our enemies.
47Vor Lod blev Gru og Grav og Sammenbruds Øde;
47Fear and a snare hath been for us, Desolation and destruction.
48Vandstrømme græder mit Øje, mit Folk brød sammen.
48Rivulets of water go down my eye, For the destruction of the daughter of my people.
49Hvileløst strømmer mit Øje, det kender ej Ro,
49Mine eye is poured out, And doth not cease without intermission,
50før HERREN skuer ned fra Himlen, før han ser til.
50Till Jehovah looketh and seeth from the heavens,
51Synet af Byens Døtre piner min Sjæl.
51My eye affecteth my soul, Because of all the daughters of my city.
52Jeg joges som en Fugl af Fjender, hvis Had var grundløst,
52Hunted me sore as a bird have my enemies without cause.
53de spærred mig inde i en Grube, de stenede mig;
53They have cut off in a pit my life, And they cast a stone against me.
54Vand strømmed over mit Hoved, jeg tænkte: "Fortabt!"
54Flowed have waters over my head, I have said, I have been cut off.
55Dit Navn påkaldte jeg, HERRE, fra Grubens Dyb;
55I called Thy name, O Jehovah, from the lower pit.
56du hørte min Røst: "O, gør dig ej døv for mit Skrig!"
56My voice Thou hast heard, Hide not Thine ear at my breathing — at my cry.
57Nær var du den Dag jeg kaldte, du sagde: "Frygt ikke!"
57Thou hast drawn near in the day I call Thee, Thou hast said, Fear not.
58Du førte min Sag, o Herre, genløste mit Liv;
58Thou hast pleaded, O Lord, the pleadings of my soul, Thou hast redeemed my life.
59HERRE, du ser, jeg lider Uret. skaf mig min Ret!
59Thou hast seen, O Jehovah, my overthrow, Judge Thou my cause.
60Al deres Hævnlyst ser du, alle deres Rænker,
60Thou hast seen all their vengeance, All their thoughts of me.
61du hører deres Smædeord HERRE, deres Rænker imod mig,
61Thou hast heard their reproach, O Jehovah, All their thoughts against me,
62mine Fjenders Tale og Tanker imod mig bestandig.
62The lips of my withstanders, Even their meditation against me all the day.
63Se dem, når de sidder eller står, deres Nidvise er jeg.
63Their sitting down, and their rising up, Behold attentively, I [am] their song.
64Dem vil du gengælde, HERRE, deres Hænders Gerning,
64Thou returnest to them the deed, O Jehovah, According to the work of their hands.
65gør deres Hjerte forhærdet din Forbandelse over dem!
65Thou givest to them a covered heart, Thy curse to them.
66forfølg dem i Vrede, udryd dem under din Himmel.
66Thou pursuest in anger, and destroyest them, From under the heavens of Jehovah!