Danish

Young`s Literal Translation

Lamentations

5

1HERRE, kom vor skæbne i Hu, sku ned og se vor skændsel!
1Remember, O Jehovah, what hath befallen us, Look attentively, and see our reproach.
2Vor Arvelod tilfaldt fremmede, Udlændinge fik vore Huse.
2Our inheritance hath been turned to strangers, Our houses to foreigners.
3Forældreløse, faderløse er vi, som Enker er vore Mødre.
3Orphans we have been — without a father, our mothers [are] as widows.
4Vort Drikkevand må vi købe, betale må vi vort Brænde.
4Our water for money we have drunk, Our wood for a price doth come.
5Åget trykker vor Nakke, vi trættes og finder ej Hvile.
5For our neck we have been pursued, We have laboured — there hath been no rest for us.
6Ægypten rakte vi Hånd, Assur, for at mættes med Brød.
6[To] Egypt we have given a hand, [To] Asshur, to be satisfied with bread.
7Vore Fædre, som synded, er borte, og vi må bære deres Skyld.
7Our fathers have sinned — they are not, We their iniquities have borne.
8Over os råder Trælle, ingen frier os fra dem.
8Servants have ruled over us, A deliverer there is none from their hand.
9Med Livsfare henter vi vort Brød, udsatte for Ørkenens Sværd.
9With our lives we bring in our bread, Because of the sword of the wilderness.
10Vor Hud er sværtet som en Ovn af Hungerens svidende Lue.
10Our skin as an oven hath been burning, Because of the raging of the famine.
11De skændede kvinder i Zion, Jomfruer i Judas Byer.
11Wives in Zion they have humbled, Virgins — in cities of Judah.
12Fyrster greb de og hængte, tog intet Hensyn til gamle.
12Princes by their hand have been hanged, The faces of elders have not been honoured.
13Ynglinge sattes til Kværnen, under Brændeknippet segnede Drenge.
13Young men to grind they have taken, And youths with wood have stumbled.
14De gamle forsvandt fra Porten, de unge fra Strengenes Leg.
14The aged from the gate have ceased, Young men from their song.
15Vort Hjertes Glæde er borte, vor Dans er vendt til Sorg.
15Ceased hath the joy of our heart, Turned to mourning hath been our dancing.
16Kronen faldt af vort Hoved, ve os, at vi har syndet!
16Fallen hath the crown [from] our head, Wo [is] now to us, for we have sinned.
17Vort Hjerte blev derfor sygt, derfor vort Øje mørkt:
17For this hath our heart been sick, For these have our eyes been dim.
18For Zions Bjerg, som er øde, Ræve tumler sig der.
18For the mount of Zion — that is desolate, Foxes have gone up on it.
19Du, HERRE, troner for evigt, fra Slægt til Slægt står din trone.
19Thou, O Jehovah, to the age remainest, Thy throne to generation and generation.
20Hvi glemmer du os bestandig og svigter os alle dage?
20Why for ever dost Thou forget us? Thou forsakest us for length of days!
21Omvend os, HERRE, til dig, så vender vi om, giv os nye Dage, som fordum!
21Turn us back, O Jehovah, unto Thee, And we turn back, renew our days as of old.
22Eller har du helt stødt os bort, er din Vrede mod os uden Ende?
22For hast Thou utterly rejected us? Thou hast been wroth against us — exceedingly?