1Ved Babels Floder, der sad vi og græd, når Zion randt os i hu.
1By rivers of Babylon — There we did sit, Yea, we wept when we remembered Zion.
2Vi hængte vore Harper i Landets Pile.
2On willows in its midst we hung our harps.
3Thi de, der havde bortført os, bad os synge, vore Bødler bad os være glade: "Syng os af Zions Sange!"
3For there our captors asked us the words of a song, And our spoilers — joy: `Sing ye to us of a song of Zion.`
4Hvor kan vi synge HERRENs Sange på fremmed Grund?
4How do we sing the song of Jehovah, On the land of a stranger?
5Jerusalem, glemmer jeg dig, da visne min højre!
5If I forget thee, O Jerusalem, my right hand forgetteth!
6Min Tunge hænge ved Ganen, om ikke jeg ihukommer dig, om ikke jeg sætter Jerusalem over min højeste Glæde!
6My tongue doth cleave to my palate, If I do not remember thee, If I do not exalt Jerusalem above my chief joy.
7HERRE, ihukom Edoms Sønner for Jerusalems Dag, at de råbte: "Nedbryd, nedbryd lige til Grunden!"
7Remember, Jehovah, for the sons of Edom, The day of Jerusalem, Those saying, `Rase, rase to its foundation!`
8Du Babels Datter, du Ødelægger! Salig den, der gengælder dig, hvad du gjorde imod os!
8O daughter of Babylon, O destroyed one, O the happiness of him who repayeth to thee thy deed, That thou hast done to us.
9Salig den, der griber dine spæde og knuser dem mod Klippen!
9O the happiness of him who doth seize, And hath dashed thy sucklings on the rock!