¹Efter disse Begivenheder fik Josef Melding om, at hans Fader var syg. Da tog han sine Sønner, Manasse og Efraim, med sig

¹Beberapa waktu kemudian dikabarkan kepada Yusuf bahwa ayahnya sakit keras. Jadi pergilah ia dengan kedua anaknya, yaitu Manasye dan Efraim mengunjungi Yakub.

²Da det nu meldtes Jakob, at hans Søn Josef var kommet, tog Israel sig sammen og satte sig oprejst på Lejet

²Ketika Yakub mendengar bahwa Yusuf datang, ia mengumpulkan seluruh tenaganya, lalu duduk di tempat tidur.

³Jakob sagde til Josef: "Gud den Almægtige åbenbarede sig for mig i Luz i Kana'ans Land og velsignede mig;

³Kata Yakub kepada Yusuf, "Allah Yang Mahakuasa telah menampakkan diri kepadaku di Lus, di tanah Kanaan, dan telah memberkati aku."

⁴og han sagde til mig: Jeg vil gøre dig frugtbar og give dig et talrigt Afkom og gøre dig til en Mængde Stammer, og jeg vil give dit Afkom efter dig Land til evigt Eje!

⁴Dia berkata kepadaku, "Aku akan memberikan kepadamu banyak anak cucu, supaya keturunanmu menjadi banyak bangsa; Aku akan memberikan negeri ini kepada keturunanmu sebagai milik mereka untuk selama-lamanya."

⁵Nu skal dine to Sønner, der er født dig i Ægypten før mit komme til dig her i Ægypten, være mine, Efraim og Manasse skal være mine så godt som Ruben og Simeon;

⁵Yakub meneruskan, "Yusuf, kedua anakmu Efraim dan Manasye yang lahir di Mesir ini sebelum aku tiba di sini, kuanggap anakku, sama seperti Ruben dan Simeon.

⁶derimod skal de Børn, du har fået efter dem, være dine; men de skal nævnes efter deres Brødres Navne i deres Arvelod

⁶Jika engkau mendapat anak-anak lagi, mereka tidak akan kuanggap sebagai anakku melainkan tetap anakmu; warisan untuk mereka akan mereka terima dari Efraim dan Manasye.

⁷Da jeg kom fra Paddan, døde Rakel for mig, medens jeg var undervejs i Kana'an, da vi endnu var et stykke Vej fra Efrat, og jeg jordede hende der på vejen til Efrat, det er Betlehem".

⁷Aku melakukan hal itu untuk Rahel ibumu. Dalam perjalananku kembali dari Mesopotamia, ibumu meninggal di tanah Kanaan, tidak jauh dari Efrata, dan aku sangat sedih. Aku menguburkannya di sana, di sisi jalan ke Efrata." (Sekarang Efrata dikenal sebagai Betlehem.)

⁸Da Israel så Josefs Sønner, sagde han: "Hvem bringer du der?"

⁸Ketika Yakub melihat anak-anak Yusuf itu, ia bertanya, "Siapa anak-anak ini?"

⁹Josef svarede sin Fader: "Det er mine Sønner, som Gud har skænket mig her." Da sagde han:"Bring dem hen til mig, at jeg kan velsignedem!"

⁹Jawab Yusuf, "Inilah anak-anak saya yang diberikan Allah kepada saya di sini, di Mesir." Yakub berkata, "Dekatkanlah mereka kepadaku supaya kuberkati."

¹⁰Men Israels Øjne var svækkede af Alderdom, så at han ikke kunde se. Da førte han dem hen til ham. og han kyssede og omfavnede dem.

¹⁰Yakub tidak dapat melihat dengan terang karena sudah tua dan matanya sudah kabur. Yusuf mendekatkan anak-anak itu kepada Yakub, dan ia memeluk serta mencium mereka.

¹¹Og Israel sagde til Josef: "Jeg: havde ikke turdet håbe at få dit Ansigt at se, og nu har Gud endog: ladet mig se dit Afkom!"

¹¹Lalu berkatalah Yakub kepada Yusuf, "Sama sekali tidak kusangka akan bertemu lagi dengan engkau, tetapi sekarang Allah bahkan mengizinkan aku melihat anak-anakmu juga."

¹²Derpå tog Josef dem bort fra hans Knæ og kastede sig til Jorden. på sit Ansigt.

¹²Kemudian Yusuf mengambil mereka dari pangkuan Yakub, lalu ia sendiri sujud di hadapan ayahnya.

¹³Josef tog så dem begge, Efraim i sin højre Hånd til venstre for Israel og Manasse i sin venstre Hånd til højre for Israel, og førte dem hen til ham;

¹³Setelah itu Yusuf menempatkan kedua anaknya di dekat Yakub, Efraim yang bungsu itu di sebelah kiri dan Manasye yang sulung di sebelah kanan. Tetapi Yakub menyilangkan lengannya dan meletakkan tangan kanannya di atas kepala Efraim, sedangkan tangan kirinya diletakkannya di atas kepala Manasye.

¹⁴men Israel udrakte sin højre Hånd og lagde den på Efraims Hoved, uagtet han var den yngste.. og sin venstre Hånd lagde han på Manasses Hoved, så at han lagde Hænderne over Kors; thi Manasse var den førstefødte.

¹⁴(48:13)

¹⁵Derpå velsignede han Josef og sagde: "Den Gud, for hvis Åsyn mine Fædre Abraham og Isak vandrede, den Gud, der har vogtet mig: fra min første Færd og til nu,

¹⁵Sesudah itu diberkatinya Yusuf, katanya, "Allah, Dialah Tuhan, pujaan Abraham dan Ishak, Dialah yang membimbing aku sampai sekarang;

¹⁶den Engel, der har udløst mig fra alt ondt, velsigne Drengene, så at mit Navn og mine Fædre Abrahams og Isaks Navn må blive nævnet ved dem, og de må vokse i Mængde i Landet!"

¹⁶Dialah malaikat yang telah melepaskan aku dari segala bahaya. Semoga Allah itu memberkati anak-anak ini. Semoga terus hidup namaku dan nama Abraham dan Ishak oleh karena anak-anak ini! Semoga mereka beranak cucu, dan berketurunan banyak di bumi."

¹⁷Men da Josef så, at hans Fader lagde sin højre Hånd på Efraims Hoved, var det ham imod,. og han greb sin Faders Hånd for at tage den bort fra Efraims Hoved og lægge den på Manasses;

¹⁷Yusuf tidak senang ketika melihat ayahnya meletakkan tangan kanannya di atas kepala Efraim; lalu dipegangnya tangan ayahnya untuk memindahkannya dari atas kepala Efraim ke atas kepala Manasye.

¹⁸og Josef sagde til sin Fader: "Nej, ikke således, Fader, thi denne er den førstefødte; læg din højre Hånd på hans Hoved!"

¹⁸Katanya kepada Ayahnya, "Jangan begitu, Ayah. Inilah anak yang sulung; letakkanlah tangan kanan Ayah ke atas kepalanya."

¹⁹Men hans Fader vægrede sig og sagde: "Jeg ved det, min Søn, jeg ved det! Også han skal blive til et Folk, også han skal blive stor; men hans yngre Broder skal blive større end han, og hans Afkom skal blive en Mangfoldighed af Folkeslag!"

¹⁹Tetapi ayahnya menolak, katanya, "Aku tahu, anakku, aku tahu. Manasye akan besar kuasanya dan keturunannya pun akan menjadi bangsa yang besar. Tetapi adiknya akan lebih besar kuasanya daripada dia, dan keturunan adiknya itu akan menjadi bangsa-bangsa yang besar."

²⁰Således velsignede han dem på den Dag og sagde: "Med eder skal Israel velsigne og sige: Gud gøre dig som Efraim og Manasse!" Og han stillede Efraim foran Manasse.

²⁰Lalu diberkatinya lagi anak-anak itu pada hari itu, katanya, "Orang Israel akan menyebut namamu bilamana mereka memberkati orang. Mereka akan berkata, 'Semoga Allah membuat engkau seperti Efraim dan Manasye.'" Dengan demikian Yakub mendahulukan Efraim daripada Manasye.

²¹Da sagde Israel til Josef: "Jeg skal snart dø, men Gud skal være med eder og føre eder tilbage til eders Fædres Land.

²¹Lalu berkatalah Yakub kepada Yusuf, "Seperti engkau lihat, ajalku sudah dekat, tetapi Allah akan menolong kalian dan membawa kalian kembali ke negeri leluhurmu.

²²Dig giver jeg ud over dine Brødre en Højderyg, som jeg har fravristet Amonterne med mit Sværd og min Bue!"

²²Kepadamulah, dan bukannya kepada saudara-saudaramu, aku berikan Sikhem, daerah subur itu yang telah kurebut dari orang Amori dengan pedang dan panahku."