¹Men jeg selv, Paulus, formaner eder ved Kristi Sagtmodighed og Mildhed, jeg, som, "når I se derpå, er ydmyg iblandt eder, men fraværende er modig over for eder",

¹¶ Na, naku ake, na Paora, tenei tohe ki a koutou na te tikanga mahaki me te ngakau ngawari o te Karaiti, he mea iti nei ahau i ahau i kona i roto i a koutou, i tawhiti nei ia e maia ana ki a koutou:

²ja, jeg beder eder om ikke nærværende at skulle være modig med den Tillidsfuldhed, hvormed jeg agter at træde dristigt op imod nogle, som anse os for at vandre efter Kødet.

²Ae ra, e tohe ana ahau ki a koutou, kia kaua ahau ina tae atu e maro ki te whakaputa i te maia, pera me taku e mea nei kia maia ki etahi, e whakaaro nei ki a matou, ano ko ta matou whakahere no te kikokiko.

³Thi om vi end vandre i Kødet, så stride vi dog ikke efter Kødet;

³No te mea ahakoa haereere matou i roto i te kikokiko, ehara i te kikokiko ta matou whawhai;

⁴thi vore Stridsvåben er ikke kødelige, men mægtige for Gud til Fæstningers Nedbrydelse,

⁴Ehara hoki nga rakau o ta matou pakanga i te mea no te kikokiko, engari he kaha i roto i te Atua hei whakahoro i nga pa kaha:

⁵idet vi nedbryde Tankebygninger og al Højhed, som rejser sig imod Erkendelsen af Gud, og tage enhver Tanke til Fange til Lydighed imod Kristus

⁵Horo ana i a matou nga whakaaroaronga me nga mea ikeike katoa e whakakake ana kite matauranga ki te Atua, a riro parau mai ana nga whakaaro katoa, ka meinga kia ngohengohe ki a te Karaiti;

⁶og ere rede til at straffe al Ulydighed, når eders Lydighed er bleven fuldkommen.

⁶Me te noho rite ano ki te whakapa riri mo nga mahi tutu katoa, ina tino ngohengohe rawa koutou.

⁷Se I på det udvortes? Dersom nogen trøster sig til selv at høre Kristus til, da slutte han igen fra sig selv, at ligesom han hører Kristus til, således gøre vi det også.

⁷¶ E titiro ana koutou ki nga mea kei mua i to koutou mata. Ki te u te whakaaro o tetahi no te Karaiti ia, me mahara ia ki tenei mea ano hoki, no te Karaiti ia, pena ano hoki matou.

⁸Ja, dersom jeg endog vilde rose mig noget mere af vor Magt, som Herren gav os til eders Opbyggelse og ikke til eders Nedbrydelse, skal jeg dog ikke blive til Skamme,

⁸Ahakoa hoki ahua rahi ake taku whakamanamana mo nga tikanga i a matou nei, na te Ariki nei i homai hei hanga ake i a koutou, ehara i te mea hei tuku i a koutou ki raro, e kore ahau e meinga kia whakama:

⁹for at jeg ikke skal synes at ville skræmme eder ved mine Breve;

⁹Kia kaua ahau e meatia e whakawehi ana i a koutou ki aku pukapuka.

¹⁰thi Brevene, siger man, ere vægtige og stærke, men hans legemlige Nærværelse er svag, og hans Tale intet værd.

¹⁰Ko ana pukapuka hoki, e ai ki ta ratou, he taimaha, he kaha; ko tona tinana ia i a ia i konei he ngoikore, ko tana korero he korekore noa iho.

¹¹En sådan betænke, at således som vi fraværende ere med Ord ved Breve, således ville vi, også nærværende være i Gerning.

¹¹Kia mahara taua tu tangata ki tenei, na ko to matou ahua i nga kupu o nga pukapuka i a matou e ngaro mai nei, koia ano to matou rite ki nga mahi me i kona matou.

¹²Thi vi driste os ikke til at regne os iblandt eller sammenligne os med somme af dem, der anbefale sig selv; men selv indse de ikke, at de måle sig med sig selv og sammenligne sig med sig selv.

¹²¶ E kore hoki matou e maia ki te whakauru atu, ki te whakariterite ranei i a matou ki etahi e whakapai nei ki a ratou ano: i a ratou ia e mehua nei i a ratou ki a ratou ano, e whakariterite nei i a ratou ki a ratou ano, kahore o ratou matauranga.

¹³Vi derimod ville ikke rose os ud i det umålelige, men efter Målet af den Grænselinie, som Gud har tildelt os som Mål, at nå også til eder.

¹³E kore hoki matou e whakamanamana ki tua atu i to matou mehua, engari ka rite ki te mehua o te wahanga i whakaritea mai e te Atua ma matou, e tae atu ai ki a koutou rawa.

¹⁴Thi vi strække os ikke for vidt, som om vi ikke nåede til eder; vi ere jo komne også indtil eder i Kristi Evangelium,

¹⁴Kahore hoki a matou totoro noa atu, e kiia ai kahore he taenga atu mo matou ki a koutou: i tae atu na hoki matou ki a koutou rawa na i runga i te rongopai o te Karaiti:

¹⁵så vi ikke rose os ud i det umålelige af andres Arbejder, men have det Håb, at, når eders Tro vokser, ville vi hos eder blive store, efter vor Grænselinie, så vi kunne komme langt videre

¹⁵E kore hoki matou e whakamanamana ki ko atu i to matou mehua, ara, ki nga mahi a etahi atu; engari e u ana to matou whakaaro, ka tupu haere to koutou whakapono, ka ai koutou hei whakanui i a matou, e tino rite rawa ai ki to matou ruri;

¹⁶og forkynde Evangeliet i Landene hinsides eder, men ikke rose os inden for en andens Grænselinie af det allerede fuldførte.

¹⁶Kia kauwhautia ai te rongopai ki nga wahi i ko atu i a koutou, kia kaua hoki e whakamanamana i runga i to te tangata ke ruri ki nga mea e noho tata ana ki to matou ringa.

¹⁷Men den, som roser sig, rose sig af Herren!

¹⁷Ki te whakamanamana ia tetahi, me whakamanamana ia ki te Ariki.

¹⁸Thi ikke den, der anbefaler sig selv, står Prøve, men den, hvem Herren anbefaler.

¹⁸He teka hoki ko te tangata e whakapai ana ki a ia ano ka tikangatia, engari ko ta te Ariki e whakapai ai.