¹Thi hver Ypperstepræst tages iblandt Mennesker og indsættes for Mennesker til Tjenesten for Gud, for at han skal frembære både Gaver og Slagtofre for Synder,

¹¶ Ko ia tohunga nui hoki e tangohia nei i roto i nga tangata, he mea whakatu ratou mo nga mea a nga tangata ki te Atua, hei tapae i nga whakahere, i nga patunga tapu mo nga hara:

²som en, der kan bære over med de vankundige og vildfarende, eftersom han også selv er stedt i Skrøbelighed

²E taea e ia te ata hanga ki te hunga e kuware ana, e kotiti ke ana; no te mea e muia ana ano ia e te ngoikore;

³og for dens Skyld må frembære Syndoffer, som for Folket således også for sig selv

³Na konei i tika ai, kia rite ki tana mo te iwi tana e tapae ai mona ake, hei whakahere mo nga hara.

⁴Og ingen tager sig selv den Ære, men han kaldes af Gud, ligesom jo også Aron.

⁴E kore ano hoki tetahi e tango i tenei honore ki a ia ano, engari te tangata e karangatia ana e te Atua, e peratia ana me Arona.

⁵Således har ej heller Kristus tillagt sig selv den Ære at blive Ypperstepræst, men den, som sagde til ham: "Du er min Søn, jeg har født dig i Dag,"

⁵Waihoki ko te Karaiti kahore ana whakanui i a ia hei tohunga nui; na tera ke i ki ra ki a ia, Ko koe taku Tama, nonaianei koe i whakatupuria ai e ahau.

⁶som han jo også siger et andet Sted: "Du er Præst til evig Tid, efter Melkisedeks Vis,"

⁶Pera hoki me tana i ki ai i tetahi atu wahi, Hei tohunga koe ake ake i runga i te ritenga o Merekihereke.

⁷han, som i sit Køds Dage med stærkt Råb og Tårer frembar Bønner og ydmyge Begæringer til den, der kunde frelse ham fra Døden, og blev bønhørt i sin Angst,

⁷I nga ra o tona kikokiko, i tukua e ia he inoi, he karakia, i runga i te karangaranga kaha, i te roimata, ki te Mea kaha ki te whakaora i a ia i te mate, a whakarangona ana mona i wehi ki te Atua;

⁸og således, endskønt han var Søn, lærte Lydighed af det, han led,

⁸Ahakoa he Tama ia, i whakaakona ia ki te ngohengohe e ona mamae:

⁹og efter at være fuldkommet blev Årsag til evig Frelse for alle dem, som lyde ham,

⁹A ka meinga nei ia kia tino rite, ka waiho ia hei take mo te ora tonu ki te hunga katoa e ngohengohe ana ki a ia;

¹⁰idet han af Gud blev kaldt Ypperstepræst efter Melkisedeks Vis.

¹⁰¶ He mea karanga na te Atua hei tohunga nui i runga i te ritenga o Merekihereke.

¹¹Herom have vi meget at sige, og det er vanskeligt at forklare, efterdi I ere blevne sløve til at høre.

¹¹He maha nei a matou korero mo tenei, he uaua ki te whakamarama, he puhoi hoki no koutou ki te whakarongo.

¹²Thi skønt I efter Tiden endog burde være Lærere, trænge I atter til, at man skal lære eder Begyndelsesgrundene i Guds Ord, og I ere blevne sådanne, som trænge til Mælk og ikke til fast Føde.

¹²I te mea hoki ka tika kia waiho koutou hei kaiwhakaako no te mea ka roa nei, na me tuarua te whakaako i a koutou ki nga timatanga rawatanga o nga kupu a te Atua; me waiu hoki he kai ma koutou, kauaka te kai pakeke.

¹³Thi hver, som får Mælk, er ukyndig i den rette Tale, thi han er spæd;

¹³Ko nga tangata katoa hoki e kai ana i te waiu, he kuware ratou ki te kupu o te tika, he kohungahunga hoki.

¹⁴men for de fuldkomne er den faste Føde, for dem, som på Grund af deres Erfaring have Sanserne øvede til at skelne mellem godt og ondt.

¹⁴Ma nga pakeke e tika ai te kai maro kua taungatia nei o ratou hinengaro e nga meatanga maha, e wehe ai i te pai, i te kino.