¹Det Syn, Esajas, Amoz's Søn, skuede om Juda og Jerusalem, i de dage da Uzzija, Jotam, Akaz og Ezekias var Konger i Juda.

¹¶ Ko te kite a Ihaia, a te tama a Amoho, i kite ai ia mo Hura, mo Hiruharama, i nga ra o nga kingi o Hura, o Utia, o Iotama, o Ahata, o Hetekia.

²Hør, I Himle, lyt, du Jord, thi HERREN taler: Børn har jeg opfødt og fostret, men de forbrød sig imod mig.

²¶ Whakarongo, e nga rangi, kia whai taringa ano, e te whenua, kua korero hoki a Ihowa: Kua atawhai tamariki ahau, kua whakatupu hoki, na kua tahuri mai ratou ki ahau.

³En Okse kender sin Ejer, et Æsel sin Herres Krybbe; men Israel kender intet, mit Folk kan intet fatte.

³E mohio ana te kau ki tona ariki, te kaihe ki te takotoranga kai a tona rangatira: ko Iharaira ia kahore e mohio, kahore taku iwi e whakaaro.

⁴Ve det syndefulde Folk, en brødetynget Slægt, Ugerningsmænds Æt, vanartede Børn! De svigtede HERREN, lod hånt om Israels Hellige, vendte ham Ryg.

⁴Aue, e te iwi hara, he hunga taimaha i te kino, he uri no nga kaimahi i te he, he tamariki whakangau ke: kua whakarerea e ratou a Ihowa, kua whakahawea ki te Mea Tapu o Iharaira, kua tangata ke ratou a kua hoki whakamuri.

⁵Kan I tåle flere Hug, siden I stadig falder fra? Kun Sår er Hovedet, sygt hele Hjertet;

⁵Kia patua tonutia hoki koutou hei aha, i tutu tonu ai koutou? kei te mate katoa te mahunga, kei te ruhi katoa hoki te ngakau.

⁶fra Fodsål til isse er intet helt kun Flænger, Strimer og friske Sår; de er ej trykket ud, ej heller forbundet og ikke lindret med Olie.

⁶Kahore ona wahi ora, ake i te kapu o tona waewae a tae noa ki te mahunga; he kaiakiko kau, he karawarawa, he whiunga kua pirau: kihai ena i romia, kihai i takaia, kihai ano hoki i whakangawaritia ki te hinu.

⁷Eders Land er øde, eders Byer brændt, fremmede æder eders Jord for eders Øjne så øde som ved Sodomas Undergang.

⁷Ko to koutou whenua kua ururuatia; ko o koutou pa kua wera i te ahi; he tangata ke kei te kai i to koutou oneone i to koutou aroaro, ururua ana, koia ano kei ta te tangata ke raupatutanga.

⁸Zions Datter er levnet som en Hytte i en Vingård, et Vagtskur i en Græskarmark en omringet By.

⁸A ka mahue iho te tamahine a Hiona, ano he tihokahoka i te mara waina, ano he wharau i te mara kukamo, he pa e whakapaea ana.

⁹Havde ikke Hærskarers HERRE levnet os en Rest, da var vi som Sodoma, ligned Gomorra.

⁹Me i kahore a Ihowa o nga mano te waiho i tetahi toenga nohinohi rawa nei ki a tatou, kua pera tatou me Horoma, kua rite tatou ki Komora.

¹⁰Lån Øre til HERRENs Ord I Sodomadommere, lyt til vor Guds Åbenbaring, du Gomorrafolk!

¹⁰¶ Whakarongo ki te kupu a Ihowa, e nga rangatira o Horoma; kia whai taringa mai, e te iwi o Komora, ki te ture a to tatou Atua.

¹¹Hvad skal jeg med alle eders Slagtofre? siger HERREN;jeg er mæt af Væderbrændofre, af Fedekalves Fedt, har ej Lyst til Blod af Okser og Lam og Bukke.

¹¹Hei aha maku a koutou patunga maha? e ai ta Ihowa: kua makona ahau i nga tahunga o nga tinana o nga hipi toa, i te ngako o nga kararehe whangai; kahore hoki aku manakohanga atu ki te toto o nga puru, o nga reme, o nga koati toa ranei.

¹²Når I kommer at stedes for mit Åsyn, hvo kræver da af jer, at min Forgård trampes ned?

¹²Ka haere mai koutou, ka whakakite mai ki toku aroaro, ko wai i ki atu ki tenei mea a o koutou ringa, kia takahia oku marae?

¹³Bring ej flere tomme Afgrødeofre, vederstyggelig Offerrøg er de mig! Nymånefest, Sabbat og festligt Stævne jeg afskyr Uret og festlig Samling.

¹³Kati te mau mai i nga whakahere horihori: he mea whakarihariha ki ahau te whakakakara; te kowhititanga marama, te hapati, te karangatanga o nga whakaminenga, e kore ahau e manawanui ki te kino, ki te huihui nui.

¹⁴Eders Nymånefester og Højtider hader min, Sjæl de er mig en Byrde, jeg er træt af at bære.

¹⁴Ko a koutou kowhititanga marama, ko a koutou hakari whakarite, e kino ana toku ngakau: he mea porearea ki ahau; he hanga whakahoha.

¹⁵Breder I Hænderne ud, skjuler jeg Øjnene for jer. Hvor meget I så end beder, jeg hører det ikke. Eders Hænder er fulde af Blod;

¹⁵Na ka wherahia mai o koutou ringa, ka huna e ahau oku kanohi ki a koutou; ae ra, ka whakanuia e koutou te inoi e kore ahau e rongo, kapi tonu o koutou ringa i te toto.

¹⁶tvæt jer, rens jer, bort med de onde Gerninger fra mine Øjne! Hør op med det onde,

¹⁶¶ Horoi i a koutou, kia ma; whakarerea atu te kino o a koutou hanga i mua i oku kanohi; kati te mahi i te kino;

¹⁷lær det gode, læg Vind på, hvad Ret er; hjælp fortrykte, skaf faderløse Ret, før Enkens Sag!

¹⁷Akona te mahi pai; rapua te whakawa; whakatikaia ta te tangata e tukinotia ana; whakawakia ta te pani; tohea ta te pouaru.

¹⁸Kom, lad os gå i Rette med hinanden, siger HERREN. Er eders Synder som Skarlagen, de skal blive hvide som Sne; er de end røde som Purpur, de skal dog blive som Uld.

¹⁸Tena ra, tatou ka korerorero, e ai ta Ihowa; ahakoa i rite o koutou hara ki te mea ngangana, ka pera me te hukarere te ma; ahakoa i whero me te mea whakawhero, ka rite ki te huruhuru hipi.

¹⁹Lyder I villigt, skal I æde Landets Goder;

¹⁹Ki te mea ka pai koutou, a ka rongo, ka kai koutou i nga mea pai o te whenua;

²⁰står I genstridigt imod, skal I ædes af Sværd. Thi HERRENs Mund har talt.

²⁰Ki te whakakahore koutou, a ka tutu, ka pau koutou i te hoari; kua korero hoki te mangai o Ihowa.

²¹At den skulde ende som Skøge, den trofaste By, Zion, så fuld af Ret, Retfærdigheds Hjem, men nu er der Mordere.

²¹¶ Aue! tona kairautanga o te pa pono! i ki nei ia i te whakawa! he nohoanga no te tika, inaianei ia no nga kaikohuru.

²²Dit Sølv er blevet til Slagger, din Vin er spædet med Vand.

²²Ko tau hiriwa kua meinga hei para, ko tau waina, kua whakaranua ki te wai.

²³Tøjlesløse er dine Førere, Venner med Tyve; Gaver elsker de alle, jager efter Stikpenge, skaffer ej faderløse Ret og tager sig ikke af Enkens Sag.

²³Ko ou rangatira kei te whakakeke, a he hoa ratou no te hunga tahae; e whakapai ana ratou ki te moni whakapati, e whai ana i te utu; kahore ratou e whakawa ana mo te pani, a kahore te tohe a te pouaru e tae ana ki a ratou.

²⁴Derfor lyder det fra Herren, Hærskarers HERRE, Israels Vældige: "Min Gengælds Ve over Avindsmænd, min Hævn over Fjender!

²⁴No reira ka mea te Ariki, a Ihowa o nga mano, te Mea Nui o Iharaira, Na! ka whai mamatanga ahau i oku hoariri, ka whai utu ahau i oku hoariri:

²⁵Jeg vender min Hånd imod dig, renser ud dine Slagger i Ovnen og udskiller alt dit Bly.

²⁵Ka tahuri atu hoki toku ringa ki a koe, a ka tahia rawatia tou para, ka wehea katoatia atu ano tou tine:

²⁶Jeg giver dig Dommere som fordum, Rådsherrer som før; så kaldes du Retfærdigheds By, den trofaste Stad.

²⁶A ka whakahokia mai e ahau ou kaiwhakawa kia rite ki o mua, me ou kaiwhakatakoto whakaaro, kia rite ki o te timatanga; muri iho ka kiia koe, Ko te pa o te tika, ko te pa piripono.

²⁷Zion genløses ved Ret, de omvendte der ved Retfærd.

²⁷Ka hokona a Hiona i runga i te whakawa, ana tangata hoki, e tahuri mai ana, i runga i te tika.

²⁸Men Overtrædere og Syndere knuses til Hobe; hvo HERREN svigter, forgår.

²⁸Ka huihuia ia kia kotahi tonu te whakangaromanga o te hunga poka ke, o te hunga hara, a ka whakamotitia te hunga e whakarere ana i a Ihowa.

²⁹Thi Skam vil I få af de Ege, I elsker, Skuffelse af Lundene, I sætter så højt;

²⁹Ka whakama hoki ratou i nga oki i matenuitia e koutou, numinumi kau koutou i nga kari i whiriwhiria e koutou.

³⁰thi I bliver som en Eg med visnende Løv, som en Lund, hvor der ikke er Vand.

³⁰Ka rite hoki koutou ki te oki kua memenge ona rau, ki te kari ano hoki kahore nei ona wai.

³¹Den stærke bliver til Blår, hans Værk til en Gnist; begge brænder med hinanden, og ingen slukker.

³¹A hei muka te mea kaha, hei korakora ano tana mahi; na ka ngiha ngatahi raua, kahore hoki he tangata hei tinei.