¹Trøst, ja trøst mit Folk, så siger eders Gud,

¹¶ Whakamarietia, whakamarietia taku iwi, e ai ta to koutou Atua.

²tal Jerusalem kærligt til og råb kun til det, at nu er dets Strid til Ende, dets Skyld betalt, tvefold Straf har det fået af HERRENs Hånd for alle sine Synder.

²Korero i runga i te whakamarie ki Hiruharama, karanga ki a ia, kua mutu tana whawhai, kua murua tona he: i haere rua hoki ta te ringa o Ihowa ki a ia hei utu mo ona hara katoa.

³I Ørkenen råber en Røst: "Ban HERRENs Vej, jævn i det øde Land en Højvej for vor Gud!

³¶ He reo no tetahi e karanga ana, Whakapaia e koutou i te koraha te huarahi o Ihowa, whakatikaia i te titiohea he ara nui mo to tatou Atua.

⁴Hver Dal skal højnes, hvert Bjerg, hver Høj, skal sænkes, bakket Land blive fladt og Fjeldvæg til Slette.

⁴Ko nga raorao katoa ka whakarewaina ake, ko nga maunga katoa me nga pukepuke, ka whakapapakutia iho: ko nga wahi kopikopiko ka meinga kia tika, ko nga wahi taratara kia papatairite.

⁵Åbenbares skal HERRENs Herlighed, alt Kød til Hobe skal se den. Thi HERRENs Mund har talet."

⁵Ka whakapuakina ano te kororia o Ihowa, a ka kite ngatahi nga kikokiko katoa: he mea korero hoki tenei na te mangai o Ihowa.

⁶Der lyder en Røst, som siger: "Råb!" Jeg svarer: "Hvad skal jeg råbe?" "Alt Kød til Hobe er Græs, al dets Ynde som Markens Blomst;

⁶I mea mai te reo o tetahi, Karanga. A ka mea tetahi, Ko te aha kia karangatia e ahau? He tarutaru nga kikokiko katoa, a ko tona pai katoa, rite tonu ki te puawai o te parae.

⁷Græsset tørres, Blomsten visner, når HERRENs Ånde blæser derpå; visselig, Folket er Græs,

⁷Ko te tarutaru ka maroke, ko te puawai ka memenga, no te mea e hangia ana e te wairua o Ihowa: he pono, he tarutaru te iwi.

⁸Græsset tørres, Blomsten visner, men vor Guds Ord bliver evindelig."

⁸Ko te tarutaru e maroke, ko te puawai e memenge; ko te kupu ia a to tatou Atua, tu tonu.

⁹Stig op på højen Bjerg, du Zions Glædesbud, løft din Røst med Kraft, du Jerusalems Glædesbud, løft den uden Frygt og sig til Judas Byer: "Se eders Gud!"

⁹¶ E koe, e te kaikawe o te rongo pai ki Hiona, e piki ki te maunga tiketike; e koe, e te kaikawe o te rongo pai ki Hiruharama, whakaarahia tou reo, kia kaha; whakaarahia, kaua hei wehi; korero atu ki nga pa o Hura, Nana, to koutou Atua!

¹⁰Se, den Herre HERREN kommer med Vælde, han hersker med sin Arm. Se, hans Løn er med ham, hans Vinding foran ham,

¹⁰Nana, ka haere mai te Ariki, a Ihowa, i runga i te kaha, ka whakahaerea ano tona kingitanga e tona ringa: na, ko te utu mona kei a ia ano, kei tona aroaro te wahi mana.

¹¹han vogter sin Hjord som en Hyrde, samler den med Armen, bærer Lammene i Favn og leder de diende Får.

¹¹Ka rite ki ta te hepara tana whangai i tana kahui, ka whakaminea nga reme e tona ringa, ka hikitia ki tona uma, ka ata arahina nga mea e whakangote ana.

¹²Hvo måler Vandet i sin Hånd, afmærker med Fingerspand Himlen, måler Jordens Støv i Skæppe og vejer Bjerge med Bismer eller i Vægtskål Høje?

¹²¶ Na wai i mehua nga wai ki te kapu o tona ringa, he whanganga ringaringa ano tana ruri mo nga rangi, whaowhina ake e ia te puehu o te whenua ki te mehua, ko nga maunga, paunatia ana e ia, ki te pauna ringaringa, ko nga pukepuke ki te pauna papa?

¹³Hvo leder HERRENs Ånd, råder og lærer ham noget?

¹³Na wai ta te wairua o Ihowa i tika ai? ko wai ranei tana kaiwhakatakoto whakaaro hei whakaako i a ia?

¹⁴Hos hvem får han Råd og Indsigt, hvem lærer ham Rettens Vej, hvem kan give ham Kundskab, hvem kundgør ham indsigts Vej?

¹⁴Ko wai tona hoa whakatakoto whakaaro hei tohutohu i a ia ki te ara o te whakawa, hei whakaako i a ia ki te matauranga, hei whakakite i te ara o te mohio ki a ia?

¹⁵Se, som Dråbe på Spand er Folkene, at regne som Fnug på Vægt, som et Gran vejer fjerne Strande.

¹⁵Nana, ko nga iwi, ano he pata wai i roto i te peere! ki ta te whakaaro he puehu ririki ratou i te pauna; nana, ko nga motu, maua ake e ia, he mea ririki rawa te rite.

¹⁶Libanon giver ej Brændsel, dets Dyr ej Brændoffer nok.

¹⁶E kore ano e ranea a Repanona mo te ahi, me nga kararehe hoki o reira, e kore e ranea hei tahunga tinana.

¹⁷Alle Folk er som intet for ham, for Luft og Tomhed at regne.

¹⁷Ko nga iwi katoa, he kore noa iho i tona aroaro; iti iho ratou i te kahore, he horihori kau i tona whakaaro.

¹⁸Med hvem vil I ligne Gud, hvad stiller I op som hans Lige?

¹⁸¶ Na ka whakaritea e koutou te Atua ki a wai? he aha hoki te ahua e whakaahuatia ai ia e koutou?

¹⁹Et Billede det støber en Mester, en Guldsmed lægger Guld derpå, og Sølvkæder støber en anden.

¹⁹Ko te whakapakoko, na te kaimahi ia i whakarewa, na te kaitahu i whakakikorua ki te koura, a hanga ana mo reira he mekameka hiriwa.

²⁰Den, som vil rejse en Afgud, vælger sig Træ, som ej rådner; han søger sig en kyndig Mester til at rejse et Billede, som står.

²⁰Ko te tangata, he rawakore rawa ia ki te hoatu whakahere pera, whiriwhiria ana e ia he rakau e kore e pirau; rapua ana e ia he kaimahi mohio mana, hei hanga i tetahi whakapakoko e kore e nekenekehia.

²¹Ved I, hører I det ikke, er det . ikke forkyndt jer for længst? Har I da ikke skønnet det, fra Jordens Grundvold blev lagt?

²¹Kahore ianei koutou i mohio? kahore koutou i rongo? kahore ianei i korerotia ki a koutou i te timatanga? kahore ianei koutou i matau i nga whakaturanga ra ano o te whenua?

²²Han troner over Jordens Kreds, som Græshopper er dens Beboere; han udbreder Himlen som en Dug og spænder den ud som et Teltbo.

²²Ko ia te noho ana i runga i te porohita o te whenua, a ko o reira tangata, ano he mawhitiwhiti; ko nga rangi, horahia ana e ia ano he kakahu tauarai, horahia ana e ia ano he teneti hei nohoanga;

²³Fyrster gør han til intet, Jordens Dommere til Luft.

²³Ko nga rangatira, whakahokia iho e ia ki te kahore; ko nga kaiwhakawa o te whenua, meinga ana e ia hei mea horihori noa iho.

²⁴Knap er de plantet, knap er de sået, knap har Stiklingen Rod i Jorden, så ånder han på dem, de visner; som Strå fejer Storm dem bort.

²⁴Ae ra, kahore ratou i whakatokia; ae ra, kahore ratou i ruia; ae ra, kahore to ratou take i whai pakiaka ki te whenua: ka pupuhi hoki ia ki a ratou, a ka maroke ratou; ka rite ki te kakau witi, ka kawhakina e te paroro.

²⁵Hvem vil I ligne mig med som min Ligemand? siger den Hellige.

²⁵Na ki ta koutou, kei to wai he ahua moku? ka rite ranei ahau ki a wai? e ai ta te Mea Tapu.

²⁶Løft eders Blik til Himlen og se: Hvo skabte disse? Han mønstrer deres Hær efter Tal, kalder hver enkelt ved Navn; så stor er hans Kraft og Vælde, at ikke en eneste mangler.

²⁶E ara o koutou kanohi ki runga titiro ai, na wai enei mea i hanga, na wai o ratou mano i whakaputa mai he mea tatau tonu: karangatia ana e ia nga ingoa o ratou katoa, maroro rawa, pakari tonu te kaha; e kore tetahi e ngaro.

²⁷Hvorfor siger du, Jakob, hvi taler du, Israel, så: "Min Vej er skjult for HERREN, min Ret gled min Gud af Hænde."

²⁷¶ He aha koe i korero ai, e Hakopa, i mea ai, e Iharaira, Kua huna toku ara ki a Ihowa, kua mahue i toku Atua toku whakawa?

²⁸Ved du, hørte du ikke, at HERREN er en evig Gud, den vide Jord har han skabt? Han trættes og mattes ikke, hans Indsigt udgrundes ikke;

²⁸Kahore koe i mohio? kahore koe i rongo, ko te Atua onamata, ko Ihowa, ko te Kaihanga o nga pito o te whenua, e kore ia e ngenge, e kore ia e mauiui? e kore tona matauranga e taea te rapu.

²⁹han giver den trætte Kraft, den svage Fylde af Styrke.

²⁹E homai ana e ia he kaha ki te hunga ngenge: a whakanuia ana e ia te pakari o te mea ngoikore.

³⁰Ynglinge trættes og mattes, Ungersvende snubler brat,

³⁰Ahakoa ko nga taitamariki, ka ngenge tonu, ka mauiui, a ko nga taitama, ka hinga rawa.

³¹ny Kraft får de, der bier på HERREN, de får nye Svingfjer som Ørnen; de løber uden at mattes, vandrer uden at trættes.

³¹Tena ko te hunga e tatari ana ki a Ihowa, puta hou ana he kaha mo ratou; kake ana ratou ki runga; ko nga parirau, koia ano kei o nga ekara; ka rere ratou, a e kore e mauiui; ka haere, a e kore e ngenge.