¹Gid du sønderrev Himlen og steg ned, så Bjergene vakled for dit Åsyn!

¹¶ Aue me i haehae koe i nga rangi, me i heke iho, me i rere a wai nga maunga i tou aroaro!

²Som Vokset smelter i Ild, så lad Ild fortære dine Fjender, at dit Navn må kendes iblandt dem, og Folkene bæve for dit Åsyn,

²Kia rite ki te ngiha o te ahi tahu rara, ki te ahi e koropupu ai nga wai; kia mohiotia ai tou ingoa e ou hoariri, kia wiri ai nga iwi i tou aroaro!

³når du gør Undere, vi ikke vented, du stiger ned, for dit Åsyn vakler Bjergene

³I tau meatanga i nga mea wehi kihai nei i whakaaroa e matou, i heke iho koe, rere a wai ana nga maunga i tou aroaro.

⁴og som ingen Sinde er hørt. Intet Øre har hørt, intet Øje har set en Gud uden dig, som hjælper den, der håber på ham.

⁴Kahore hoki kia rangona noatia i mua, kihai i mohiotia e te taringa, kihai hoki te kanohi i kite i te Atua, ko koe anake, e mahi nei i nga mea mo te tangata e tatari ana ki a ia.

⁵Du ser til dem, der øver Retfærd og kommer dine Veje i Hu. Men se, du blev vred, og vi synded, og skyldige blev vi derved.

⁵Ko tau, he whakatau ki te tangata e koa ana, e mahi ana i te tika, ki te hunga e mahara ana ki a koe i au ara. Nana, i riri na koe, he hara hoki no matou; kua roa noa atu matou ki aua ara, a ka ora ranei matou?

⁶Som urene blev vi til Hobe, som en tilsølet Klædning al vor Retfærd. Vi visnede alle som løvet, vort Brøde bortvejred os som Vinden.

⁶¶ Ko matou katoa hoki kua rite ki te tangata poke, a ko o matou tika ki te kakahu kua paru: e memenge ana matou katoa ano he rau rakau; kei te hau te rite o o matou kino e kahaki nei i a matou.

⁷Ingen påkaldte dit Navn, tog sig sammen og holdt sig til dig; thi du skjulte dit Åsyn for os og gav os vor Brøde i Vold.

⁷Kahore hoki he tangata e karanga ana ki tou ingoa, e whakaoho ana i a ia ki te hopu i a koe: kua huna nei hoki e koe tou mata ki a matou, a kua huna matou e koe na o matou he.

⁸Men du, o HERRE, er dog vor Fader, vi er Leret, og du har dannet os, Værk af din Hånd er vi alle.

⁸Na inaianei, e Ihowa, ko koe to matou papa; ko matou te paru, ko koe to matou kaipokepoke; he mahi hoki matou katoa na tou ringa.

⁹Vredes ej, HERRE, så såre, kom ej evigt Brøde i Hu, se dog til, vi er alle dit Folk!

⁹Kaua, e Ihowa, e whakanuia rawatia te riri, kaua hoki e mahara tonu ki te kino. Nana, titiro mai ra, he iwi matou katoa nau.

¹⁰Dine hellige Byer er Ørk, Zion er blevet en Ørk, Jerusalem ligger i Grus;

¹⁰He koraha kau ou pa tapu, he koraha a Hiona, kua ururuatia a Hiruharama.

¹¹vort hellige, herlige Tempel, hvor Fædrene priste dig, er blevet Luernes Rov, en Grushob er alt, hvad vi elskede.

¹¹Ko to matou whare tapu, ko to matou whare ataahua, ko te wahi i whakamoemiti ai o matou matua ki a koe, kua waiho hei kanga ma te ahi, moti iho a matou mea matenui katoa.

¹²Ser du roligt HERRE, på sligt, kan du tie og bøje os så dybt?

¹²Ka whakamanawanui ranei koe, e Ihowa, ki enei mea? ka whakarongo puku ranei koe? ka nui rawa ranei tau whakatupukino i a matou?