¹Og han, gik atter ind i en Synagoge, og der var der en Mand, som havde en vissen Hånd.

¹¶ A ka tomo atu ano ia ki te whare karakia; na i reira tetahi tangata kua memenge tona ringa.

²Og de toge Vare på ham, om han vilde helbrede ham på Sabbaten, for at de kunde anklage ham.

²A ka whakamau ta ratou titiro ki a ia, me kore ia e whakaora i a ia i te hapati; he mea kia whakapa ai ratou i tetahi he ki a ia.

³Og han siger til Manden, som havde den visne Hånd!"Træd frem her i Midten!"

³Na ka mea ia ki te tangata i te ringa memenge, Whakatika ki waenganui.

⁴Og han siger til dem: "Er det tilladt at gøre godt på Sabbaten eller at gøre ondt, at frelse Liv eller at slå ihjel?" Men de tav.

⁴Na ka mea ia ki a ratou, He mea tika ranei te mahi pai i te hapati, te mahi kino ranei? te whakaora ranei, te whakamate ranei? Heoi kahore ratou i kiki.

⁵Og han så omkring på dem med Vrede, bedrøvet over deres Hjertes Forhærdelse, og siger til Manden: "Ræk din Hånd ud!" og han rakte den ud, og hans Hånd blev sund igen.

⁵Na ka tirotiro riri ia ki a ratou, he pouri hoki mo te pakeke o o ratou ngakau, ka mea ki taua tangata, Totoro tou ringa. A, ko te toronga o tona ringa, kua ora.

⁶Og Farisæerne gik straks ud og holdt Råd med Herodianerne imod ham, hvorledes de kunde slå ham ihjel.

⁶Na ka haere atu nga Parihi, ka runanga tahi me nga Heroriana mona, ki te pehea e whakangaromia ai ia.

⁷Og Jesus drog med sine Disciple bort til Søen, og en stor Mængde fulgte med fra Galilæa; og fra Judæa

⁷Na ka maunu atu a Ihu ratou ko ana akonga ki te moana; he nui hoki te tangata i aru i a ia i Kariri, i Huria,

⁸og fra Jerusalem og fra Idumæa og Landet hinsides Jordan og fra Egnen om Tyrus og Sidon kom de til ham i stor Mængde, da de hørte, hvor store Gerninger han gjorde.

⁸I Hiruharama, i Irumia, i tawahi hoki o Horano; me te hunga hoki e tata ana ki Taira, ki Hairona, nui atu te huihui; i to ratou rongonga i nga mea i mea ai ia, haere ana ki a ia.

⁹Og han sagde til sine Disciple, at en Båd skulde være til Rede til ham for Skarens Skyld, for at de ikke skulde trænge ham.

⁹Na ka mea ia ki ana akonga kia noho tata mai tetahi kaipuke iti ki a ia, i te mano hoki, kei tutetutea ia e ratou.

¹⁰Thi han helbredte mange, så at alle, som havde Plager, styrtede ind på ham for at røre ved ham.

¹⁰He tokomaha hoki i whakaorangia e ia; no ka popo mai ki a ia te hunga katoa e mate ana, kia pa ai ki a ia.

¹¹Og når de urene Ånder så ham, faldt de ned for ham og råbte og sagde: "Du er Guds Søn."

¹¹Me nga wairua poke hoki, i to ratou kitenga i a ia, takoto ana ki tona aroaro, ka karanga, ka mea, Ko te Tama koe a te Atua.

¹²Og han truede dem meget, at de ikke måtte gøre ham kendt.

¹²A he maha ana kupu ki a ratou kia kaua ia e whakaaturia e ratou.

¹³Og han stiger op på Bjerget og hidkalder, hvem han selv vilde; og de gik hen til ham.

¹³¶ Na ka kake ia ki te maunga, karangatia ana ki a ia ana i pai ai: a ka tae ratou ki a ia.

¹⁴Og han beskikkede tolv, til at de skulde være hos ham, og til at han kunde udsende dem til at prædike

¹⁴A kotahi tekau ma rua ana i whakarite ai hei hoa mona, hei tononga hoki mana ki te kauwhau,

¹⁵og at have Magt til at uddrive de onde Ånder.

¹⁵Kia whai mana hoki e ora ai nga mate, e peia ai nga rewera:

¹⁶Og han beskikkede de tolv, og han tillagde Simon Navnet Peter;

¹⁶A huaina iho e ia a Haimona ko Pita;

¹⁷fremdeles Jakob, Zebedæus's Søn, og Johannes, Jakobs Broder, og han tillagde dem Navnet Boanerges, det er Tordensønner;

¹⁷Ko Hemi, tama a Heperi, raua ko Hoani, teina o Hemi; a huaina iho raua ko Poaneki, ara ko nga Tama a te whatitiri;

¹⁸og Andreas og Filip og Bartholomæus og Matthæus og Thomas og Jakob, Alfæus's Søn, og Thaddæus og Simon Kananæeren

¹⁸Ko Anaru, ko Piripi, ko Patoromu, ko Matiu, ko Tamati, ko Hemi, tama a Arapiu, ko Tariu, ko Haimona Kanaani,

¹⁹og Judas Iskariot, han, som forrådte ham.

¹⁹Ko Hura Ikariote hoki, nana nei ia i tuku. Na ka tae ia ki te whare;

²⁰Og han kommer hjem, og der samles atter en Skare, så at de end ikke kunne få Mad.

²⁰Na ka huihui ano te mano, no kihai rawa ratou i ahei te kai taro.

²¹Og da hans nærmeste hørte det, gik de ud for at drage ham til sig thi de sagde: "Han er ude af sig selv."

²¹A, no ka rongo ona hoa, ka haere ki te pupuri i a ia: i mea hoki, He porewarewa ia.

²²Og de skriftkloge, som vare komne ned fra Jerusalem, sagde: "Han har Beelzebul, og ved de onde Ånders Fyrste uddriver han de onde Ånder:"

²²¶ Na ka mea nga karaipi i haere mai ra i Hiruharama, Kei a ia a Perehepura, a na te rangatira o nga rewera tana peinga rewera.

²³Og han kaldte dem til sig og sagde til dem i Lignelser: "Hvorledes kan Satan uddrive Satan?

²³Na ka karangatia ratou e ia, a ka korero whakarite ki a ratou, Me pehea a Hatana ka pei ai i a Hatana?

²⁴Og dersom et Rige er kommet i Splid med sig selv, kan samme Rige ikke bestå.

²⁴Ki te tahuri iho hoki tetahi rangatiratanga ki a ia ano, e kore taua rangatiratanga e tu.

²⁵Og dersom et Hus er kommet i Splid med sig selv, vil samme Hus ikke kunne bestå.

²⁵Ki te tahuri iho hoki tetahi whare ki a ia ano, e kore taua whare e tu.

²⁶Og dersom Satan har sat sig op imod sig selv og er kommen i Splid med sig selv, kan han ikke bestå, men det er ude med ham.

²⁶Ki te whakatika a Hatana, a ka tahuri iho ki a ia ano, e kore ia e tu, engari he mutunga tona.

²⁷Men ingen kan gå ind i den stærkes Hus og røve hans Ejendele, uden han først binder den stærke, og da kan han plyndre hans Hus.

²⁷E kore te tangata e ahei te haere ki roto ki te whare o te tangata kaha, pahua ai i ona taonga, ki te kahore e matua herea te tangata kaha: ko reira pahua ai i tona whare.

²⁸Sandelig, siger jeg eder, alle Ting skulle forlades Menneskenes Børn, Synder og Bespottelser, hvor store Bespottelser de end tale;

²⁸He pono taku e mea nei ki a koutou, Ko nga hara katoa o nga tama a nga tangata e murua, me nga kohukohu e kohukohu ai ratou:

²⁹men den. som taler bespotteligt imod den Helligånd, har evindeligt ingen Forladelse, men skal være skyldig i en evig Synd."

²⁹Tena ko te tangata e kohukohua ai te Wairua Tapu, e kore e murua tona hara a ake ake, engari ka tau te he ki a ia a ake ake:

³⁰De sagde nemlig: "Han har en uren Ånd."

³⁰Mo ratou i ki, He wairua poke tona.

³¹Og hans Moder,og hans Brødre komme, og de stode udenfor og sendte Bud ind til ham og lode ham kalde.

³¹¶ A, ko te taenga mai o ona teina ratou ko tona whaea, ka tu i waho, ka tono tangata mai ki a ia, ki te karanga i a ia.

³²Og en Skare sad omkring ham; og de sige til ham: "Se; din Moder og dine; Brødre og dine Søstre ere udenfor og spørge efter dig."

³²E noho ana hoki te mano i tetahi taha ona, i tetahi taha, a ka mea ratou ki a ia, Na, tou whaea me ou teina kei waho, e rapu ana i a koe.

³³Og han svarer dem og siger: "Hvem er min Moder og mine Brødre?"

³³Na ka whakahoki ia ki a ratou, ka mea, Ko wai toku whaea, ko wai hoki oku teina?

³⁴Og han så omkring på dem, som sade rundt om ham, og sagde: "Se, her er min Moder og mine Brødre!

³⁴Na ka tirotiro ia ki te hunga e noho ana i tetahi taha ona, i tetahi taha, ka mea, Na, toku whaea, oku teina!

³⁵Thi den, som gør Guds Villie, det er min Broder og Søster og Moder."

³⁵Ki te meatia hoki e tetahi ta te Atua i pai ai, hei teina ia ki ahau, hei tuahine, hei whaea.