¹Og de kom over til hin Side af Søen til Gerasenernes Land.

¹¶ A ka whiti ratou ki tawahi o te moana, ki te whenua o nga kararini.

²Og da han trådte ud af Skibet, kom der ham straks i Møde ud fra Gravene en Mand med en uren Ånd.

²Na, mahuta kau i te kaipuke, ka tutaki ki a ia tetahi tangata i puta mai i nga urupa, he wairua poke tona,

³Han havde sin Bolig i Gravene, og ingen kunde længer binde ham, end ikke med Lænker.

³Kei nga urupa nei tona nohoanga; a, ahakoa he mekameka, hore rawa ia i taea e tetahi tangata te here.

⁴Thi han havde ofte været bunden med Bøjer og Lænker, og Lænkerne vare sprængte af ham og Bøjerne sønderslidte, og ingen kunde tæmme ham.

⁴He maha hoki ona herenga ki nga here waewae, ki nga mekameka, heoi motumotuhia ana e ia nga mekameka, mongomonga noa ano nga here waewae: kihai tetahi tangata i kaha ki te whakamarie i a ia.

⁵Og han var altid Nat og Dag i Gravene og på Bjergene, skreg og slog sig selv med Sten.

⁵I nga urupa tonu ia, i nga maunga i te po, i te ao, e hamama ana, e haehae ana i a ia ki te kohatu.

⁶Men da han så Jesus. Langt borte, løb han hen og kastede sig ned for ham

⁶A, i tona kitenga i a Ihu i tawhiti, oma ana ia, koropiko ana ki a ia.

⁷og råbte med høj Røst og sagde: "Hvad har jeg med dig at gøre, Jesus, den højeste Guds Søn? Jeg besvæger dig ved Gud, at du ikke piner mig."

⁷He nui tona reo ki te karanga, ka mea, Ko te aha taku ki a koe, e Ihu, e te Tama a te Atua, a te Runga Rawa? ko te Atua taku whakaoati mou, na kaua ahau e whakamamaetia.

⁸Thi han sagde til ham: "Far ud af Manden, du urene Ånd!"

⁸He meatanga hoki nana ki a ia, Puta mai i tenei tangata, e te wairua poke.

⁹Og han spurgte ham: "Hvad er dit Navn?" Og han siger til ham: "Legion er mit Navn; thi vi ere mange."

⁹Na ka ui ia ki a ia, Ko wai tou ingoa? Ka whakahokia e tera, ka mea, Ko Rihiona toku ingoa: he tokomaha hoki matou.

¹⁰Og han bad ham meget om ikke at drive dem ud af Landet.

¹⁰A he nui tana inoi ki a ia kia kaua ratou e tonoa atu i taua whenua.

¹¹Men der var der ved Bjerget en stor Hjord Svin, som græssede;

¹¹Na kei reira, kei nga maunga, tetahi kahui poaka e kai ana, tona tini.

¹²og de bade ham og sagde: "Send os i Svinene, så vi må fare i dem."

¹²Na ka inoi nga rewera katoa ki a ia, ka mea, Tonoa matou ki nga poaka, kia tomo matou ki a ratou.

¹³Og han tilstedte dem det. Og de urene Ånder fore ud og fore i Svinene; og Hjorden styrtede sig ned over Brinken ud i Søen, omtrent to Tusinde, og de druknede i Søen

¹³Na tukua ana ratou e Ihu, Heoi, ko te putanga o nga wairua poke, ka tomo ki nga poaka: ko te tino rerenga o te kahui ra te pari ki te moana, ko te maha kei te rua mano, a paremo iho ki te moana.

¹⁴Og deres Hyrder flyede og forkyndte det i Byen og på Landet; og de kom for at se, hvad det var, som var sket.

¹⁴Na whati ana nga kaiwhangai o nga poaka, a korerotia ana ki te pa, ki aua whenua. Na ka puta ratou a kia kite i taua mea kua meatia nei.

¹⁵Og de komme til Jesus og se den besatte, ham, som havde haft Legionen, sidde påklædt og ved Samling, og de frygtede.

¹⁵A, no to ratou taenga mai ki a Ihu, ka kite i te tangata i nohoia nei e nga rewera, tera i te rihiona, e noho ana, kua oti te whakakakahu, kua tika nga mahara, ka mataku ratou.

¹⁶Men de, som havde set det, fortalte dem, hvorledes det var gået den besatte, og om Svinene.

¹⁶A ka korerotia ki a ratou, e te hunga i kite, te meatanga ki te tangata i nga rewera, ki nga poaka hoki.

¹⁷Og de begyndte at bede ham om, at han vilde gå bort fra deres Egn.

¹⁷Na ka anga ratou ka tohe ki a ia kia haere atu i o ratou wahi.

¹⁸Og da han gik om Bord i Skibet, bad den, som havde været besat, ham om, at han måtte være hos ham.

¹⁸A, no ka eke ia ki te kaipuke, ka inoi ki a ia te tangata i nga rewera, kia waiho ia hei hoa mona.

¹⁹Og han tilstedte ham det ikke, men siger til ham: "Gå til dit Hus, til dine egne, og forkynd dem, hvor store Ting Herren har gjort imod dig, og at han har forbarmet sig over dig."

¹⁹Otira kihai a Ihu i tuku i a ia, engari i mea atu ki a ia, haere ki tou whare, ki ou whanaunga, ka korero ki a ratou i nga mea nui i meinga e te Ariki ki a koe, i tana atawhaitanga hoki i a koe.

²⁰Og han gik bort og begyndte at kundgøre i Bekapolis, hvor store Ting Jesus havde gjort imod ham; og alle undrede sig.

²⁰Na ka haere ia, ka anga ka korero ki Rekaporihi, i nga mea nunui i mea ai a Ihu ki a ia: a miharo ana nga tangata katoa.

²¹Og da Jesus igen i Skibet var faren over til hin Side, samledes der en stor Skare om ham, og han var ved Søen.

²¹¶ A, no te whitinga atu ano o Ihu ki tawahi i runga i te kaipuke, he nui te tangata i huihui ki a ia: i te taha ano ia o te moana.

²²Og der kommer en af Synagogeforstanderne ved Navn Jairus, og da han ser ham, falder han ned for hans Fødder.

²²Na ko te haerenga mai o tetahi o nga rangatira o te whare karakia, ko Hairuha tona ingoa; ka kite i a ia, ka takoto ki ona waewae,

²³Og han beder ham meget og siger: "Min lille Datter er på sit yderste; o! at du vilde komme og lægge Hænderne på hende, for at hun må frelses og leve!"

²³He nui tana inoi ki a ia, ka mea, Ko taku tamahine nohinohi kei te whakahemohemo: kia haere ake koe ki te whakapa i ou ringa ki a ia kia ora ai; a ka ora.

²⁴Og han gik bort med ham, og en stor Skare fulgte ham, og de trængte ham.

²⁴Na haere tahi ana raua; he tini hoki te tangata i aru i a ia, popo tonu ki a ia.

²⁵Og der var en Kvinde, som havde haft Blodflod i tolv År,

²⁵Na ko tetahi wahine e mate ana i te pakaruhanga toto, ka tekau ma rua nga tau,

²⁶og hun havde døjet meget af mange Læger og havde tilsat alt, hvad hun ejede, og hun var ikke bleven hjulpen, men tværtimod, det var blevet værre med hende.

²⁶He maha nga meatanga a nga rata tokomaha ki a ia, hemo noa ana rawa katoa, te matutu ake tetahi wahi, heoi kake haere ana te mate;

²⁷Da hun havde hørt om Jesus, kom hun bagfra i Skaren og rørte ved hans Klædebon.

²⁷A, no tona rongonga ki a Ihu, ka haere i muri i roto i te mano, a pa ana ki tona kakahu.

²⁸Thi hun sagde: "Dersom jeg rører blot ved hans Klæder, bliver jeg frelst."

²⁸I mea hoki, Ahakoa pa kau ahau ki ona kakahu, ka ora ahau.

²⁹Og straks tørredes hendes Blods Kilde, og hun mærkede i sit Legeme, at hun var bleven helbredt fra sin Plage.

²⁹A mimiti tonu ake te puna o ona toto; no ka mahara a roto o tona tinana kua ora ia i te mate.

³⁰Og straks da Jesus mærkede på sig selv, at den Kraft var udgået fra ham, vendte han sig om i Skaren og sagde: "Hvem rørte ved mine Klæder?"

³⁰Na mohio tonu a Ihu kua puta he mana i roto i a ia, ka tahurihuri i roto i te mano, ka mea, Ko wai tenei kua pa nei ki oku kakahu?

³¹Og hans Disciple sagde til ham: "Du ser, at Skaren trænger dig, og du siger: Hvem rørte ved mig?"

³¹Ka mea ana akonga ki a ia, E kite ana koe i te mano e popo nei ki a koe, a e mea ana koe, Ko wai tenei kua pa mai ki ahau?

³²Og han så sig om for at se hende, som havde gjort dette.

³²Heoi tirotiro ana ia kia kite i te wahine i mea nei i tenei mea.

³³Men da Kvinden vidste, hvad der var sket hende, kom hun frygtende og bævende og faldt ned for ham og sagde ham hele Sandheden.

³³Na ka haere mai te wahine me te wehi, me te wiri, i mahara hoki ki te mea i meatia ki a ia, a takoto ana ki tona aroaro, korerotia katoatia ana e ia te tikanga ki a ia.

³⁴Men han sagde til hende: "Datter! din Tro har frelst dig; gå bort med Fred, og vær helbredt fra din Plage!"

³⁴Ano ra ko Ihu ki a ia, E ko, na tou whakapono koe i ora ai; haere marie, kia ora koe i tou mate.

³⁵Endnu medens han talte, komme nogle fra Synagogeforstanderens Hus og sige: "Din Datter er død, hvorfor umager du Mesteren længere?"

³⁵¶ I a ia ano e korero ana, ka haere mai etahi o nga tangata a te rangatira o te whare karakia, ka mea, Kua mate tau tamahine: hei aha ake mau te whakararuraru i te Kaiwhakaako?

³⁶Men Jesus hørte det Ord, som blev sagt, og han siger til Synagogeforstanderen: "Frygt ikke, tro blot!"

³⁶Otira kahore a Ihu i aro ki te kupu i korerotia, ka mea atu ki te rangatira o te whare karakia, Kaua e wehi, ko te whakapono ia kia whakapono.

³⁷Og han tilstedte ingen at følge med sig uden Peter og Jakob og Johannes, Jakobs Broder.

³⁷A kihai tetahi tangata i tukua kia haere tahi me ia, ko Pita anake, ko hemi, ko Hoani teina o Hemi.

³⁸Og de komme ind i Synagogeforstanderens Hus, og han ser en larmende Hob, der græd og hylede meget.

³⁸A, no te taenga atu ki te whare o te rangatira o te whare karakia, ka kite ia i te ngangau, i te nui hoki o te tangi, o te aue a etahi.

³⁹Og han går ind og siger til dem: "Hvorfor larme og græde I? Barnet er ikke død, men det sover."

³⁹A, i tona tomokanga ki roto, ka mea ia ki a ratou, He aha koutou ka ngangau ai, ka tangi ai? kahore te kotiro i mate, engari e moe ana.

⁴⁰Og de lo ad ham; men han drev dem alle ud, og han tager Barnets Fader og Moder og sine Ledsagere med sig og går ind, hvor Barnet var.

⁴⁰Na kataina iho ia e ratou. Heoi, ka oti katoa te pei ki waho, ka mau ia ki te papa, ki te whaea o te kotiro, ratou ko ona hoa, ka tomo ki te wahi i takoto ai te kotiro.

⁴¹Og han tager Barnet ved Hånden og siger til hende: "Talitha kumi!" hvilket er udlagt: "Pige, jeg siger dig, stå op!"

⁴¹Na ka mau ia ki te ringa o te kotiro, ka mea ki a ia, Tarita kumi; ko tona whakamaoritanga tenei, E ko, ko taku kupu tenei ki a koe, e ara.

⁴²Og straks stod Pigen op og gik omkring; thi hun var tolv År gammel. Og de bleve straks overmåde forfærdede

⁴²Na whakatika tonu ake te kotiro, a haere ana; kotahi tekau ma rua hoki ona tau. Na ko te tino miharotanga i miharo ai ratou.

⁴³Og han bød dem meget, at ingen måtte få dette at vide; og han sagde, at de skulde give hende noget at spise.

⁴³A he nui tana whakatupato i a ratou, kia kaua tenei e mohiotia e tetahi tangata; ka ki kia hoatu he kai mana.