¹Og Farisæerne og nogle af de skriftkloge, som vare komne fra Jerusalem, samle sig om ham.

¹¶ Na ka huihui ki a ia nga Parihi, me etahi o nga karaipi i haere mai i Hiruharama.

²Og da de så nogle af hans Disciple holde Måltid med vanhellige, det er utoede, Hænder

²A, no to ratou kitenga i etahi o ana akonga e kai taro ana me te noa ano nga ringa, ara kihai i horoia, ka whakahe ratou.

³thi Farisæerne og alle Jøderne spise ikke uden at to Hænderne omhyggeligt, idet de fastholde de gamles Overlevering;

³e kore hoki nga Parihi me nga Hurai katoa e kai, ki te kahore i ata horoia nga ringa, e pupuri ana hoki i te whakarerenga iho a nga kaumatua.

⁴og når de komme fra Torvet, spise de ikke uden først at tvætte sig; og der er mange andre Ting, som de have vedtaget at holde, Tvætninger af Bægere og Krus og Kobberkar og Bænke,

⁴E kore ano ratou e kai ina hoki mai i te kainga hokohoko, ki te mea kahore i horoi. He maha hoki era atu mea tuku iho kia puritia e ratou, nga horoinga o anga kapu, o nga pata, o nga mea parahi, o nga nohoanga.

⁵så spurgte Farisæerne og de skriftkloge ham ad: "Hvorfor vandre dine Disciple ikke efter de gamles Overlevering, men holde Måltid med vanhellige Hænder?"

⁵Katahi ka ui nga Parihi me nga karaipi ki a ia, He aha au akonga te haere ai i runga i te whakarerenga iho a nga kaumatua, a kahore e horoi i nga ringa ina kai taro?

⁶Men han sagde til dem: "Rettelig profeterede Esajas om eder, I Hyklere! som der er skrevet: "Dette Folk ærer mig med Læberne, men deres Hjerte er langt borte fra mig.

⁶Na ka mea ia ki a ratou, Tika rawa ta Ihaia i poropiti ai mo koutou, mo te hunga tinihanga, te mea hoki i tuhituhia, Ko te iwi nei, ko o ratou ngutu hei whakahonore i ahau, ko o ratou ngakau ia matara noa atu i ahau.

⁷Men de dyrke mig forgæves, idet de lære Lærdomme, som ere Menneskers Bud."

⁷Otira maumau karakia noa ratou ki ahau, ko ta ratou nei hoki e whakaako ai ko nga whakahau a te tangata.

⁸I forlade Guds Bud og holde Menneskers Overlevering."

⁸Kei te whakarere hoki koutou i ta te Atua kupu ako, ka mau ki te waihotanga iho a te tangata.

⁹Og han sagde til dem: "Smukt ophæve I Guds Bud, for at I kunne holde eders Overlevering.

⁹A ka mea ia ki a ratou, Tena ra ta koutou hanga ki te whakakahore i te whakahau a te Atua, kia mau ai koutou ki ta koutou whakarerenga iho.

¹⁰Thi Moses har sagt: "Ær din Fader og din Moder"; og:"Den, som hader Fader eller Moder, skal visselig dø".

¹⁰I mea hoki a Mohi, Whakahonoretia tou papa me tou whaea; me tenei, Ki te korero kino tetahi mo tona papa, mo tona whaea ranei, kia mate ia, mate rawa:

¹¹Men I sige: Når en Mand siger til sin Fader eller sin Moder: "Det, hvormed du skulde være hjulpen af mig, skal være Korban (det er: Tempelgave),"

¹¹Ko koutou ia hei mea, ki te mea tetahi ki tona papa, ki tona whaea ranei, Ko taku mea hei atawhainga mou he Koropana, ara, he mea i hoatu ki te Atua;

¹²da tilstede I ham ikke mere at gøre noget for sin Fader eller Moder,

¹²Kahore koutou aianei i te tuku i a ia ki te mea i tetahi aha ma tona papa, ma tona whaea ranei;

¹³idet I ophæve Guds Ord ved eders Overlevering, som I have overleveret; og mange lignende Ting gøre I."

¹³Ka waiho e koutou ta koutou whakarerenga iho, i whakarerea iho nei e koutou, hei whakakahore mo ta te Atua kupu: he maha hoki nga mea pena e meinga ana e koutou.

¹⁴Og han kaldte atter Folkeskaren til sig og sagde til dem: "Hører mig alle, og forstår!

¹⁴Na karangatia ana ano e ia te mano ki a ia, a mea ana ki a ratou, Whakarongo mai koutou katoa, kia matau hoki:

¹⁵Der er intet uden for Mennesket, som, når det går ind i ham, kan gøre ham uren; men hvad der går ud af Mennesket, det er det, som gør Mennesket urent.

¹⁵Kahore he mea o waho o te tangata ka tapoko nei ki roto ki a ia hei whakanoa i a ia: engari nga mea e puta ana mai i roto i a ia, ma ena e noa ai te tangata.

¹⁶Dersom nogen har Øren at høre med, han høre!"

¹⁶Ki te whai taringa tetahi hei whakarongo, kia rongo ia.

¹⁷Og da han var gået ind i Huset og var borte fra Skaren, spurgte hans Disciple ham om Lignelsen.

¹⁷A, no ka mawehe ke ia i te mano ki te whare, ka ui ana akonga ki a ia ki te tikanga o tena kupu whakarite.

¹⁸Og han siger til dem: "Ere også I så uforstandige? Forstå I ikke, at intet, som udefra går ind i Mennesket, kan gøre ham uren?

¹⁸Na ka mea ia ki a ratou, Ha, he kuware ano koutou? Kahore koutou i matau, ko nga mea katoa o waho e tapoko nei ki te tangata, e kore ia e noa i era;

¹⁹Thi det går ikke ind i hans Hjerte men i hans Bug og går ud ad den naturlige Vej, og således renses al Maden."

¹⁹No te mea e kore e tapoko ki tona ngakau, engari ki te kopu a puta ana ki te poka? He korero tenei nana kia kiia ai he ma nga kai katoa.

²⁰Men han sagde: "Det, som går ud af Mennesket, dette gør Mennesket urent.

²⁰I mea ano ia, Ko te mea e puta ake ana i te tangata, ma tera e noa ai te tangata.

²¹Thi indvortes fra, fra Menneskenes Hjerte, udgå de onde Tanker, Utugt, Tyveri, Mord,

²¹No roto hoki, no te ngakau o nga tangata te putanga o nga whakaaro kino, o nga moepuku,

²²Hor, Havesyge, Ondskab, Svig, Uterlighed, et ondt Øje, Forhånelse, Hovmod, Fremfusenhed;

²²O nga tahae, o nga kohuru, o nga puremu, o nga hiahia apo, o nga kino, o te tinihanga, o te hiahia taikaha, o te kanohi kino, o te kohukohu, o te whakapehapeha, o te wairangi:

²³alle disse onde Ting udgå indvortes fra og gøre Mennesket urent."

²³No roto te putanga ake o enei kino katoa, a ma reira e noa ai te tangata.

²⁴Og han stod op og gik bort derfra til Tyrus's og Sidons Egne. Og han gik ind i et Hus og vilde ikke, at nogen skulde vide det. Og han kunde dog ikke være skjult;

²⁴¶ Na ka whakatika atu ia i reira, ka haere ki nga wahi o Taira, o Hairona; a tomo ana ki tetahi whare, kihai hoki ia i pai kia rongo tetahi tangata: otiia kihai ia i ngaro.

²⁵men en Kvinde, hvis lille Datter havde en uren Ånd, havde hørt om ham og kom straks ind og faldt ned for hans Fødder;

²⁵I reira hoki ka rangona ia e tetahi wahine, he wairua poke to tana kotiro, a haere ana mai, takoto ana ki ona waewae:

²⁶(men Kvinden var græsk, af Herkomst en Syrofønikerinde), og hun bad ham om, at han vilde uddrive den onde Ånd af hendes Datter.

²⁶He wahine Kariki hoki ia, ko Hairopinihia tona iwi; ka inoi ki a ia kia peia e ia te rewera i roto i tana kotiro.

²⁷Og han sagde til hende: "Lad først Børnene mættes; thi det er ikke smukt at tage Børnenes Brød og kaste det for de små Hunde."

²⁷Na ka mea a Ihu ki a ia, Tukua kia matua makona nga tamariki: e kore hoki e pai kia tangohia te taro a nga tamariki, kia maka ma nga kuri.

²⁸Men hun svarede og siger til ham: "Jo, Herre! også de små Hunde æde under Bordet af Børnenes Smuler."

²⁸Otira ka whakahoki ia, ka mea ki a ia, Ae ra, e te Ariki, e kai ana ano nga kuri i raro i te tepu i nga kongakonga a nga tamariki.

²⁹Og han sagde til hende: "For dette Ords Skyld gå bort; den onde Ånd er udfaren af din Datter"

²⁹Na ka mea ia ki a ia, Koia kei tena kupu, haere; kua puta te rewera i roto i tau kotiro.

³⁰Og hun gik bort til sit Hus og fandt Barnet liggende på Sengen og den onde Ånd udfaren.

³⁰A ka haere atu ia ki tona whare, na rokohanga atu e takoto ana tana kotiro i runga i te moenga, kua puta te rewera.

³¹Og da han gik bort igen fra Tyrus's Egne, kom han over Sidon midt igennem Dekapolis's Egne til Galilæas Sø.

³¹¶ A i hoki ano ia i nga wahi o Taira, o Hairona, haere ana ki te moana o Kariri, ra waenga o nga wahi o Rekaporihi.

³²Og de bringe ham en døv, som også vanskeligt kunde tale, og bede ham om, at han vilde lægge Hånden på ham.

³²Na ka mauria mai ki a ia he turi e whango ana; ka tohe ki a ia kia whakapakia iho tona ringa ki a ia.

³³Og han tog ham afsides fra Skaren og lagde sine Fingre i hans Øren og spyttede og rørte ved hans Tunge

³³Na ka tangohia ia e ia i roto i te mano ki tahaki, a kuhua ana ona maihao ki ona taringa, na ka tuwha, ka whakapa ki tona arero;

³⁴og så op til Himmelen, sukkede og sagde til ham: "Effata!" det er: lad dig op!

³⁴Ka titiro ki te rangi, ka whakapumanawa, ka mea ki a ia, Epata, ara, Kia puare.

³⁵Og hans Øren åbnedes, og straks løstes hans Tunges Bånd, og han talte ret.

³⁵Na puare tonu iho ona taringa, korokoro noa ana te here o tona arero, na kua tika ana korero.

³⁶Og han bød dem, at de ikke måtte sige det til nogen; men jo mere han bød dem, desto mere kundgjorde de det.

³⁶Katahi ia ka whakatupato i a ratou kia kaua e korerotia ki te tangata: otira ahakoa te nui o tana whakatupato i a ratou, nui noa atu ta ratou korero haere.

³⁷Og de bleve over al Måde slagne af Forundring og sagde: "Han har gjort alle Ting vel; både gør han, at de døve høre, og at målløse tale."

³⁷A tino miharo rawa ratou, ka mea, pai tonu tana meatanga i nga mea katoa: e mea ana ia i nga turi kia rongo, i nga wahangu kia korero.