1(Til sangmesteren. Efter den ottende. En salme af David.) HERRE, hjælp, thi de fromme er borte, svundet er Troskab blandt Menneskens Børn;
1¶ Ki te tino kaiwhakatangi. Heminiti. He himene na Rawiri. Whakaorangia, e Ihowa; ka mutu hoki nga tangata tapu; ka taweke atu te hunga pono i roto i nga tama a te tangata.
2de taler Løgn, den ene til den anden, med svigefulde Læber og tvedelt Hjerte.
2E korero teka ana ratou tetahi ki tetahi; he ngutu patipati, he ngakau rua o ratou ina korero.
3Hver svigefuld Læbe udrydde HERREN, den Tunge, der taler store Ord,
3Ka hatepea e Ihowa nga ngutu patipati katoa, me te arero e korero whakapehapeha ana;
4dem, som siger: "Vor Tunge gør os stærke, vore Læber er med os, hvo er vor Herre?"
4E mea nei, Ma o tatou arero tatou ka kake ai; no tatou ano o tatou ngutu, ko wai hei ariki mo tatou?
5"For armes Nød og fattiges Suk vil jeg nu stå op", siger HERREN, "jeg frelser den, som man blæser ad."
5Mo te tukinotanga i te hunga iti, mo te aue a te hunga rawakore, ka whakatika ahau aianei, e ai ta Ihowa, Ka whakanohoia ia e ahau ki te wahi e ora ai ia i nga tangata e whakatupereru ana ki a ia.
6HERRENs Ord er rene Ord, det pure, syvfold lutrede Sølv.
6He kupu parakore nga kupu a Ihowa: he hiriwa i whakakorea nei te para i roto i te oumu whenua, he mea tuku whitu.
7HERRE, du vogter os, værner os evigt mod denne Slægt.
7Ka tiakina ratou e koe, e Ihowa, ka whakaorangia ratou i tenei whakatupuranga ake tonu atu.
8De gudløse færdes frit overalt, når Skarn ophøjes blandt Menneskens Børn.
8E haereere noa ana nga tangata kino i tetahi taha, i tetahi taha, i te mea e whakateiteitia ana te kino i roto i nga tama a te tangata.