¹Så er der da nu ingen Fordømmelse for dem, som ere i Kristus Jesus.

¹¶ Na, kahore e tau te he inaianei ki te hunga i roto i a Karaiti Ihu.

²Thi Livets Ånds Lov frigjorde mig i Kristus Jesus fra Syndens og Dødens Lov.

²Na te ture hoki a te Wairua o te ora i roto i a Karaiti Ihu ahau i atea ai i te ture a te hara, a te mate.

³Thi det, som var Loven umuligt, det, hvori den var afmægtig ved Kødet, det gjorde Gud, idet han sendte sin egen Søn i syndigt Køds Lighed og for Syndens Skyld og således domfældte Synden i Kødet,

³Ko te mea kihai i taea e te ture, he ngoikore nona i te kikokiko, tonoa mai ana e te Atua tana Tama, i te ahua o te kikokiko hara, hei whakahere ano mo te hara, a whakataua ana e ia te he ki te hara i roto i te kikokiko:

⁴for at Lovens Krav skulde opfyldes i os, som ikke vandre efter Kødet, men efter Ånden.

⁴Kia rite ai to te ture tikanga i roto i a tatou, kahore nei e haere i runga i ta te kikokiko, engari i ta te Wairua.

⁵Thi de, som lade sig lede af Kødet, hige efter det kødelige; men de, som lade sig lede af Ånden, hige efter det åndelige.

⁵Ko te hunga hoki i runga i ta te kikokiko, whakaaro ana ratou ki o te kikokiko; ko te hunga ia i runga i ta te Wairua, ki o te Wairua.

⁶Thi Kødets Higen er Død, men Åndens Higen er Liv og Fred,

⁶Ko to te kikokiko whakaaro hoki he mate, ko to te Wairua ia he ora, he rangimarie:

⁷efterdi Kødets Higen er Fjendskab imod Gud, thi det er ikke Guds Lov lydigt, det kan jo ikke heller være det.

⁷He tikanga whawhai hoki ki te Atua te whakaaro ki te kikokiko: e kore nei hoki e ngawari ki te ture a te Atua, kahore ano e ahei kia ngawari:

⁸Og de, som ere i Kødet, kunne ikke tækkes Gud.

⁸A e kore e taea e te hunga i te kikokiko te whakamanawareka ki te Atua.

⁹I derimod ere ikke i Kødet, men i Ånden, om ellers Guds Ånd bor i eder. Men om nogen ikke har Kristi Ånd, så hører han ham ikke til.

⁹Otiia kahore koutou i te kikokiko, engari i te Wairua, ki te mea e noho ana te Wairua o te Atua i roto i a koutou. Ki te kahore ia te Wairua o te Karaiti i tetahi, ehara tenei i a ia.

¹⁰Men om Kristus er i eder, da er vel Legemet dødt på Grund at Synd, men Ånden er Liv på Grund af Retfærdighed.

¹⁰¶ Tena ki te mea kei roto a te Karaiti i a koutou, he tupapaku te tinana i te hara, he ora ia te wairua i te tika.

¹¹Men om hans Ånd, der oprejste Jesus fra de døde, bor i eder, da skal han, som oprejste Kristus fra de døde, levendegøre også eders dødelige Legemer ved sin Ånd, som bor i eder.

¹¹Ki te noho ia i roto i a koutou te Wairua o te kaiwhakaara o Ihu i te hunga mate, mana, ma te kaiwhakaara o Karaiti Ihu i roto i te hunga mate, e whakaora ake ano o koutou tinana mate ki tona Wairua e noho na i roto i a koutou.

¹²Altså, Brødre! ere vi ikke Kødets Skyldnere, så at vi skulde leve efter Kødet;

¹²Na reira, e oku teina, kahore he tikanga o te kikokiko kei runga i a tatou, kia whai tatou i tana:

¹³thi dersom I leve efter Kødet, skulle I dø, men dersom l ved Ånden døde Legemets Gerninger, skulle I leve.

¹³Ki te noho hoki koutou i runga i ta te kikokiko, ka mate koutou; ki te mea ia ka whakamate koutou i nga mahi a te tinana, he mea na te Wairua, ka ora koutou.

¹⁴Thi så mange som drives af Guds Ånd, disse ere Guds Børn.

¹⁴Ko te hunga hoki e arahina ana e te Wairua o te Atua, he tama ratou na te Atua.

¹⁵I modtoge jo ikke en Trældoms Ånd atter til Frygt, men I modtoge en Sønneudkårelses Ånd, i hvilken vi råbe: Abba, Fader!

¹⁵He teka hoki he wairua pononga kua riro nei i a koutou, e mataku ai ano koutou; engari kua riro i a koutou te Wairua e mea ana i a koutou hei tamariki ake, e karanga ai koutou, E Apa, e Pa.

¹⁶Ånden selv vidner med vor Ånd, at vi ere Guds Børn.

¹⁶Ko taua Wairua ra ano hei whakaae ake ki o tatou wairua, he tamariki tatou na te Atua:

¹⁷Men når vi ere Børn, ere vi også Arvinger, Guds Arvinger og Kristi Medarvinger, om ellers vi lide med ham for også at herliggøres med ham.

¹⁷¶ Ki te mea hoki he tamariki, kati mo tatou te kainga; mo tatou te kainga o te Atua, mo tatou tahi ko te Karaiti; kia mamae rawa ake ai tatou tahi me ia, Ka whakakororiatia ngatahitia tatou me ia.

¹⁸Thi jeg holder for, at den nærværende Tids Lidelser ikke ere at regne imod den Herlighed, som skal åbenbares på os.

¹⁸Ki toku whakaaro iho hoki, he kore noa iho nga mamae o tenei wa, ki te whakaritea ki te kororia e whakakitea mai ki a tatou a mua.

¹⁹Thi Skabningens Forlængsel venter på Guds Børns Åbenbarelse.

¹⁹Ko te tumanako hoki o te mea i hanga e tatari ana ki te whakakitenga mai o nga tama a te Atua.

²⁰Thi Skabningen blev underlagt Forfængeligheden, ikke med sin Villie, men for hans Skyld, som lagde den derunder,

²⁰Kua meinga hoki te tekateka noa hei rangatira mo te mea i hanga, ehara i te mea na tenei ake i whakaae, engari na ta te kaiwhakarite i pai ai, i runga i te tumanako,

²¹med Håb om, at også Skabningen selv skal blive frigjort fra Forkrænkelighedens Trældom til Guds Børns Herligheds Frihed.

²¹Tera taua mea i hanga e whakaateatia mai i te whakataurekarekatanga a te pirau, whakarangatiratia ake ki roto ki te kororia o nga tamariki a te Atua.

²²Thi vi vide, at hele Skabningen tilsammen sukker og er tilsammen i Veer indtil nu.

²²E mohio ana hoki tatou, kei te ngunguru tahi, kei te mamae tahi, nga mea hanga katoa taea noatia tenei ra.

²³Dog ikke det alene, men også vi selv, som have Åndens Førstegrøde, også vi sukke ved os selv, idet vi forvente en Sønneudkårelse, vort Legemes Forløsning.

²³Ehara i te mea ko tera anake, engari ko tatou ano hoki kua whiwhi nei ki te hua matamua, ara ki te Wairua, ina, e aue ana hoki tatou i roto i a tatou, e tatari ana ki te whakatamarikitanga, ara ki te whakaoranga o o tatou tinana.

²⁴Thi i Håbet bleve vi frelste. Men et Håb, som ses, er ikke et Håb; thi hvad en ser, hvor kan han tillige håbe det?

²⁴Na te tumanako hoki tatou i ora ai: tena ka kitea te mea e tumanakohia atu ana, kore ake te tumanako: ko wai oti e tumanako ki te mea e kitea nei e ia?

²⁵Men dersom vi håbe det, som vi ikke se, da forvente vi det med Udholdenhed.

²⁵Ki te tumanako atu ia tatou ki te mea kahore nei e kitea, katahi ka ata taria mariretia atu e tatou.

²⁶Og ligeledes kommer også Ånden vor Skrøbelighed til Hjælp; thi vi vide ikke, hvad vi skulle bede om, som det sig bør, men Ånden selv går i Forbøn for os med uudsigelige Sukke.

²⁶¶ Waihoki ko te wairua hei hoa mo tatou e ngoikore nei: kahore hoki tatou e matau me pehea e tika ai ta tatou inoi: otiia ko te Wairua tonu ano te inoi ana mo tatou ki ona aue e kore nei e taea te whakahua.

²⁷Og han, som ransager Hjerterne, ved, hvad Åndens Higen er, at den efter Guds Villie går i Forbøn for hellige.

²⁷A, ko te kaititiro i nga ngakau, e mohio ana ki te hinengaro o te Wairua, ko tera hoki e inoi ana mo te hunga tapu i runga i ta te Atua i pai ai.

²⁸Men vi vide, at alle Ting samvirke til gode for dem, som elske Gud, dem, som efter hans Beslutning ere kaldede.

²⁸Na e matau ana tatou, kei te mahi tahi nga mea katoa i te pai mo te hunga e aroha ana ki te Atua, ara mo te hunga i karangatia i runga i tana i whakatakoto ai.

²⁹Thi dem, han forud kendte, forudbestemte han også til at blive ligedannede med hans Søns Billede, for at han kunde være førstefødt iblandt mange Brødre.

²⁹¶ Ko ana hoki i mohio ai i mua, E whakaritea ano e ia i mua kia rite ki te ahua o tana Tama, kia ai ia hei maunga i roto i nga teina tokomaha.

³⁰Men dem, han forudbestemte, dem kaldte han også; og dem, han kaldte, dem retfærdiggjorde han også; men dem, han retfærdiggjorde, dem herliggjorde han også.

³⁰A, ko ana i whakarite ai i mua, ko ena ano i karangatia e ia: a, ko ana i karanga ai, ko ena ano i whakatikaia e ia: a, ko ana i whakatika ai, ko ena ano i whakakororiatia e ia.

³¹Hvad skulle vi da sige til dette? Er Gud for os, hvem kan da være imod os?

³¹¶ Na, kia pehea ta tatou korero ki enei mea? Ki te mea ko te Atua hei hoa mo tatou, ko wai hei whawhai ki a tatou?

³²Han, som jo ikke sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os alle, hvorledes skulde han ikke også med ham skænke os alle Ting?

³²Ko ia kihai nei i kaiponu i tana ake Tama, heoi tukua mai ana e ia mo tatou katoa, e kore ianei ia e tapiri noa mai ki a ia i nga mea katoa mo tatou?

³³Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud er den, som retfærdiggør.

³³Ko wai hei whakapa he ki a te Atua i whiriwhiri ai? Ko te Atua ra hei whakatika;

³⁴Hvem er den, som fordømmer? Kristus er den, som er død, ja, meget mere, som er oprejst, som er ved Guds højre Hånd, som også går i Forbøn for os.

³⁴Ko wai ianei hei whakatau he? Ko Karaiti Ihu ra, i mate nei, ae rawa hoki, ko ia ra kua whakaarahia ake nei i te mate, a kei te ringa matau o te Atua, ko ia hoki kei te inoi mo tatou.

³⁵Hvem skal kunne skille os fra Kristi Kærlighed? Trængsel eller Angst eller Forfølgelse eller Hunger eller Nøgenhed eller Fare eller Sværd?

³⁵Ma wai tatou e momotu ke i te aroha o te Karaiti? Ma te whakapawera ranei, ma te mamae, ma te whakatoi, ma e matekai, ma te kakahukore, ma te mate ka tata, ma te hoari ranei?

³⁶som der er skrevet: "For din Skyld dræbes vi den hele Dag, vi bleve regnede som Slagtefår."

³⁶Ko te mea hoki ia i tuhituhia, Na te whakaaro ki a koe matou i whakamatea ai i te ra roa nei; kiia ana matou hei hipi e patua ana.

³⁷Men i alt dette mere end sejre vi ved ham, som elskede os.

³⁷Engari i enei mea katoa hira ake te wikitoria i a tatou, he mea nana i aroha nei ki a tatou.

³⁸Thi jeg er vis på, at hverken Død eller Liv eller Engle eller Magter eller noget nærværende eller noget tilkommende eller Kræfter

³⁸U tonu hoki toku whakaaro, e kore te mate, te ora ranei, e kore nga anahera, nga rangatiratanga ranei, e kore nga mea onaianei, e kore nga mea e puta mai a mua, e kore nga mana,

³⁹eller det høje eller det dybe eller nogen anden Skabning skal kunne skille os fra Guds Kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.

³⁹E kore te tiketike, e kore te hohonu, e kore tetahi atu mea hanga, e kaha ki te momotu i a tatou i te aroha o te Atua, i tera i roto nei i a Karaiti Ihu, i to tatou Ariki.