¹Det Udsagn, Profeten Habakkuk skuede.

¹Puakgik jawlnei Habakkukin a muh

²Hvor længe skal jeg klage, HERRE, uden du hører, skrige til dig over Vold, uden du frelser?

²Aw TOUPa, bangtan kei kikou dinga, nang honza lou ding? Hiam gamna thu-ah na kiangah ka kikou khia, nang na hondawng nuam kei.

³Hvi lader du mig skue Uret, være Vidne til Kvide? Ødelæggelse og Vold har jeg for Øje, der opstod Kiv, og Strid kom op.

³Bang dinga thulimlouhna honmu sak a, ginatlouhna honensak na hia? lohna leh hiamgamna lah ka maah a om ngal ua: kilanna a oma, kinakna a hongom hi.

⁴Derfor ligger Loven lammet, og Ret kommer aldrig frem. Thi når gudløse trænger retfærdige, fremkommer krøget Ret.

⁴Huaijiakin dan a jia a ola, vaihawmna a kuan khe ngei kei: gilouten lah diktatte a umsuak vek ngal ua; huaijiakin vaihawmna pawt khia hekkawiin om hi.

⁵Se eder om blandt Folkene til Skræk og Rædsel for eder! Thi en Gerning gør han i eders Dage, som I ej vilde tro, om det fortaltes.

⁵Namte lak en unla, thei unla, lamdangtakin lamdang sa un: na damsungte un nasep ka sem ngala, huaibel honhilh mahle uh na um nuam kei ding uhi.

⁶Thi se, han vækker Kaldæerne, det grumme og raske Folk, som drager viden om Lande for at indtage andres Bo.

⁶Ngai un, Kaldaite ka bawl khia hi, huai nam heh leh man-gang; huaite, amaua hi lou tenna munte tang dingin, lei vailam kantain a pai uh.

⁷Forfærdeligt, frygteligt er det, Ødelæggelse udgår derfra.

⁷A mulkimhuai un a lauhuai ua; a vaihawmna uh leh a lalna uh amau ngeia kipanin a pawt khia hi.

⁸Dets Heste er rappere end Pantere, mer viltre end Ulve ved Kvæld; dets Rytterheste kommer i Spring, flyvende langvejs fra. Som Ørnen i Fart efter Føde

⁸A sakolte uleng gialbemte sangin a kinjaw ua, nitaklam ngiate sangin a lauhuai jaw uh; sakol tungtuangmite uh a kiphalh ua; ahi, a sakol tungtuanmite uh gamla pia kipana hongpai ahi uh; ne gai dinga kinoh muvanlai bangin a leng uh.

⁹er de alle på Vej efter Vold. De higede stadig mod Øst og samlede Fanger som Sand.

⁹Hiamgam dingin a vek un a hong ua; suahlam huih bangin kilawp takin a maite uh dohsain a om; piaunel bangin salte a kaikhawm uhi.

¹⁰Med Kongerne drev det Spot, Fyrsterne lo det kun ad. Det lo ad hver en Fæstning, opdynged en Vold og tog den.

¹⁰A hi, aman kumpipate a nuihsana, amaha dingin lalte nuihzatna ahi uh; kulh muanhuai chiteng a nuihsanna; leivui a vuma, a lak jek jiakin.

¹¹Så suste det videre som Stormen og gjorde sin Kraft til sin Gud.

¹¹Huaichiangin huih bangin a leng dinga, atalek dinga, a moh dinga, huai amah hatna a pathian hi pa ngei.

¹²Er du ikke fra fordum HERREN, min hellige Gud? - Vi skal ej dø - HERRE, har du sat ham til Dommer, givet ham Fuldmagt til Straf?

¹²Aw TOUPA ka Pathian, ka Mi siangthou, khantawna kipan na hi ka hia? ka si kei ding uh, Aw TOUPA, vaihawmna adingin amah na hihkipta dingin amah na tungkheta hi.

¹³Dit rene Blik afskyr ondt, du tåler ej Synet af Kvide; hvi ser du da tavs på Ransmænd, at gudløs sluger sin Overmand i Retfærd?

¹³Gilou muhna ding sanga nang mit chim jaw, hoihlouhna ensim theilou, bang dinga lepchiahtaka thil bawlte mu a, gilouin amah sanga diktat jaw mi a nawmvalh lai a dai mai maha;

¹⁴Med Mennesker gør du som med Havets Fisk, som med Kryb, der er uden Hersker:

¹⁴Mite tuipi ngasate bang, a tung ua vaihawmtu neilou, thil bokvakte banga bawl maimah na hia?

¹⁵Han fisker dem alle med Krog, slæber dem bort i sit Vod og samler dem i sit Garn; derfor er han jublende glad;

¹⁵Ngakuaiin a vek un a khaikhe tou a, a lenin amau a mana, amaute a ngasuahin a huai khawm hi; huai jiakin nuam a saa, a kipak.

¹⁶han ofrer derfor til sit Vod, tænder Offerild for sit Garn. Ved dem blev bans Del jo fed og kraftig blev hans Føde.

¹⁶Huaijiakin a len adingin a kithoihna, a ngasuah adingin gimlim a hai; amaute jiaka a tan a hoiha, a sa a tm jiakinHuaijiakin a len a hih vuakin, anmte hihlum gige lou dingin a om peuhmah ding maw?

¹⁷Skal han altid tømme sit Vod og slå Folk ihjel uden Skånsel?

¹⁷Huaijiakin a len a hih vuakin, anmte hihlum gige lou dingin a om peuhmah ding maw?