¹Men han sagde også til Disciplene: "Der var en rig Mand, som havde en Husholder, og denne blev angiven for ham som en, der ødte hans Ejendom.

¹Huan, Jesun a nungjuite kiangah hiai thu leng a gena: Mi sumhau kuahiamin sumkemmi a neia; huai min tuh a sum a zat bei sak mawkmawk thu ah a kiangah a hek ua

²Og han lod ham kalde og sagde til ham: Hvad er dette, jeg hører om dig? Aflæg Regnskabet for din Husholdning; thi du kan ikke længer være Husholder.

²Huchiin, aman amah a sama, a kiangah, Na tungtang thu ka jak bangchi ahia? Na sum kepthu hon pelut in; tuban siah sum kem in na pang thei nawn kei ding, a chi a.

³Men Husholderen sagde ved sig selv: Hvad skal jeg gøre, efterdi min Herre tager Husholdningen fra mig? Jeg formår ikke at Grave, jeg skammer mig ved at tigge.

³Huan, sumkempan, a lungsimin, Ka Toupan ka sumkep hontawp ding hi a, bangchin ka hih dia leh? lei toh lah ka ngap kei a, khutdoh lah ka zum ngala.

⁴Nu ved jeg, hvad jeg vil gøre, for af de skulle modtage mig i deres Huse, når jeg bliver sat fra Husholdningen.

⁴Sumkep a hontawp hun chiangin a in ua honom sak dingin ka hihdingdan ka theita, a chi a.

⁵Og han kaldte hver enkelt af sin Herres Skyldnere til sig og sagde til den første: Hvor meget er du min Herre skyldig?

⁵Huchiin, a Toupa sum bate a sam chiata, masapen kiangah, Ka Toupa lakah bangzah na ba a? achia a.

⁶Men han sagde: Hundrede Fade Olie. Og han sagde til ham: Tag dit Skyldbrev, og sæt dig hurtig ned og skriv halvtredsindstyve!

⁶Aman, Thau tehnadan za khat, achia a. Huan, aman, a kiangah, Na lai la inla tu meng inla, sawmnga gelh in, a chi a.

⁷Derefter sagde han til en anden: Men du, hvor meget er du skyldig? Men han sagde: Hundrede Mål Hvede. Han siger til ham: Tag dit Skyldbrev og skriv firsindstyve!

⁷Huan mi dang kiangah, Nang bangzah na ba a? a chi a. Aman. Buh tehna dan za khat, a chi a. Huan, aman, a kiangah, Na lai la inla, sawmgiat gelhin, a chi a.

⁸Og Herren roste den uretfærdige Husholder, fordi han havde handlet klogelig; thi denne Verdens Børn ere klogere end Lysets Børn imod deres egen Slægt.

⁸Huan, a Toupan sumkempa diklou tuh a lemtheih jiakin a phat a; vak tate sangin hiai khovel tate a tulai thu ua a piljawk jiakun.

⁹Og jeg siger eder: Gører eder Venner ved Uretfærdighedens Mammon, for at de, når det er forbi med den, må modtage eder i de evige Boliger.

⁹Ka honhilh ahi, Sum lemin nou din lawmte bawl un, sum a bei hun chianga khantawna omnaa nou a honom sak na ding un.

¹⁰Den, som er tro i det mindste, er også tro i meget, og den, som er uretfærdig i det mindste, er også uretfærdig i meget.

¹⁰Kuapeuh tawmchik tunga ginom lou tuh tampi tungah leng a ginom kei nak uhi.

¹¹Dersom I da ikke have været tro i den uretfærdige Mammon, hvem vil da betro eder den sande?

¹¹Sum lem tunga bawn na ginom kei uleh, kuan ahia sum tak nou honkemsak ding?

¹²Og dersom I ikke have været tro i det, som andre eje, hvem vil da give eder noget selv at eje?

¹²Mi danga tunga bawn na ginom kei un, noumaua kuain ahia honpe ding?

¹³Ingen Tjener kan tjene to Herrer; thi han vil enten hade den ene og elske den anden, eller holde sig til den ene og ringeagte den anden; I kunne ikke tjene Gud og Mammon."

¹³Sikha kuamahin heutu nih na a sem kop theikei, khat huain khat a deih ding, a hihkeileh, khat gumin khat a musit ding, Pathian leh sum na na sem kop theikei ding uh a chi a.

¹⁴Men alt dette hørte Farisæerne, som vare pengegerrige, og de spottede ham.

¹⁴Huan, Pharisai sum deihmiten huai thu tengteng a ja ua, a nuih san uh.

¹⁵Og han sagde til dem: "I ere de, som gøre eder selv retfærdige for Menneskene; men Gud kender eders Hjerter; thi det, som er højt iblandt Mennesker, er en Vederstyggelighed for Gud.

¹⁵Huchiin, aman, a kianguah, Mi mitmuha kisiam tangsak na hi uh, himahleh, Pathianin na lungtang uh a thei a; mihing laka a pahtawi uh Pathian mitmuhin kihhuaipi ahi ngala.

¹⁶Loven og Profeterne vare indtil Johannes; fra den Tid forkyndes Evangeliet om Guds Rige, og enhver trænger derind med Vold.

¹⁶Dan leh jawlneite thu Johan hong om tannin a oma; huainung siah Pathian gam Tanchin Hoih a gen ua, michih a pawnglut uhi.

¹⁷Men det er lettere, at Himmelen og Jorden forgå, end at en Tøddel af Loven bortfalder.

¹⁷Himahleh, dan thu sut vom neu chik leng a man sangin van leh khovel amanthat a baihlamjaw ahi.

¹⁸Hver, som skiller sig fra sin Hustru og tager en anden til Ægte, bedriver Hor; og hver, som tager til Ægte en Kvinde, der er skilt fra sin Mand, bedriver Hor.

¹⁸Kuapeuh ji maa, zi dang nei tuh, angkawm ahi; kuapeuh mi ji maksa nei tuh angkawm ahi.

¹⁹Men der var en rig Mand, og han klædte sig i Purpur og kostbart Linned og levede hver Dag i Fryd og Herlighed.

¹⁹Huan, misumhau kuahiam a oma, puan sandup leh puan mal ngat a silha, nitengin nuamsa takin a om a.

²⁰Men en fattig ved Navn Lazarus var lagt ved hans Port, fuld af Sår.

²⁰Huan, a min Lazar, khutdoh khat meimaa pumdim, a kongkhak bulah a lum a,

²¹Og han attråede at mættes af det, som faldt fra den Riges Bord; men også Hundene kom og slikkede hans Sår.

²¹mi sumhau dohkana khatehnen kia khawng nek a lunggulh a; ui khawngten lah a meima a liah sak sak uh.

²²Men det skete, at den fattige døde, og at han blev henbåren af Englene i Abrahams Skød; men den rige døde også og blev begravet.

²²Huan, hichi ahia, khutdoh tuh a si a, angelten a paipih ua, Abraham angsungah a koih ua. Mi sumhau leng a sia, vuiin a omta a.

²³Og da han slog sine Øjne op i Dødsriget, hvor han var i Pine, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans Skød.

²³Huan, misi khua ah gim thuakin a oma, a dak tou a, gamla pia Abraham leh a angsunga Lazar om toh, a muta a.

²⁴Og han råbte og sagde: Fader Abraham! forbarm dig over mig, og send Lazarus, for at han kan dyppe det yderste af sin Finger i Vand og læske min Tunge; thi jeg pines svarlig i denne Lue.

²⁴Huan, a kikou a, Pa Abraham, ka tungah zahngai inla, Lazar hon sawl in, a khut zungmuk tui ah diah henla, ka lei hihvotna din; hiai mei kuangah ka gim mahmah ahi, a chi a.

²⁵Men Abraham sagde: Barn! kom i Hu, at du har fået dit gode i din Livstid, og Lazarus ligeså det onde; men nu trøstes han her, og du pines.

²⁵Himahleh, Abrahamin, Ka tapa, nang na damlaiin, na thil hoih na mu a, huchi mahbangin Lazarin thil hoihlou a muh thei tanla; himahlah tunah amah jaw hiai ah khamuang takin a oma, nang jaw gim nei ve.

²⁶Og foruden alt dette er der fæstet et stort Svælg imellem os og eder, for at de, som ville fare herfra over til eder, ikke skulle kunne det, og de ikke heller skulle fare derfra over til os.

²⁶Tua louleng, hiai akipana noukianga pai tumte tuh a pai theih louhna dingun leh, kuamah huaia kipana koukianga a hongkai theih louhna dingun, kou leh nou kikal ah guam thupi tak koihdenin a om hi, a chi a.

²⁷Men han sagde: Så beder jeg dig, Fader! at du vil sende ham til min Faders Hus

²⁷Huan, aman, A hihleh, pa, amah ka pa in ah paisak ding bekin, ka honngen ahi;

²⁸thi jeg har fem Brødre for at han kan vidne for dem, for at ikke også de skulle komme i dette Pinested.

²⁸sanggam pasal nga ka nei ngala; hiai gimna mun ah a hongpai kha ding uh, phatuamngaitakin vahilh leh, a chi a.

²⁹Men Abraham siger til ham: De have Moses og Profeterne, lad dem høre dem!

²⁹Abrahamin bel, Mosi leh jawlneite a neive ua oi; huai mite thu ngai le uh ake, a chi a

³⁰Men han sagde: Nej, Fader Abraham! men dersom nogen fra de døde kommer til dem, ville de omvende sig.

³⁰Huan, aman, Pa Abraham, hilou e; misi laka mi hilhial a kiang uah hoh zo leh a kisik ding uh, a chi a.Huan, aman, a kiangah, Mosi leh jawlneite thu a ngaih kei un jaw, misi laka mi thou nawn mahlehleng a taksang tuankei ding uh, a chi a, a chi a.

³¹Men han sagde til ham: Høre de ikke Moses og Profeterne, da lade de sig heller ikke overbevise, om nogen opstår fra de døde."

³¹Huan, aman, a kiangah, Mosi leh jawlneite thu a ngaih kei un jaw, misi laka mi thou nawn mahlehleng a taksang tuankei ding uh, a chi a, a chi a.