¹Og Farisæerne og nogle af de skriftkloge, som vare komne fra Jerusalem, samle sig om ham.

¹Huan, Pharisaite leh laigelhmite laka mi kuate hiam, Jerusalem khua akipana hong, a kiangah a hongkikhawm ua.

²Og da de så nogle af hans Disciple holde Måltid med vanhellige, det er utoede, Hænder

²Huaiten tuh a nungjui khenkhatten khut ninpia tanghou a nek uh a namuta ua, Nin, chih tuh, sil louh, chihna ahi.

³thi Farisæerne og alle Jøderne spise ikke uden at to Hænderne omhyggeligt, idet de fastholde de gamles Overlevering;

³Pharisai leh Juda tengtengin, Upate thugousiah a pom chinten jiak un a khut uh houhtaka a sil kei uleh a ne ngei kei uh.

⁴og når de komme fra Torvet, spise de ikke uden først at tvætte sig; og der er mange andre Ting, som de have vedtaget at holde, Tvætninger af Bægere og Krus og Kobberkar og Bænke,

⁴(Huan, dawl mun akipana a pai un leng a kisil phot kei uleh a ne ngei kei uh. Huan, thugousiah dang tampi a chin uh a om, nou, bel, taubelte sil khawng bang).

⁵så spurgte Farisæerne og de skriftkloge ham ad: "Hvorfor vandre dine Disciple ikke efter de gamles Overlevering, men holde Måltid med vanhellige Hænder?"

⁵Huchiin, Pharisaite leh laigelhmiten, Bang achia na nungjuite upate thugousiah bangbanga om loua, khut ninpia tanghou ne nak uh ahia? chiin, a dong ua.

⁶Men han sagde til dem: "Rettelig profeterede Esajas om eder, I Hyklere! som der er skrevet: "Dette Folk ærer mig med Læberne, men deres Hjerte er langt borte fra mig.

⁶Huan, aman, a kiang uah, Isaiin nou mi lepchiahte thu a nagenkhol dik hilhial ve, Hiaiten a mukun a honpahtawi ua, a lungtangun lah hon gamlat ngial ngal uh.

⁷Men de dyrke mig forgæves, idet de lære Lærdomme, som ere Menneskers Bud."

⁷Abang abang hitaleh, a thuhilhna ua mihing thupiakte a hilh jiakun a honbiak u tuh a thawn lel ahi, chih gelh bangin.

⁸I forlade Guds Bud og holde Menneskers Overlevering."

⁸Pathian thupiakte khulin mihing thugousiah na len chinten ua eive, a chi a.

⁹Og han sagde til dem: "Smukt ophæve I Guds Bud, for at I kunne holde eders Overlevering.

⁹Huan, amahmahin, a kiang uah, Na thugousiah khawng uh na zuih theihna ding ua Pathian thupiakte na deih louh ujaw, lem na thei hial ve ua:

¹⁰Thi Moses har sagt: "Ær din Fader og din Moder"; og:"Den, som hader Fader eller Moder, skal visselig dø".

¹⁰Mosiin, Na nu leh na pa pahtawiin, Kuapeuh a nu hiam a pa hiam gensia tuh si mahmah heh, a chi ngal a;

¹¹Men I sige: Når en Mand siger til sin Fader eller sin Moder: "Det, hvormed du skulde være hjulpen af mig, skal være Korban (det er: Tempelgave),"

¹¹Nou tuh hichi bangin na chi ua, Min, a nu hiam, a pa hiam kiangah, Non phatuampihna ding Korban a hita, a chih leh, (huai tuh, Pathian kianga piak, chihna ahi a),

¹²da tilstede I ham ikke mere at gøre noget for sin Fader eller Moder,

¹²A nu ading hiam, apa ading hiama bangmah hihsak na phal nawn kei nak uh.

¹³idet I ophæve Guds Ord ved eders Overlevering, som I have overleveret; og mange lignende Ting gøre I."

¹³Na thugousiah uh mi na piak sawnsawnna un Pathian thu bangmahlou na suah uhi; huai bang thil tampi na hih uh, a chi a.

¹⁴Og han kaldte atter Folkeskaren til sig og sagde til dem: "Hører mig alle, og forstår!

¹⁴Huan, mipite a sam nawna, a kiang uah, Na vek un ka thu ngaikhia unla, theisiam un:

¹⁵Der er intet uden for Mennesket, som, når det går ind i ham, kan gøre ham uren; men hvad der går ud af Mennesket, det er det, som gør Mennesket urent.

¹⁵Mihing polama kipana a sunga lut amah hihnin thei bangmah a om kei; mihing sunga kipana hongpawt, huaite ngei tuh mihing hihnin ahi jaw hi.

¹⁶Dersom nogen har Øren at høre med, han høre!"

¹⁶Kuapeuh jakna dinga bil neiin, ja hen, a chi a.

¹⁷Og da han var gået ind i Huset og var borte fra Skaren, spurgte hans Disciple ham om Lignelsen.

¹⁷Huan, mipite ina a lut san nungin a nungjuiten gentehna thu amah a dong chianta ua.

¹⁸Og han siger til dem: "Ere også I så uforstandige? Forstå I ikke, at intet, som udefra går ind i Mennesket, kan gøre ham uren?

¹⁸Huan, aman a kiang uah, Nou leng huchitela theihsiamna neilou na hi u maw? Bangpeuh polam akipana mihing sunga lut in tuh, amah a hihnin theikei chih na theikei ua hia?

¹⁹Thi det går ikke ind i hans Hjerte men i hans Bug og går ud ad den naturlige Vej, og således renses al Maden."

¹⁹A lungtangh sunga lut lou a, a gil sunga a lut jawk jiakin leh dailenna pawt khe mai a hih jiakin, a chi a. (Huai tuh an chiteng a siang, a chihna a hi).

²⁰Men han sagde: "Det, som går ud af Mennesket, dette gør Mennesket urent.

²⁰huan, amahmahin, Mihing sunga pata hongpawtin, huai ngeingeiin mihing a hihnin nak ahi.

²¹Thi indvortes fra, fra Menneskenes Hjerte, udgå de onde Tanker, Utugt, Tyveri, Mord,

²¹Sung lama, mihingte lungtanga kipanin, ngaihtuahna gilou bang a hongpawt nak:

²²Hor, Havesyge, Ondskab, Svig, Uterlighed, et ondt Øje, Forhånelse, Hovmod, Fremfusenhed;

²²Kingaihna bang, guktakna bang, tualthahna bang, angkawmna bang, enna bang, gitlouhna bang, khemhatna bang, bevenna bang, hajatna bang, gensiatna bang, kisaktheihna bang, haihuainate khawng:

²³alle disse onde Ting udgå indvortes fra og gøre Mennesket urent."

²³Hiai thil giloute tengteng tuh sung lama kipanin a hongpawt a, mihing a hihnin nak, a chi a.

²⁴Og han stod op og gik bort derfra til Tyrus's og Sidons Egne. Og han gik ind i et Hus og vilde ikke, at nogen skulde vide det. Og han kunde dog ikke være skjult;

²⁴Huan, a thou-a, huaia kipanin Tura leh Sidon uk ah a paita-a; huan, in ah a lut-a, kuamah theih a deih keia; himahleh a kisel thei ngal keia.

²⁵men en Kvinde, hvis lille Datter havde en uren Ånd, havde hørt om ham og kom straks ind og faldt ned for hans Fødder;

²⁵huchiin, numei khat, a tanu naupang chik dawi nin paiin, a tanchin a naza paha, a khe bulah a khupboh-a.

²⁶(men Kvinden var græsk, af Herkomst en Syrofønikerinde), og hun bad ham om, at han vilde uddrive den onde Ånd af hendes Datter.

²⁶Numei tuh Grik mi ahia, pianna lam ah Suro-Phoinikimi ahi. Aman tuh a tanu sunga kipana dawi delh khe dingin a ngena.

²⁷Og han sagde til hende: "Lad først Børnene mættes; thi det er ikke smukt at tage Børnenes Brød og kaste det for de små Hunde."

²⁷Huan, aman a kiangah, Tate hongvah masa uhen aw; tate tanghou lak-saka uite kianga paih kilawm lou hi, a chi a.

²⁸Men hun svarede og siger til ham: "Jo, Herre! også de små Hunde æde under Bordet af Børnenes Smuler."

²⁸Aman a kiangah, Toupa, hihjaw ahi a, a hihhangin dohkan nuaia uiten leng tate tanghou nen khawng a ne jel sam vo oi, chiin, a dawng a.

²⁹Og han sagde til hende: "For dette Ords Skyld gå bort; den onde Ånd er udfaren af din Datter"

²⁹huan, aman, a kiangah, Na thu gen jiakin paita ve le: dawi na tanu sunga kipan a pawtta hi, a chi a.

³⁰Og hun gik bort til sit Hus og fandt Barnet liggende på Sengen og den onde Ånd udfaren.

³⁰Huan, a in-ah a pai-a, a tanu, dawiin a pawt khiaksan, lupnaa lum a vamuta.

³¹Og da han gik bort igen fra Tyrus's Egne, kom han over Sidon midt igennem Dekapolis's Egne til Galilæas Sø.

³¹Huan, Tura gam akipanin a pawt nawna, Sidon khua tawn in Dekapoli gam pai kan jelin Galili dil a tungta a.

³²Og de bringe ham en døv, som også vanskeligt kunde tale, og bede ham om, at han vilde lægge Hånden på ham.

³²Huan, mi khat bengngawng, pau leng pau kichian theilou a kiangah hontonpih ua, a tunga khut koih dingin a ngen ua.

³³Og han tog ham afsides fra Skaren og lagde sine Fingre i hans Øren og spyttede og rørte ved hans Tunge

³³Huan, aman tuh mipi laka kipanin amah kiain a pi tuam a, a khut zungte bangin a bil sung khawng a khoih a, huan, chil a sia a, a lei a khoiha;

³⁴og så op til Himmelen, sukkede og sagde til ham: "Effata!" det er: lad dig op!

³⁴Huan van lam enin a ha huaia, a kiangah Ephatha, a chi a. Huai tuh, Hong kihong in, chihna ahi.

³⁵Og hans Øren åbnedes, og straks løstes hans Tunges Bånd, og han talte ret.

³⁵Huchiin, a bilte khawng a hongkihonga, a lei gakna leng a hongkiphel a, chiantakin a pauthei ta.

³⁶Og han bød dem, at de ikke måtte sige det til nogen; men jo mere han bød dem, desto mere kundgjorde de det.

³⁶Huan, aman, a kiang uah, kuamah hilh louh ding a chi bikbeka; himahleh a nak kham phetin, a nak tangkou pih zo sem ua.Aman bangkim hoihtakin a hiha; bengngongte nangawn a pausak jel, a chi ua, lamdang a sa mahmah uh.

³⁷Og de bleve over al Måde slagne af Forundring og sagde: "Han har gjort alle Ting vel; både gør han, at de døve høre, og at målløse tale."

³⁷Aman bangkim hoihtakin a hiha; bengngongte nangawn a pausak jel, a chi ua, lamdang a sa mahmah uh.