¹Der var en Mand fra Ramatajim, en Zufit fra Efraims Bjerge ved Navn Elkana, en Søn af Jerobam, en Søn af Elihu, en Søn af Tohu, en Søn af Zuf, en Efraimit.

¹A bol nejaký muž z Ramataim-cofíma, s vrchu Efraimovho, ktorému bolo meno Elkána, syn Jerocháma, syna Elihu-va, syna Tochu-va, syna Cúfovho, Efraťan.

²Han havde to Hustruer; den ene hed Hanna, den anden Peninna; Peninna havde Børn, men Hanna ikke.

²Ten mal dve ženy; jednej bolo meno Anna, a meno druhej bolo Peninna. Peninna mala deti, ale Anna nemala detí.

³Denne Mand drog hvert År op fra sin By for at tilbede Hærskarers HERRE og ofre til ham i Silo, hvor Elis to Sønner Hofni og Pinehas Var Præster for HERREN.

³Človek chodieval z roka na rok zo svojho mesta hore klaňať sa a obetovať Hospodinovi Zástupov bitnú obeť v Síle, kde boli dvaja synovia Éliho, Chofni a Pinchas, kňazmi Hospodinovi.

⁴En Dag ofrede nu Elkana han plejede at give sin Hustru Peninna og alle hendes Sønner og Døtre flere Dele,

⁴A bývalo vše toho dňa, keď obetoval Elkána bitnú obeť, že dal Peninne, svojej žene, i všetkým jej synom i jej dcéram diely.

⁵men skønt han elskede Hanna, gav han hende kun een Del, fordi HERREN havde tillukket hendes Moderliv;

⁵Ale Anne dal dvojnásobný diel, lebo Annu miloval. Lež Hospodin bol zavrel jej život.

⁶hendes Medbejlerske tilføjede hende også grove Krænkelser for den Skam, at HERREN havde tillukket hendes Moderliv.

⁶A jej protivnica ju veľmi popudzovala, aby ju rozrušovala, pretože Hospodin bol zavrel je život.

⁷Således gik det År efter År: hver Gang de drog op til HERRENs Hus, krænkede hun hende således så skete det, at hun græd og ikke vilde spise.

⁷Tak robieval Elkána každého roku, kedykoľvek išla hore do domu Hospodinovho, a tamtá ju vždy tak popudzovala, a ona plakávala a nejedávala.

⁸Da sagde hendes Mand Elkana til hende: "Hanna, hvorfor græder du, og hvorfor spiser du ikke? Hvorfor er du mismodig? Er jeg dig ikke mere værd end ti Sønner?"

⁸A Elkána jej muž, jej povedal: Anna, prečo plačeš? A prečo neješ? A prečo je smutné tvoje srdce? Či nie som ti ja lepší ako desať synov?

⁹Men da de havde holdt Måltid i Silo, stod Hanna op og trådte hen for HERRENs Åsyn, medens Præsten Eli sad på sin Stol ved en af Dørstolperne i HERRENs Hus;

⁹A Anna vstala, keď boli jedli v Síle a keď boli pili. A Éli, kňaz, sedel na stolici pri podvojach chrámu Hospodinovho.

¹⁰og i sin Vånde bad hun under heftig Gråd til HERREN

¹⁰A ona bola rozžialenej duše a modlila sa Hospodinovi a plakala veľmi.

¹¹og aflagde det Løfte: "Hærskarers HERRE! Hvis du vil se til din Tjenerindes Nød og komme mig i Hu og ikke glemme din Tjenerinde, men give din Tjenerinde en Søn, så vil jeg give ham til HERREN alle hans Levedage, og ingen Ragekniv skal komme på hans Hoved!"

¹¹A sľúbila sľub a riekla: Hospodine Zástupov, ak pohliadnuť pohliadneš na trápenie svojej dievky a rozpomenieš sa na mňa a nezabudneš na svoju dievku, ale dáš svojej dievke plod mužského pohlavia, dám ho Hospodinovi, aby bol jeho po všetky dni svojho života, a britva nevstúpi na jeho hlavu.

¹²Således bad hun længe for HERRENs Åsyn, og Eli iagttog hendes Mund;

¹²A stalo sa, keď sa len dlho modlila pred Hospodinom, že Éli pozoroval na jej ústa.

¹³men da Hanna talte ved sig selv, så kun hendes Læber bevægede sig, og hendes Stemme ikke kunde høres, troede Eli, at hun var beruset,

¹³Ale Anna hovorila vo svojom srdci; iba jej rty sa pohybovaly, a jej hlasu nebolo počuť. Preto myslel o nej Éli, že je opilá.

¹⁴og sagde til hende: "Hvor længe vil du gå og være drukken? Se at komme af med din Rus!"

¹⁴A Éli jej povedal: Dokedyže budeš opilá? Vytriezvej zo svojho vína!

¹⁵Men Hanna svarede: "Nej, Herre! Jeg er en hårdt prøvet Kvinde; Vin og stærk Drik har jeg ikke drukket; jeg udøste kun min Sjæl for HERRENs Åsyn.

¹⁵Ale Anna odpovedala a riekla: Nie som ja opilá, môj pane; som žena utrápeného ducha a vína ani nijakého opojného nápoja som nepila, ale vylievam svoju dušu pred Hospodinom.

¹⁶Regn ikke din Trælkvinde for en dårlig Kvinde! Nej, hele Tiden har jeg talt ud af min dybe Kummer og Kvide!"

¹⁶Nepovažuj svojej dievky za dcéru beliála, lebo z mnohého svojho úpenia a z veľkého svojho zármutku som hovorila až doteraz.

¹⁷Eli svarede: "Gå bort i Fred! Israels Gud vil give dig, hvad du har bedt ham om!"

¹⁷Na to odpovedal Éli a riekol: Idi v pokoji, a Bôh Izraelov nech ti dá to, čo si prosila od neho.

¹⁸Da sagde hun: "Måtte din Trælkvinde finde Nåde for dine Øjne!" Så gik Kvinden sin Vej , og hun spiste og så ikke længer forgræmmet ud.

¹⁸A riekla: Nech najde tvoja dievka milosť v tvojich očiach. A žena išla svojou cestou a najedla sa, a jej tvár nebola viacej smutná.

¹⁹Næste Morgen stod de tidligt op og kastede sig ned for HERRENs Åsyn; og så vendte de tilbage og kom hjem til deres Hus i Rama. Og Elkana kendte sin Hustru Hanna, og HERREN kom hende i Hu;

¹⁹Potom vstali skoro ráno a poklonili sa pred Hospodinom a navrátiac sa prišli do svojho domu do Rámy. A Elkána poznal Annu, svoju ženu, a Hospodin sa rozpomenul na ňu.

²⁰og hun blev frugtsommelig og fødte en Søn Året efter og gav ham Navnet Samuel; "thi," sagde hun, "jeg har bedt mig ham til hos HERREN!"

²⁰A stalo sa, keď tomu prišiel čas, že Anna počala a porodila syna a nazvala jeho meno Samuel, lebo riekla: Od Hospodina som ho vyprosila.

²¹Da Elkana nu med hele sit Hus drog op for at bringe HERREN det årlige Offer og sit Løfteoffer,

²¹A človek Elkána zase odišiel hore i s celým svojím domom obetovať Hospodinovi každoročnú obeť bitnú a splniť svoj sľub.

²²drog Hanna ikke med; thi hun sagde til sin Mand: "Jeg vil vente, til Drengen er vænnet fra, så vil jeg bringe ham derhen, for at han kan stedes for HERRENs Åsyn og blive der for stedse!"

²²Ale Anna neišla hore, lebo riekla svojmu mužovi: Až bude odstavený chlapec, zavediem ho ta, a ukáže sa pred tvárou Hospodinovou a bude tam bývať až na veky.

²³Da sagde hendes Mand Elkana til hende : "Gør, som du synes! Bliv her, indtil du har vænnet ham fra! Måtte HERREN kun gøre dit Ord til Virkelighed!" Så blev Kvinden hjemme og ammede sin Søn, indtil hun vænnede ham fra.

²³A Elkána, jej muž, jej povedal: Učiň to, čo je dobré v tvojich očiach; zostaň, až ho odstavíš, len nech Hospodin postaví, a tak splní svoje slovo. A tak zostala žena a kojila svojho syna, dokiaľ ho neodstavila.

²⁴Men da hun havde vænnet ham fra, tog hun ham med, desuden en treårs Tyr, en Efa Mel og en Dunk Vin, og hun kom til HERRENs Hus i Silo og havde Drengen med.

²⁴Potom, keď ho odstavila, odviedla ho so sebou hore i s tromi juncami nesúc jednu efu bielej múky jemnej a nádobu vína a doviedla ho do domu Hospodinovho do Síla, a chlapča bolo ešte malé.

²⁵Da nu Tyren var slagtet, kom Drengens Moder til Eli

²⁵A zabili junca a doviedli chlapca k Élimu.

²⁶og sagde: "Hør mig, Herre! Så sandt du lever, Herre, jeg er den Kvinde, som stod her ved din Side og bad til HERREN.

²⁶A ona riekla: Pohliadni na mňa, môj pane! Jako že žije tvoja duša, môj pane, ja som tá žena, ktorá som stála tu s tebou modliac sa Hospodinovi.

²⁷Om denne Dreng bad jeg, og HERREN gav mig, hvad jeg bad ham om.

²⁷Za tohoto chlapca som sa modlila, a Hospodin mi dal to, čo som si prosila od neho.

²⁸Derfor vil jeg også overlade ham til HERREN; hele sit Liv skal han være overladt til HERREN!" Og hun lod ham blive der for HERRENs Åsyn.

²⁸Preto ho i ja oddávam Hospodinovi, aby bol jeho po všetky dni, čo bude žiť; je vyprosený pre Hospodina. A poklonili sa tam Hospodinovi.