¹(Til sangmesteren. Til Jedutun. En salme af David.) Min Sjæl er Stille for Gud alene, min Frelse kommer fra ham;

²ja, han er min Klippe, min Frelse, mit Værn, jeg skal ikke rokkes meget.

³Hvor længe stormer I løs på en Mand, - alle slår I ham ned - som på en hældende Væg, en faldende Mur?

⁴Ja, de oplægger Råd om at styrte ham fra hans Højhed. De elsker Løgn, velsigner med Munden, men forbander i deres Indre. - Sela.

⁵Vær stille hos Gud alene, min Sjæl, thi fra ham kommer mit Håb;

⁶ja, han er min Klippe, min Frelse, mit Værn, jeg skal ikke rokkes.

⁷Hos Gud er min Hjælp og min Ære, min stærke Klippe, min Tilflugt har jeg i Gud;

⁸stol på ham, al Folkets Forsamling, udøs for ham eders Hjerte, Gud er vor Tilflugt. - Sela.

⁹Kun Tomhed er Mennesker, Mænd en Løgn, på Vægtskålen vipper de op, de er Tomhed til Hobe.

¹⁰Forlad eder ikke på vold, lad jer ikke blænde af Ran; om Rigdommen vokser, agt ikke derpå!

¹¹Een Gang talede Gud, to Gange hørte jeg det: at Magten er Guds,

¹²Og Miskundhed er hos dig, o Herre. Thi enhver gengælder du efter hans Gerning.