1Så tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde:
1Şuahlı Bildat şöyle yanıtladı:
2"Hvor længe taler du så, hvor længe skal Mundens Uvejr rase?
2‹‹Ne zamana dek böyle konuşacaksın?Sözlerin sert rüzgar gibi.
3Mon Gud vel bøjer Retten, bøjer den Almægtige Retfærd?
3Tanrı adaleti saptırır mı,Her Şeye Gücü Yeten doğru olanı çarpıtır mı?
4Har dine Sønner syndet imod ham, og gav han dem deres Brøde i Vold,
4Oğulların ona karşı günah işlediyse,İsyanlarının cezasını vermiştir.
5så søg du nu hen til Gud og bed hans Almagt om Nåde!
5Ama sen gayretle Tanrıyı arar,Her Şeye Gücü Yetene yalvarırsan,
6Såfremt du er ren og oprigtig, ja, da vil han våge over dig, genrejse din Retfærds Bolig;
6Temiz ve doğruysan,O şimdi bile senin için kolları sıvayıpSeni hak ettiğin yere geri getirecektir.
7din fordums Lykke vil synes ringe, såre stor skal din Fremtid blive.
7Başlangıcın küçük olsa da,Sonun büyük olacak.
8Thi spørg dog den befarne Slægt, læg Mærke til Fædrenes Granskning!
8‹‹Lütfen, önceki kuşaklara sor,Atalarının neler öğrendiğini iyice araştır.
9Vi er fra i Går, og intet ved vi, en Skygge er vore Dage på Jord.
9Çünkü biz daha dün doğduk, bir şey bilmeyiz,Yeryüzündeki günlerimiz sadece bir gölge.
10Mon ej de kan lære dig, sige dig det og give dig Svar af Hjertet:
10Onlar sana anlatıp öğretmeyecek,İçlerindeki sözleri dile getirmeyecek mi?
11Vokser der Siv, hvor der ikke er Sump, gror Nilgræs frem, hvor der ikke er Vand?
11‹‹Bataklık olmayan yerde kamış biter mi?Susuz yerde saz büyür mü?
12Endnu i Grøde, uden at høstes, visner det før alt andet Græs.
12Henüz yeşilken, kesilmeden,Otlardan önce kururlar.
13Så går det enhver, der glemmer Gud, en vanhelliges Håb slår fejl:
13Tanrıyı unutan herkesin sonu böyledir,Tanrısız insanın umudu böyle yok olur.
14som Sommerspind er hans Tilflugt, hans Tillid er Spindelvæv;
14Onun güvendiği şey kırılır,Dayanağı ise bir örümcek ağıdır.
15han støtter sig til sit Hus, det falder, han klynger sig til det, ej står det fast.
15Örümcek ağına yaslanır, ama ağ çöker,Ona tutunur, ama ağ taşımaz.
16I Solskinnet vokser han frodigt, hans Ranker breder sig Haven over,
16Tanrısızlar güneşte iyi sulanmış bitkiyi andırır,Dalları bahçenin üzerinden aşar;
17i Stendynger fletter hans Rødder sig ind, han hager sig fast mellem Sten;
17Kökleri taş yığınına sarılır,Çakılların arasında yer aranır.
18men rives han bort fra sit Sted, fornægter det ham: "Jeg har ikke set dig!"
18Ama yerinden sökülürse,Yeri, ‹Seni hiç görmedim› diyerek onu yadsır.
19Se, det er Glæden, han har af sin Vej, og af Jorden fremspirer en anden!
19İşte sevinci böyle son bulur,Yerinde başka bitkiler biter.
20Se, Gud agter ej den uskyldige ringe, han holder ej fast ved de ondes Hånd.
20‹‹Tanrı kusursuz insanı reddetmez,Kötülük edenlerin elinden tutmaz.
21End skal han fylde din Mund med Latter og dine Læber med Jubel;
21O senin ağzını yine gülüşle,Dudaklarını sevinç haykırışıyla dolduracaktır.
22dine Avindsmænd skal klædes i Skam og gudløses Telt ej findes mer!
22Düşmanlarını utanç kaplayacak,Kötülerin çadırı yok olacaktır.››