1Rememoru, ho Eternulo, kio farigxis al ni; Rigardu kaj vidu nian malhonoron!
1HERRE, kom vor skæbne i Hu, sku ned og se vor skændsel!
2Nia heredajxo transiris al fremduloj, Niaj domoj al aligentuloj.
2Vor Arvelod tilfaldt fremmede, Udlændinge fik vore Huse.
3Ni farigxis orfoj senpatraj, Niaj patrinoj estas kiel vidvinoj.
3Forældreløse, faderløse er vi, som Enker er vore Mødre.
4Nian akvon ni trinkas pro mono; Nian lignon ni ricevas nur pro pago.
4Vort Drikkevand må vi købe, betale må vi vort Brænde.
5Oni pelas nin je nia kolo; Ni lacigxis, sed oni ne permesas al ni ripozi.
5Åget trykker vor Nakke, vi trættes og finder ej Hvile.
6Al Egiptujo ni etendis la manon, Al Asirio, por satigxi per pano.
6Ægypten rakte vi Hånd, Assur, for at mættes med Brød.
7Niaj patroj pekis, sed ili jam ne ekzistas; Kaj ni devas suferi pro iliaj malbonagoj.
7Vore Fædre, som synded, er borte, og vi må bære deres Skyld.
8Sklavoj regas super ni; Kaj neniu liberigas nin el iliaj manoj.
8Over os råder Trælle, ingen frier os fra dem.
9Kun dangxero por nia vivo ni akiras nian panon, Pro la glavo en la dezerto.
9Med Livsfare henter vi vort Brød, udsatte for Ørkenens Sværd.
10Nia hauxto varmegigxis kiel forno, Por la kruela malsato.
10Vor Hud er sværtet som en Ovn af Hungerens svidende Lue.
11La virinojn en Cion ili senhonorigis, La virgulinojn en la urboj de Judujo.
11De skændede kvinder i Zion, Jomfruer i Judas Byer.
12La princoj estas pendigitaj je siaj manoj; La maljunulojn oni ne respektis.
12Fyrster greb de og hængte, tog intet Hensyn til gamle.
13La junuloj devas porti muelsxtonojn; La knaboj falas sub la lignosxargxoj.
13Ynglinge sattes til Kværnen, under Brændeknippet segnede Drenge.
14La maljunuloj jam ne sidas cxe la pordegoj, La junuloj jam ne kantas.
14De gamle forsvandt fra Porten, de unge fra Strengenes Leg.
15Malaperis la gajeco de nia koro; Niaj dancrondoj aliformigxis en funebron.
15Vort Hjertes Glæde er borte, vor Dans er vendt til Sorg.
16Defalis la krono de nia kapo; Ho ve al ni, ke ni pekis!
16Kronen faldt af vort Hoved, ve os, at vi har syndet!
17Pro tio senfortigxis nia koro, Pro tio senlumigxis niaj okuloj:
17Vort Hjerte blev derfor sygt, derfor vort Øje mørkt:
18Pro la monto Cion, ke gxi farigxis dezerta, Ke vulpoj vagas sur gxi.
18For Zions Bjerg, som er øde, Ræve tumler sig der.
19Sed Vi, ho Eternulo, kiu restas eterne Kaj kies trono staras de generacio al generacio,
19Du, HERRE, troner for evigt, fra Slægt til Slægt står din trone.
20Kial Vi forgesis nin kvazaux por eterne, Forlasis nin por longa tempo?
20Hvi glemmer du os bestandig og svigter os alle dage?
21Reirigu nin, ho Eternulo, al Vi, ke ni revenu; Renovigu niajn tagojn kiel en la tempo antauxa.
21Omvend os, HERRE, til dig, så vender vi om, giv os nye Dage, som fordum!
22CXar cxu Vi nin tute forpusxis? Vi tre forte ekkoleris kontraux ni.
22Eller har du helt stødt os bort, er din Vrede mod os uden Ende?