¹Kui Taaveti päevad liginesid surmale, siis andis ta oma pojale Saalomonile käsu, öeldes:

¹Da det nu lakkede ad Enden med Davids Liv, gav han sin Søn Salomo disse Befalinger:

²'Mina lähen kõige maailma teed, ole siis vahva ja ole mees!

²"Jeg går nu al Kødets Gang; så vær nu frimodig og vis dig som en Mand!

³Pea, mida Issand, su Jumal, on käskinud pidada, käies tema teedel, pidades tema määrusi, käske, seadlusi ja manitsusi, nõnda nagu Moosese Seaduses on kirjutatud, et sa võiksid targasti teha kõike, mida sa teed, ja kõikjal, kuhu sa pöördud,

³Og hold HERREN din Guds Forskrifter, så du vandrer på hans Veje og, holder hans Anordninger, Bud, Bestemmelser og Vidnesbyrd, således som skrevet står i Mose Lov, for at du må have Lykken med dig i alt, hvad du gør, og i alt, hvad du tager dig for,

⁴et Issand võiks kinnitada oma sõna, mis ta minu kohta on rääkinud, öeldes: Kui su pojad hoiavad oma teed, käies minu ees ustavalt, kõigest oma südamest ja kõigest oma hingest, siis - ütles tema - ei puudu sul mees Iisraeli aujärjel.

⁴for at HERREN kan opfylde den Forjættelse, han gav mig, da han sagde: Hvis dine Sønner vogter på deres Vej, så de vandrer i Trofasthed for mit Åsyn af hele deres Hjerte og hele deres Sjæl, skal der aldrig fattes dig en Efterfølger på Israels Trone!

⁵Ja sina tead ka seda, mis Joab, Seruja poeg, on teinud minule, mis ta tegi kahele Iisraeli väepealikule, Abnerile, Neeri pojale, ja Amaasale, Jeteri pojale, ja kuidas ta tappis nad ning valas rahuajal sõjaverd, määrides sõjaverega oma vöö, mis tal oli puusadel, ja jalatsid, mis tal olid jalas.

⁵Du ved jo også, hvad Joab, Zerujas Søn, har voldet mig, hvorledes han handlede mod Israels to Hærførere, Abner, Ners Søn, og Amasa, Jeters Søn, hvorledes han slog dem ihjel og således i Fredstid hævnede Blod, der var udgydt i Krig, og besudlede Bæltet om min Lænd og Skoene på mine Fødder med uskyldigt Blod;

⁶Seepärast talita oma tarkust mööda ja ära lase teda hallipäisena rahuga hauda minna!

⁶gør derfor, som din Klogskab tilsiger dig, og lad ikke hans grå Hår stige ned i Dødsriget med Fred.

⁷Aga gileadlase Barsillai poegadele tee head, et nad saaksid su lauas sööjate seltsi, sest nad tulid sel viisil mulle appi, kui ma põgenesin su venna Absalomi eest.

⁷Men mod Gileaditen Barzillajs Sønner skal du vise Godhed, og de skal have Plads mellem dem, der spiser ved dit Bord, thi på den Måde kom de mig i Møde, da jeg måtte flygte for din Broder Absalom.

⁸Ja vaata, su juures on Simei, Geera poeg, benjaminlane Bahuurimist, kes sajatas mind kibeda sajatusega sel päeval, kui ma läksin Mahanaimi; aga kui ta tuli alla Jordani äärde mulle vastu, siis vandusin ma temale Issanda juures ja ütlesin: Ma ei surma sind mõõgaga.

⁸Og se, så har du hos dig Benjaminiten Simeon, Geras Søn, fra Bahurim, ham, som udslyngede en grufuld Forbandelse imod mig, dengang jeg drog til Mahanajim. Da han senere kom mig i Møde ved Jordan, tilsvor jeg ham ved HERREN: Jeg vil ikke slå dig ihjel med Sværd!

⁹Ent nüüd ära jäta teda karistamata, sest sa oled tark mees ja tead küll, mida sa temale pead tegema, et võiksid saata ta hallpea verisena hauda!'

⁹Men du skal ikke lade ham ustraffet, thi du er en klog Mand og vil vide, hvorledes du skal handle med ham, og bringe hans grå Hår blodige ned i Dødsriget."

¹⁰Siis Taavet läks magama oma vanemate juurde ja ta maeti Taaveti linna.

¹⁰Så lagde David sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet i Davidsbyen.

¹¹Ja aega, mis Taavet valitses Iisraeli üle, oli nelikümmend aastat; Hebronis valitses ta seitse aastat ja Jeruusalemmas valitses ta kolmkümmend kolm aastat.

¹¹Tiden, han havde været Konge over Israel, udgjorde fyrretyve År; i Hebron herskede han syv År, i Jerusalem tre og tredive År.

¹²Saalomon istus oma isa Taaveti aujärjele ja ta kuningavõim oli väga kindel.

¹²Derpå satte Salomo sig på sin Fader Davids Trone, og hans Herredømme blev såre stærkt.

¹³Aga Adonija, Haggiti poeg, tuli Saalomoni ema Batseba juurde. Ja Batseba küsis: 'Kas tood rahu?' Ja ta vastas: 'Rahu.'

¹³Men Adonija, Haggits Søn, kom til Batseba, Salomos Moder. Hun spurgte da: "Kommer du for det gode?" Han svarede: "Ja, jeg gør!"

¹⁴Siis ta ütles: 'Mul on sulle midagi rääkida.' Ja Batseba vastas: 'Räägi!'

¹⁴Og han fortsatte: "Jeg har en Sag at tale med dig om." Hun svarede: "Så tal!"

¹⁵Ja ta rääkis: 'Sa tead, et kuningriik oli minu ja et kogu Iisrael oli pööranud oma silmad minu poole, et mina saaksin kuningaks. Aga kuningriik on läinud mu vennale, sest ta sai selle Issandalt.

¹⁵Da sagde han: "Du ved at Kongeværdigheden tilkom mig, og at hele Israel havde Blikket rettet på mig som den, der skulde være Konge; dog gik Kongeværdigbeden over til min Broder, thi HERREN lod det tilfalde ham.

¹⁶Ja nüüd on mul üksainus palve, mida ma sinult palun. Ära tõuka mind ära!' Ja Batseba vastas temale: 'Räägi!'

¹⁶Men nu har jeg een eneste Bøn til dig; du må ikke afvise mig!" Hun svarede: "Så tal!"

¹⁷Siis ta ütles: 'Räägi ometi kuningas Saalomoniga, sest sind ta ei tõuka ära, et ta annaks mulle naiseks suunemlanna Abisagi!'

¹⁷Da sagde han: "Sig til Kong Salomo - dig vil han jo ikke afvise - at han skal give mig Abisj fra Sjunem til Ægte!"

¹⁸Ja Batseba vastas: 'Hea küll! Ma räägin su pärast kuningaga.'

¹⁸Og Batseba svarede: "Vel, jeg skal tale din Sag hos Kongen!"

¹⁹Ja Batseba läks kuningas Saalomoni juurde, et temaga rääkida Adonija pärast. Ja kuningas tõusis, läks temale vastu, kummardas tema ees ja istus siis oma aujärjele. Kuninga emale seati iste ja ta istus tema paremale käele.

¹⁹Derpå begav Batseba sig til Kong Salomo for at tale Adonijas Sag; og Kongen rejste sig, gik hende i Møde og bøjede sig for hende; derpå satte han sig på sin Trone og lod også en Trone sætte frem til Kongemoderen, og hun satte sig ved hans højre Side.

²⁰Siis ta ütles: 'Mul on sinult paluda üksainus pisike palve, ära tõuka mind ära!' Ja kuningas ütles temale: 'Palu, mu ema, sest sind ma ei tõuka ära!'

²⁰Så sagde hun: "Jeg har en eneste ringe Bøn til dig; du må ikke afvise mig!" Kongen svarede: "Kom med din Bøn, Moder, jeg vil ikke afvise dig!"

²¹Ja Batseba ütles: 'Antagu suunemlanna Abisag naiseks su vennale Adonijale!'

²¹Da sagde hun: "Lad din Broder Adonija få Abisjag fra Sjunem til Hustru!"

²²Aga kuningas Saalomon vastas ja ütles oma emale: 'Mispärast sa palud Adonijale ainult suunemlannat Abisagi? Palu temale ka kuningriiki, sest ta on mu vanem vend, temale ja preester Ebjatarile ja Joabile, Seruja pojale!'

²²Men Kong Salomo svarede sin Moder: "Hvorfor beder du om Abisjag fra Sjunem til Adonija? Du skulde hellere bede om Kongeværdigheden til ham; han er jo min ældre Broder, og Præsten Ebjatar og Joab, Zerujas Søn, står på hans Side!"

²³Ja kuningas Saalomon vandus Issanda juures, öeldes: 'Jumal tehku minuga ükskõik mida, kui Adonija ei ole seda rääkinud oma hinge hinnaga!

²³Og Kong Salomo svor ved HERREN: "Gud ramme mig både med det ene og det andt, om ikke det Ord skal koste Adonija Livet!

²⁴Ja nüüd, nii tõesti kui elab Issand, kes mind on kinnitanud ja pannud mu isa Taaveti aujärjele ja kes mulle on teinud koja, nagu ta lubas: Adonija tuleb täna surmata!'

²⁴Så sandt HERREN lever, som indsatte mig og gav mig Plads på min Fader Davids Trone og byggede mig et Hus, som han lovede: Endnu i Dag skal Adonija miste Livet!"

²⁵Ja kuningas Saalomon läkitas Benaja, Joojada poja, kes tungis Adonijale kallale, nõnda et ta suri.

²⁵Derpå gav Kong Salomo Benaja, Jojadas Søn, Ordre til at hugge ham ned; således døde han.

²⁶Preester Ebjatarile ütles kuningas: 'Mine Anatotti oma põllule, sest sa oled surma väärt! Aga täna ei taha ma sind surmata, sest sa oled kandnud Issanda Jumala laegast mu isa Taaveti ees ja oled kannatanud kõike, mida mu isa kannatas.'

²⁶Men til Præsten Ebjatar sagde Kongen: "Begiv dig til din Landejendom i Anatot, thi du har forbrudt dit Liv; og når jeg ikke dræber dig i Dag, er det, fordi du bar den Herre HERRENs Ark foran min Fader David og delte alle min Faders Lidelser!"

²⁷Nõnda ajas Saalomon Ebjatari ära ega lasknud teda olla Issanda preester, et läheks täide Issanda sõna, mis ta Siilos oli rääkinud Eeli soo kohta.

²⁷Derpå afsatte Salomo Ebjatar fra hans Stilling som HERRENs Præst for at opfylde det Ord, HERREN havde talet mod Elis Hus i Silo.

²⁸Kui kuuldus sellest jõudis Joabini, sest Joab oli hoidnud Adonija poole, kuigi ta ei olnud hoidnud Absalomi poole, siis põgenes Joab Issanda telgi juurde ja haaras kinni altari sarvedest.

²⁸Da Rygtet, herom nåede Joab - Joab havde jo sluttet sig til Adonijas Parti, medens han ikke havde sluttet sig til Absaloms - søgte han Tilflugt i HERRENs Telt og greb fat om Alterets Horn,

²⁹Ja kui kuningas Saalomonile teatati, et Joab oli põgenenud Issanda telgi juurde, ja et vaata, ta on altari ääres, siis läkitas Saalomon Benaja, Joojada poja, öeldes: 'Mine tungi temale kallale!'

²⁹og det meldtes Kong Salomo, at Joab havde søgt Tilflugt i HERRENs Telt og stod ved Alteret. Da sendte Salomo Benaja, Jojadas Søn, derhen og sagde: "Gå hen og hug ham ned!"

³⁰Ja kui Benaja jõudis Issanda telgi juurde, siis ta ütles temale: 'Nõnda ütleb kuningas: Tule ära!' Aga ta vastas: 'Ei, sest ma tahan siin surra!' Ja Benaja viis kuningale vastuse, öeldes: 'Nõnda rääkis Joab ja nõnda vastas ta mulle.'

³⁰Og da Benaja kom til HERRENs Telt, sagde han til ham: "Således siger Kongen: Kom herud!" Men han svarede: "Nej, her vil jeg dø!" Benaja meldte da tilbage til Kongen, hvad Joab havde sagt og svaret ham.

³¹Ja kuningas ütles temale: 'Tee, nagu ta ütles, tungi temale kallale ja mata ta, et sa kõrvaldaksid minult ja mu isakojalt selle süütu vere, mille Joab on valanud!

³¹Men Kongen sagde til ham: "Så gør, som han siger, hug ham ned og jord ham og fri mig og min Faders Hus for det uskyldige Blod, Joab har udgydt;

³²Issand lasku tema veri tulla tagasi ta enese pea peale, sellepärast et ta tungis kallale kahele mehele, kes olid temast õiglasemad ja paremad, ja tappis need mõõgaga, ilma et mu isa Taavet seda oleks teadnud: Abneri, Neeri poja, Iisraeli väepealiku, ja Amaasa, Jeteri poja, Juuda väepealiku.

³²HERREN vil lade hans Blodskyld komme over hans eget Hoved, at han huggede to Mænd ned, der var retfærdigere og bedre end han selv, og slog dem ihjel med Sværdet uden min Fader Davids Vidende, Abner, Ners Søn, Israels Hærfører, og Amasa, Jeters Søn, Judas Hærfører;

³³Nende veri tulgu igavesti Joabi pea peale ja tema soo pea peale! Aga Taavetile ja tema soole ja kojale ja aujärjele tulgu Issandalt igavesti rahu!'

³³så kommer deres Blod over Joabs og hans, Slægts Hoved evindelig, medens HERREN giver David og hans Slægt, hans Hus og hans Trone Fred til evig Tid!"

³⁴Siis läks Benaja, Joojada poeg, ja tungis temale kallale ning surmas tema; ja ta maeti oma kotta kõrbe.

³⁴Da gik Benaja, Jojadas Søn, hen og huggede ham ned og dræbte ham; og han blev jordet i sit Hus i Ørkenen.

³⁵Ja kuningas pani Benaja, Joojada poja, tema asemele sõjaväe ülemaks; ja Ebjatari asemele pani kuningas preester Saadoki.

³⁵Og Kongen satte Benaja Jojadas Søn, over Hæren i hans Sted, medens han gav Præsten Zadok Ebjatars Stilling.

³⁶Ja kuningas läkitas kutsujad Simei järele ning ütles temale: 'Ehita enesele koda Jeruusalemma ja ela seal, aga ära mine sealt välja, ei sinna ega tänna!

³⁶Derpå lod Kongen Simei kalde og sagde til ham: "Byg dig et Hus i Jerusalem, bliv der og drag ikke bort, hvorhen det end er;

³⁷Sest sel päeval, kui sa välja lähed ja ületad Kidroni jõe, olgu sul hästi teada, et sa pead surema, su veri tuleb su oma pea peale.'

³⁷thi den Dag du drager bort og overskrider Kedrons Dal, må du vide, du er dødsens; da kommer dit Blod over dit Hoved!"

³⁸Ja Simei ütles kuningale: 'See on hea kõne. Nõnda nagu mu isand kuningas on rääkinud, nõnda su sulane teeb.' Ja Simei elas Jeruusalemmas kaua aega.

³⁸Og Simei svarede Kongen: "Godt! Som min Herre Kongen siger, således vil din Træl gøre!" Simei blev nu en Tid lang i Jerusalem.

³⁹Aga kolme aasta pärast juhtus, et kaks Simei sulast põgenesid Gati kuninga Maaka poja Aakise juurde. Ja Simeile teatati ning öeldi: 'Vaata, su sulased on Gatis.'

³⁹Men efter tre Års Forløb flygtede to af Simeis Trælle til Ma'akas Søn, Kong Akisj af Gat, og da Simei fik at vide, at hans Trælle var i Gat,

⁴⁰Siis Simei võttis kätte, saduldas oma eesli ja läks Gatti Aakise juurde oma sulaseid otsima. Nõnda läks Simei ja tõi oma sulased Gatist ära.

⁴⁰brød han op, sadlede sit Æsel og drog til Akisj i Gat for at hente sine Trælle; Simei drog altså af Sted og fik sine Trælle med hjem fra Gat.

⁴¹Aga kui Saalomonile teatati, et Simei oli Jeruusalemmast Gatti läinud ja tagasi tulnud,

⁴¹Men da Salomo fik af vide, at Simei var rejst fra Jerusalem til Gat og kommet tilbage igen,

⁴²siis kuningas läkitas kutsujad Simei järele ning ütles temale: 'Kas ma ei ole sind Issanda juures vannutanud ja hoiatanud, öeldes: Sel päeval, kui sa lähed välja ja käid siin ning seal, olgu sul hästi teada, et sa pead surema!? Ja sa ütlesid mulle: See on hea kõne, ma kuulan!

⁴²lod Kongen ham kalde og sagde til ham: "Tog jeg dig ikke i Ed ved HERREN, og advarede jeg dig ikke: Den Dag du drager bort og begiver dig andetsteds hen, hvor det end er, må du vide, du er dødsens! Og svarede du mig ikke: Godt! Jeg har hørt det?

⁴³Mispärast sa ei ole siis teinud Issanda vande ja keelu kohaselt, mille ma sulle andsin?'

⁴³Hvorfor holdt du da ikke den Ed, du svor ved HERREN, og den Befaling, jeg gav dig?"

⁴⁴Ja kuningas ütles veel Simeile: 'Sina tead ise oma südames kõike seda kurja, mis sa oled teinud mu isale Taavetile. Sellepärast Issand laseb su kurjuse tagasi tulla su oma pea peale.

⁴⁴Endvidere sagde Kongen til Simei: "Du ved selv, og dit Hjerte er sig det bevidst, alt det onde, du gjorde min Fader David; nu lader HERREN din Ondskab komme over dit eget Hoved;

⁴⁵Aga kuningas Saalomon olgu õnnistatud ja Taaveti aujärg Issanda ees igavesti kindel!'

⁴⁵men Kong Salomo skal være velsignet, og Davids Trone skal stå urokkelig fast for HERRENs Åsyn til evig Tid!"

⁴⁶Siis kuningas andis käsu Benajale, Joojada pojale, ja too läks välja ning tungis temale kallale, nõnda et ta suri. Ja kuningriik jäi kindlalt Saalomoni kätte.

⁴⁶Derpå gav Kongen Ordre til Benaja, Jojadas Søn, og han gik hen og huggede ham ned; således døde han.