¹Ja pärast Sauli surma, kui Taavet oli tagasi tulnud amalekke löömast ja Taavet oli viibinud kaks päeva Siklagis,

¹Da David efter Sauls Død var vendt tilbage fra Sejeren over Amalek og havde opholdt sig to Dage i Ziklag,

²vaata, siis tuli kolmandal päeval keegi mees leerist Sauli juurest, riided lõhki käristatud ja mulda pea peal. Ja kui ta jõudis Taaveti juurde, siis ta heitis maha ja kummardas.

²kom der Tredjedagen en Mand fra Hæren, fra Saul, med sønderrevne Klæder og Jord på Hovedet, og da han kom hen til David, kastede han sig til Jorden og bøjede sig.

³Ja Taavet küsis temalt: 'Kust sa tuled?' Tema vastas: 'Ma olen Iisraeli leerist pääsenud.'

³David spurgte ham: "Hvor kommer du fra?" Han svarede: "Jeg slap bort fra Israels Hær!"

⁴Ja Taavet ütles temale: 'Mis seal juhtus? Jutusta ometi mulle!' Ja ta vastas: 'Rahvas põgenes lahingust ja rahvast on paljud ka langenud ja surnud; ka Saul ja tema poeg Joonatan on surnud.'

⁴David sagde da til ham: "Hvorledes gik det? Fortæl mig det!" Han svarede: "Folket flygtede fra Kampen, og mange af Folket faldt og døde; også Saul og hans Søn Jonatan er døde."

⁵Siis küsis Taavet noorelt mehelt, kes temale seda jutustas: 'Kuidas sa tead, et Saul ja tema poeg Joonatan on surnud?'

⁵Da sagde David til den unge Mand, som bragte ham Budet: "Hvoraf ved du, at Saul og hans Søn Jonatan er døde?"

⁶Ja noor mees, kes temale seda jutustas, vastas: 'Ma juhtusin kogemata Gilboa mäele, ja vaata, Saul toetas ennast oma piigile; aga vaata, sõjavankrid ja ratsanikud kippusid talle ligi.

⁶Den unge Mand, der bragte ham Budet, svarede: "Det traf sig, at jeg var på Gilboas Bjerg, og se, Saul stod lænet til sit Spyd, medens Vognene og Rytterne trængte ham;

⁷Kui ta ümber pöördus ja mind nägi, siis ta hüüdis mind. Ja ma vastasin: Siin ma olen!

⁷og da han vendte sig om, fik han Øje på mig og kaldte på mig; og jeg sagde: Her er jeg!

⁸Ta küsis minult: Kes sa oled? Ja ma vastasin talle: Mina olen amalek.

⁸Da spurgte han mig: Hvem er du? Og jeg svarede: Jeg er en Amalekit!

⁹Siis ta ütles mulle: Astu nüüd minu juurde ja surma mind, sest mind on tabanud nõrkushoog, kuigi mul on hing alles täiesti sees!

⁹Så sagde han til mig: Kom herhen og giv mig Dødsstødet! Thi Krampen har grebet mig, men jeg lever endnu!

¹⁰Siis ma astusin ta juurde ja surmasin tema, sest ma teadsin, et kui ta kukub, siis ta ei jää elama. Ja ma võtsin laubaehte, mis tal peas oli, ja käevõru, mis tal käsivarre ümber oli, ja tõin need siia oma isandale.'

¹⁰Og jeg trådte hen til ham og gav ham Dødsstødet, thi jeg så, at han ikke kunde leve, når han faldt om. Så tog jeg Diademet, han havde på Hovedet, og et Armbånd, han bar på Armen, og dem har jeg med hid til min Herre."

¹¹Siis Taavet haaras kinni oma riietest ja käristas need lõhki, nõndasamuti tegid ka kõik mehed, kes ta juures olid.

¹¹Da tog David fat i sine Klæder og sønderrev dem, og ligeså gjorde alle hans Mænd;

¹²Ja nad kaeblesid, nutsid ja paastusid õhtuni Sauli ja tema poja Joonatani pärast, ja Issanda rahva ja Iisraeli soo pärast, sellepärast et need olid langenud mõõga läbi.

¹²og de holdt Klage, græd og fastede til Aften over Saul og hans Søn Jonatan og HERRENs Folk og Israels Hus, fordi de var faldet for Sværdet.

¹³Ja Taavet küsis noorelt mehelt, kes oli temale seda jutustanud: 'Kust sa pärit oled?' Ja see vastas: 'Mina olen võõrsil elava amaleki mehe poeg.'

¹³Derpå sagde David til den unge Mand, som havde bragt ham Budet: "Hvor er du fra?" Han svarede: "Jeg er Søn af en Amalekit, der bor her som fremmed."

¹⁴Ja Taavet ütles talle: 'Kuidas sa siis ei kartnud sirutada oma kätt Issanda võitu hukkamiseks?'

¹⁴Da sagde David: "Frygtede du dog ikke for at lægge Hånd på HERRENs Salvede og dræbe ham!"

¹⁵Ja Taavet kutsus ühe noore mehe ning ütles: 'Tule siia ja mine talle kallale!' Ja see lõi ta maha, nõnda et ta suri.

¹⁵David kaldte så på en af sine Folk og sagde: "Kom herhen og stød ham ned!" Og han slog ham ihjel.

¹⁶Ja Taavet ütles temale: 'Sinu veri tulgu su pea peale, sest su oma suu on tunnistanud sinu vastu, öeldes: Mina olen tapnud Issanda võitu.'

¹⁶Men David sagde til ham: "Dit Blod komme over dit eget Hoved! Thi din egen Mund vidnede imod dig, da du sagde: Jeg gav HERRENs Salvede Dødsstødet!"

¹⁷Ja Taavet laulis Sauli ja tema poja Joonatani pärast seda nutulaulu

¹⁷Da sang David denne Klagesang over Saul og hans Søn Jonatan.

¹⁸ning ütles, et Juuda poegadele tuleks õpetada 'Ammulaulu'. Vaata, see on kirja pandud Õiglase raamatus:

¹⁸Den skal læres af Judas Sønner; den står optegnet i de Oprigtiges Bog.

¹⁹'Sinu hiilgus, Iisrael, on maha löödud su küngastel! Kuidas küll on kangelased langenud!

¹⁹Din Pryd, Israel, ligger dræbt på dine Høje. Ak, at dog Heltene faldt!

²⁰Ärge jutustage seda Gatis, ärge kuulutage Askeloni tänavail, et vilistite tütred ei rõõmutseks, et ümberlõikamatute tütred ei rõkataks!

²⁰Forkynd det ikke i Gat, ej lyde der Glædesbud på Askalons Gader, at ikke Filisternes Døtre skal fryde sig, de uomskårnes Døtre juble!

²¹Gilboa mäed! Ärgu tulgu teie peale ei kastet ega vihma, te ohvripõllud! Sest seal on rüvetatud kangelaste kilbid, Sauli kilp on õliga võidmata.

²¹Gilboas Bjerge! Ej falde Dug og Regn på eder, I Dødens Vange! Thi Heltenes Skjolde vanæredes der; Sauls Skjold er ej salvet med Olie.

²²Mahalöödute verest, kangelaste rasvast ei hoidunud Joonatani amb, Sauli mõõk ei tulnud tühjalt tagasi.

²²Uden faldnes Blod, uden Heltes Fedt kom Jonatans Bue ikke tilbage, Sauls Sværd ikke sejrløst hjem.

²³Saul ja Joonatan, armastatud ja armsad, lahutamatud elus ja surmas! Nad olid kotkastest kiiremad, lõvidest tugevamad.

²³Saul og Jonatan, de elskelige, hulde, skiltes ikke i Liv eller Død; hurtigere var de end Ørne, stærkere var de end Løver!

²⁴Iisraeli tütred! Nutke Sauli pärast, kes teid riietas kaunistustega purpurisse, kes kinnitas kuldehteid teie riietele!

²⁴O, Israels Døtre, græd over Saul, som klædte eder yndigt i Purpur, satte Guldsmykker på eders Klæder!

²⁵Kuidas küll on kangelased langenud keset taplust, Joonatan maha löödud su küngastel!

²⁵Ak, at dog Heltene faldt i Slagets Tummel - dræbt ligger Jonatan på dine Høje!

²⁶Mul on sinu pärast kitsas käes, mu vend Joonatan! Sa olid mulle väga kallis. Naiste armastusest imelisem oli su armastus minu vastu.

²⁶Jeg sørger over dig, Jonatan, Broder, du var mig såre kær; underfuld var mig din Kærlighed, mere end Kvinders Kærlighed.

²⁷Kuidas küll on kangelased langenud ja võitlusrelvad hävinud!'

²⁷Ak, at dog Heltene faldt, Stridsvåbnene lagdes øde!