¹Ja Issand läkitas Naatani Taaveti juurde; too tuli tema juurde ning ütles temale: 'Ühes linnas oli kaks meest, üks rikas ja teine vaene.

¹Og HERREN sendte Natan til David. Da han kom ind til ham, sagde han: "Der boede to Mænd i samme By, en rig og en fattig.

²Rikkal oli väga palju lambaid ja veiseid,

²Den rige havde Småkvæg og Hornkvæg i Mængde,

³aga vaesel ei olnud midagi muud kui üksainus pisike utetall, kelle ta oli ostnud. Ta toitis seda ja see kasvas üles tema juures üheskoos ta lastega; see sõi ta palukest, jõi ta karikast, magas ta süles ja oli temale nagu tütar.

³medens den fattige ikke ejede andet end et eneste lille Lam, som han havde købt og opdrættet, og som var vokset op hos ham sammen med hans Børn; det åd af hans Brød, drak af hans Bæger og lå i hans Skød og var ham som en Datter.

⁴Siis tuli rikka mehe juurde teekäija. Aga tema ei raatsinud võtta oma lammastest ja veistest, et valmistada rooga teekäijale, kes ta juurde oli tulnud, vaid ta võttis vaese mehe utetalle ja valmistas mehele, kes ta juurde oli tulnud.'

⁴Men da den rige Mand engang fik Besøg, ømmede han sig ved at tage noget af sit eget Småkvæg eller Hornkvæg og tillave det til den vejfarende Mand, som var kommet til ham, men tog den fattige Mands Lam og tillavede det til sin Gæst!"

⁵Siis Taaveti viha süttis väga põlema mehe vastu ja ta ütles Naatanile: 'Nii tõesti kui Issand elab, mees, kes seda tegi, on surmalaps!

⁵Da blussede Davids Vrede heftigt op mod den Mand, og han sagde til Natan: "Så sandt HERREN lever: Den Mand, som gjorde det, er dødsens,

⁶Ja ta peab utetalle tasuma neljakordselt, sellepärast et ta tegi nõnda ega halastanud!'

⁶og Lammet skal han erstatte trefold, fordi han handlede så hjerteløst!"

⁷Aga Naatan ütles Taavetile: 'See mees oled sina! Nõnda ütleb Issand, Iisraeli Jumal: Mina olen sind võidnud Iisraeli kuningaks ja mina olen sind päästnud Sauli käest.

⁷Men Natan sagde til David: "Du er Manden! Så siger HERREN, Israels Gud: Jeg salvede dig til Konge over Israel, og jeg friede dig af Sauls Hånd;

⁸Mina olen sulle andnud su isanda koja ja su sülle su isanda naised, ja olen sulle andnud Iisraeli ja Juuda soo. Ja kui seda on vähe, siis ma oleksin võinud sulle lisada veel ühte ja teist.

⁸jeg gav dig din Herres Hus, lagde din Herres Hustruer i din Favn og gav dig Israels og Judas Hus; og var det for lidet, vilde jeg have givet dig endnu mere, både det ene og det andet.

⁹Mispärast sa oled põlanud Issanda sõna, tehes, mis on tema silmis paha? Hett Uurija sa lõid mõõgaga maha ja tema naise sa võtsid enesele naiseks. Jah, tema sa tapsid ammonlaste mõõgaga.

⁹Hvorfor har du da ringeagtet HERRENs Ord og gjort, hvad der er ondt i hans Øjne? Hetiten Urias har du dræbt med Sværdet; hans Hustru har du taget til Ægte, og ham har du slået ihjel med Ammoniternes Sværd.

¹⁰Aga nüüd ei lahku mõõk su soost mitte iialgi, sellepärast et sa oled mind põlanud ja oled võtnud hett Uurija naise enesele naiseks.

¹⁰Så skal nu Sværdet aldrig vige fra dit Hus, fordi du ringeagtede mig og tog Hetiten Urias's Hustru til Ægte.

¹¹Nõnda ütleb Issand: Vaata, ma lasen sinu oma soost tulla sulle õnnetusi; ma võtan sinu naised su silma ees ja annan su ligimesele ja tema magab su naistega selle päikese paistes.

¹¹Så siger HERREN: Se, jeg lader Ulykke komme over dig fra dit eget Hus, og jeg tager dine Hustruer bort for Øjnene af dig og giver dem til en anden, som skal ligge hos dine Hustruer ved højlys Dag.

¹²Kuigi sina oled seda teinud salaja, teen mina seda kogu Iisraeli ees ja päise päeva ajal.'

¹²Thi du handlede i det skjulte, men jeg vil opfylde dette Ord i hele Israels Påsyn og ved højlys Dag!"

¹³Siis ütles Taavet Naatanile: 'Mina olen pattu teinud Issanda vastu.' Ja Naatan ütles Taavetile: 'Issand on juba su patu sulle andeks andnud. Sa ei sure.

¹³Da sagde David til Natan: "Jeg har syndet mod HERREN!" Og Natan sagde til David: "Så har HERREN også tilgivet dig din Synd; du skal ikke dø.

¹⁴Ometi, kuna sa selle asja pärast oled pannud Issanda vaenlased teda kõvasti pilkama, siis peab küll poeg, kes sulle on sündinud, kindlasti surema!'

¹⁴Men fordi du ved denne Gerning har vist Foragt for HERREN, skal Sønnen, som er født dig, visselig dø!"

¹⁵Siis Naatan läks koju. Ja Issand lõi last, kelle Uurija naine oli Taavetile ilmale toonud, nõnda et see haigestus.

¹⁵Derpå gik Natan til sit Hus. Og HERREN ramte det Barn, Urias's Hustru havde født David, med Sygdom.

¹⁶Siis Taavet otsis poisi pärast Jumalat; Taavet paastus, ja kui ta koju tuli, siis ta magas ööd maa peal.

¹⁶Da søgte David Gud for Barnet, holdt Faste og gik hen og lagde sig om Natten på Jorden i Sæk.

¹⁷Ta kojavanemad astusid ta juurde, et tõsta teda maast üles, aga ta ei tahtnud ega võtnud koos nendega leiba.

¹⁷De ældste i hans Hus kom til ham for at få ham til at rejse sig, men han vilde ikke, og han holdt ikke Måltid sammen med dem.

¹⁸Ja seitsmendal päeval laps suri. Taaveti sulased aga kartsid temale teatada, et laps oli surnud, sest nad ütlesid: 'Vaata, kui laps oli alles elus, siis me rääkisime temale, aga ta ei kuulanud meie häält. Kuidas võiksime temale öelda, et laps on surnud? Ta võib teha enesele paha!'

¹⁸Syvendedagen døde Barnet; men Davids Folk turde ikke lade ham vide, at Barnet var død, thi de tænkte: "Da Barnet levede, vilde han ikke låne os Øre, når vi talte til ham; hvor kan vi da nu sige til ham, at Barnet er død? Han kunde gøre en Ulykke!"

¹⁹Kui Taavet nägi, et ta sulased isekeskis sosistasid, siis ta mõistis, et laps oli surnud. Ja Taavet küsis oma sulastelt: 'Kas laps on surnud?' Ja need vastasid: 'Surnud.'

¹⁹Men da David så, at hans Folk hviskede sammen, skønnede han, at Barnet var død. Så spurgte David sine Folk: "Er Barnet død?" Og de svarede: "Ja, han er død!"

²⁰Siis Taavet tõusis maast üles, pesi ja võidis ennast, vahetas riideid ning läks Issanda kotta ja kummardas; ja kui ta koju tuli, siis küsis ta süüa ja ta ette pandi leiba ning ta sõi.

²⁰Da rejste David sig fra Jorden, tvættede og salvede sig, tog andre Klæder på og gik ind i HERRENs Hus og bad; så gik han hjem, forlangte at få Mad sat frem og spiste.

²¹Aga tema sulased ütlesid talle: 'Mis see on, mida sa lapse pärast teed? Kui ta elas, sa paastusid ja nutsid, aga kui laps on surnud, sa tõused ja sööd leiba!'

²¹Da sagde hans Folk til ham: "Hvorledes er det dog, du bærer dig ad? Medens Barnet endnu levede, fastede du og græd; og nu da Barnet er død, rejser du dig og spiser!"

²²Ja ta vastas: 'Kui laps alles elas, siis ma paastusin ja nutsin, sest ma mõtlesin: Kes teab, vahest annab Issand mulle armu ja laps jääb elama?

²²Han svarede: "Så længe Barnet levede, fastede jeg og græd; thi jeg tænkte: Måske er HERREN mig nådig, så Barnet bliver i Live.

²³Aga nüüd on ta surnud. Mispärast ma peaksin siis paastuma? Kas ma suudan teda veel tagasi tuua? Mina lähen küll tema juurde, aga tema ei tule tagasi minu juurde.'

²³Men hvorfor skulde jeg faste, nu han er død? Kan jeg bringe ham tilbage igen? Jeg går til ham, men han kommer ikke tilbage til mig!"

²⁴Ja Taavet trööstis oma naist Batsebat, läks ta juurde ja magas temaga; ja naine tõi poja ilmale ning Taavet pani temale nimeks Saalomon. Ja Issand armastas teda

²⁴Derpå trøstede David sin Hustru Batseba, og efter at han var gået ind til hende og havde ligget hos hende, fødte hun en Søn, som han kaldte Salomo, og ham elskede HERREN.

²⁵ning Taavet läkitas ta prohvet Naatani käe alla, kes Issanda pärast nimetas tema Jedidjaks.

²⁵Han overgav ham til Profeten Natan, og på HERRENs Ord kaldte denne ham Jedidja.

²⁶Ja Joab sõdis ammonlaste Rabba vastu ning vallutas kuningalinna.

²⁶Joab angreb imidlertid Rabba i Ammon og indtog Vandbyen.

²⁷Siis Joab läkitas käskjalad Taavetile ütlema: 'Ma olen sõdinud Rabba vastu. Ma olen vallutanud ka veehoidla.

²⁷Derpå sendte Joab Bud til David og lod sige: "Jeg har angrebet Rabba og indtaget Vandbyen;

²⁸Ja nüüd kogu kokku ülejäänud rahvas ja löö leer üles linna alla ning valluta see, et mitte mina ei vallutaks linna ja seda ei nimetataks minu nimega!'

²⁸kald nu Resten af Hæren sammen, så du kan belejre Byen og indtage den, for at det ikke skal blive mig, der indtager den og får mit Navn udråbt over den!"

²⁹Siis Taavet kogus kokku kogu rahva ja läks Rabbasse, sõdis selle vastu ja vallutas selle.

²⁹Da samlede David hele Hæren og drog til Rabba, angreb og indtog det.

³⁰Ja ta võttis nende kuningal krooni peast - see vaagis talendi kulda ja selles oli kalliskivi - ja see pandi Taavetile pähe; ja ta tõi linnast väga palju saaki.

³⁰Og han tog Kronen af Milkoms Hoved; den var af Guld og vejede en Talent; der var en Ædelsten på den, og den blev sat på Davids Hoved. Et vældigt Bytte fra Byen førte han med sig,

³¹Ja rahva, kes seal oli, tõi ta välja ja pani kivisaagide, raudkirkade ja raudkirveste juurde ning laskis ta minna läbi telliskiviahjudest; ja nõnda talitas ta kõigi ammonlaste linnadega. Siis Taavet ja kogu rahvas läksid tagasi Jeruusalemma.

³¹og Indbyggerne slæbte han bort, satte dem til Savene, Jernhakkerne - og Jernøkserne og lod dem trælle ved Teglovnene. Således gjorde han ved alle Ammoniternes Byer. Derpå vendte David og hele Hæren tilbage til Jerusalem.