¹Kuningas oli vapustatud. Ta läks üles väravakambrisse ja nuttis. Ja minnes ta rääkis nõnda: 'Mu poeg Absalom, mu poeg, mu poeg Absalom! Oleksin mina surnud sinu asemel! Absalom, mu poeg, mu poeg!'

¹Joab fik nu Efterretning om, at Kongen græd og sørgede over Absalon,

²Ja Joabile teatati: 'Vaata, kuningas nutab ja leinab Absalomi.'

²og Sejren blev den Dag til Sorg for alt Folket, fordi det hørte, at Kongen sørgede dybt over sin Søn.

³Nõnda muutus võit sel päeval leinaks kogu rahvale, sest rahvas kuulis sel päeval öeldavat: 'Kuningas on kurb oma poja pärast.'

³Og Folket stjal sig den Dag ind i Byen, som man stjæler sig bort af Skam, når man har taget Flugten i Kampen.

⁴Ja rahvas tuli sel päeval linna vargsi, nagu tuleb vargsi rahvas, kes häbeneb, et on lahingust põgenenud.

⁴Kongen havde tilhyllet sit Ansigt og klagede højt: "Min Søn Absalon, min Søn, Absalon, min Søn!"

⁵Kuningas oli katnud oma näo ja kisendas suure häälega: 'Mu poeg Absalom! Absalom, mu poeg, mu poeg!'

⁵Da gik Joab ind til Kongen og sagde: "Du beskæmmer i Dag alle dine Folk, der dog i bag har reddet dit Liv og dine Sønners og Døtres, Hustruers og Medhustruers Liv,

⁶Siis tuli Joab kuninga juurde kotta ja ütles: 'Sa oled täna pannud häbenema kõigi oma sulaste näod, kes täna on päästnud su hinge, samuti su poegade ja tütarde hinged, ja su naiste ja liignaiste hinged,

⁶siden du elsker dem, som hader dig, og hader dem, som elsker dig; thi i dag viser du, at Øverster og Folk er intet for dig. Ja, nu forstår jeg, at du vilde have været tilfreds, hvis Absalon i Dag var i Live og alle vi andre døde.

⁷sellepärast et sa armastad neid, kes sind vihkavad, ja vihkad neid, kes sind armastavad. Sest täna oled sa teinud teatavaks, et sa ei hooli pealikuist ega sulaseist. Ja nüüd ma tean, et kui Absalom elaks ja meie kõik oleksime täna surnud, siis oleks see sinu silmis õige olnud.

⁷Stå nu op og gå ud og tal godt for dine Folk; thi jeg sværger ved HERREN, at hvis du ikke gør det, bliver ikke en eneste Mand hos dig Natten over, og dette vil volde dig større Ulykke end alt, hvad der har ramt dig fra din Ungdom af og til nu!"

⁸Aga tõuse nüüd, mine välja ja kõnele sõbralikult oma sulastega! Sest ma vannun Issanda juures: kui sa välja ei lähe, siis ei jää selleks ööks su juurde enam ainsatki meest. Ja see oleks sulle halvem kui kõik muud õnnetused, mis sind on tabanud su noorusest tänini.' Siis kuningas tõusis ja istus väravasse. Ja kogu rahvale teatati ning öeldi: 'Vaata, kuningas istub väravas.' Siis tuli kogu rahvas kuninga ette.

⁸Så stod Kongen op og satte sig i Porten; og da man fik at vide, at Kongen sad i Porten, kom alt Folket hen og stillede sig foran Kongen. Men efter at Israeliterne var flygtet hver til sit,

⁹Aga kui Iisrael oli põgenenud, igaüks oma telki,

⁹begyndte alt Folket i alle Israels Stammer at gå i Rette med hverandre, idet de sagde: "Kongen frelste os fra vore Fjenders Hånd; det var ham, som reddede os af Filisternes Hånd; og nu har han måttet rømme Landet for Absalon.

¹⁰siis sõneles kogu rahvas kõigis Iisraeli suguharudes, öeldes: 'Kuningas on meid päästnud vaenlaste pihust, tema on meid vabastanud vilistite käest, aga nüüd on ta Absalomi eest maalt põgenenud.

¹⁰Men Absalon, som vi havde salvet til Konge over os, er faldet i Kampen. Hvorfor tøver l da med at føre Kongen tilbage?"

¹¹Ja Absalom, kelle me võidsime eneste üle, on tapluses surnud. Mispärast te siis nüüd ei tee midagi, et kuningat tagasi tuua?'

¹¹Men da alle Israeliternes Ord kom Kong David for Øre, sendte han Bud til Præsterne Zadok og Ebjatar og lod sige: "Tal til Judas Ældste og sig: Hvorfor vil I være de sidste til at føre Kongen tilbage til hans Hus?

¹²Aga kuningas Taavet ise läkitas preestritele Saadokile ja Ebjatarile ütlema: 'Rääkige Juuda vanematega ja öelge: Miks te tahate olla viimased kuningat tema kotta tagasi tooma?' Sest kogu Iisraeli kõned olid jõudnud kuningani ta kotta.

¹²I er jo mine Brødre, I er mit Kød og Blod. Hvorfor vil I være de sidste til at føre Kongen tilbage?

¹³'Teie olete mu vennad, teie olete mu luu ja liha! Miks te tahate siis olla viimased kuningat tagasi tooma?

¹³Og til Amasa skal l sige: Er du ikke mit Kød og Blod? Gud ramme mig både med det ene og det andet, om du ikke for stedse skal være min Hærfører i Joabs Sted!"

¹⁴Ja öelge Amaasale: Eks sa ole mu luu ja liha? Tehku Jumal minuga ükskõik mida, kui sina ei saa Joabi asemel mu väepealikuks kogu oma eluajaks!'

¹⁴Så vendte alle Judas Mænds Hjerter sig til ham, alle som een, og de sendte Bud til Kongen: "Vend tilbage med alle dine Folk!"

¹⁵Nõnda pööras ta kõigi Juuda meeste südamed nagu ainsal mehel, ja nad läkitasid kuningale ütlema: 'Tulge tagasi, sina ja kõik su sulased!'

¹⁵Og da Kongen på Hjemvejen kom til Jordan, var Judæerne kommet til Gilgal for at gå Kongen i Møde og føre ham over Jordan.

¹⁶Ja kuningas läks tagasi ning jõudis Jordani äärde. Aga Juuda oli tulnud Gilgalisse, et minna kuningale vastu ja tuua kuningas üle Jordani.

¹⁶Da skyndte Benjaminiten Simei, Geras Søn, fra Bahurim sig sammen med Judas Mænd ned for at gå Kong David i Møde,

¹⁷Ka Simei, Geera poeg, benjaminlane Bahuurimist, ruttas ja tuli koos Juuda meestega kuningas Taavetile vastu.

¹⁷fulgt af tusind Mænd fra Benjamin. Også Ziba, som var Tjener i Sauls Hus, var med sine femten Sønner og tyve Trælle ilet til Jordan forud for Kongen,

¹⁸Ja koos temaga oli tuhat meest Benjaminist, samuti Siiba, Sauli pere sulane, ja tema viisteist poega ja kakskümmend sulast koos temaga. Need ruttasid Jordani äärde enne kuningat,

¹⁸og de var sat over Vadestedet for at sætte Kongens Hus over og være ham til Tjeneste. Men da Kongen skulde til at gå over Floden kastede Simei, Geras Søn, sig ned for ham

¹⁹et minna koolmest läbi ja tuua üle kuninga pere ja et teha, mis tema silmis hea oli. Ja Simei, Geera poeg, heitis kuninga ette maha, kui see oli minemas üle Jordani,

¹⁹og sagde: "Min Herre tilregne mig ikke min Brøde og tænke ikke mere på, hvad din Træl forbrød, den Dag min Herre Kongen drog bort fra Jerusalem ' Kongen agte ikke derpå;

²⁰ja ütles kuningale: 'Ärgu lugegu mu isand mulle süüks ja ärgu pidagu meeles, kuidas su sulane pattu tegi päeval, kui mu isand kuningas lahkus Jeruusalemmast! Kuningas ärgu võtku seda südamesse!

²⁰thi din Træl ved, at han har syndet, men se, jeg er i Dag den første af hele Josefs Hus, der er kommet herned for at gå min Herre Kongen i Møde!"

²¹Sest su sulane teab, et ma olen pattu teinud. Vaata, seepärast olen ma täna tulnud esimesena kogu Joosepi soost, et tulla vastu oma isandale kuningale.'

²¹Da tog Abisjaj, Zerujas Søn, Ordet og sagde: "Skal Simei ikke lide Døden til Straf for, at han forbandede HERRENs Salvede?"

²²Siis võttis sõna Abisai, Seruja poeg, ja ütles: 'Kas ei tuleks Simei sellepärast surmata, et ta on sajatanud Issanda võitut?'

²²Men David svarede: "Hvad er der mig og eder imellem, I Zerujasønner, at I vil være mine Modstandere i Dag? Skulde nogen i Israel lide Døden i Dag? Ved jeg da ikke, at jeg nu er Konge over Israel?"

²³Aga Taavet ütles: 'Mis on teil minuga tegemist, Seruja pojad, et te täna tahate olla mu vastased? Kas peaks täna Iisraelis kedagi surmatama? Sest eks ma tea, et ma täna olen jälle Iisraeli kuningas!'

²³Derpå sagde Kongen til Simei: "Du skal ikke dø!" Og Kongen tilsvor ham det.

²⁴Ja kuningas ütles Simeile: 'Sina ei sure.' Ja kuningas vandus temale.

²⁴Også Mefibosjet, Sauls Sønnesøn, var draget ned for at gå Kongen i Møde. Han havde ikke plejet sine Fødder eller sit Skæg eller tvættet sine Klæder, fra den Dag Kongen gik bort, til den Dag han kom uskadt tilbage.

²⁵Ka Mefiboset, Sauli poeg, tuli kuningale vastu; aga ta ei olnud hoolitsenud oma jalgade ja habeme eest ja ta ei olnud pesnud oma riideid alates sellest päevast, mil kuningas oli ära läinud, kuni päevani, mil ta tuli rahuga tagasi.

²⁵Da han nu kom fra Jerusalem for at gå Kongen i Møde, sagde Kongen til ham: "Hvorfor fulgte du mig ikke, Mefibosjet?"

²⁶Ja kui ta tuli Jeruusalemmast kuningale vastu, siis küsis kuningas temalt: 'Miks sa ei tulnud minuga, Mefiboset?'

²⁶Han svarede: "Herre Konge, min Træl bedrog mig; thi din Træl bød ham sadle mit Æsel, for at jeg kunde sidde op og følge Kongen; din Træl er jo lam;

²⁷Ta vastas: 'Mu isand kuningas, mu sulane pettis mind. Sest su sulane mõtles: Ma lasen enesele saduldada eesli, sõidan selle seljas ja lähen kuninga juurde, sest su sulane lonkab.

²⁷men i Stedet bagtalte han din Træl hos min Herre Kongen. Dog, min Herre Kongen er jo som en Guds Engel. Gør, hvad du finder for godt!

²⁸Aga tema laimas su sulast mu isanda kuninga juures. Mu isand kuningas aga on ju nagu Jumala ingel: tee siis, mis su silmis hea on!

²⁸Thi skønt hele mit Fædrenehus kun havde Døden at vente af min Herre Kongen, gav du din Træl Plads imellem dine Bordfæller; hvad Ret har jeg da endnu til at kræve noget eller anråbe Kongen?"

²⁹Sest kogu mu isa sugu ei ole mu isandale kuningale olnud muud kui surma väärt, ometi oled sa pannud oma sulase sööjate seltsi sinu lauas. Mis õigust mul siis enam on ja mida peaksin veel kuningale kaebama?'

²⁹Da sagde Kongen til ham: "Hvorfor bliver du ved med at tale? Her er mit Ord: Du og Ziba skal dele Jordegodset!"

³⁰Ja kuningas ütles temale: 'Mis sa sellest enam räägid! Ma olen öelnud: sina ja Siiba jaotage väljad!'

³⁰Mefibosjet svarede Kongen: "Han må gerne få det hele, nu min Herre Kongen er kommet uskadt hjem!"

³¹Aga Mefiboset ütles kuningale: 'Võtku tema kõik, sest mu isand kuningas on tulnud rahuga koju!'

³¹Også Gileaditen Barzillaj drog ned fra Rogelim og fulgte med Kongen for at ledsage ham til Jordan.

³²Ka gileadlane Barsillai oli tulnud Rogelimist alla ja läks koos kuningaga üle Jordani, et saata teda ainult Jordani piirkonnas.

³²Barzillaj var en Olding på firsindstyve År; det var ham, som havde sørget for Kongens Underhold, medens han var i Mahanajim, thi han var en meget velstående Mand.

³³Barsillai oli väga vana, kaheksakümneaastane; ta oli varustanud kuningat, kui see viibis Mahanaimis, sest ta oli väga rikas mees.

³³Kongen sagde nu til Barzillaj: "Følg med mig, jeg vil sørge for, at du i din Alderdom får dit Underhold hos mig i Jerusalem!"

³⁴Ja kuningas ütles Barsillaile: 'Tule koos minuga ja ma toidan sind enese juures Jeruusalemmas!'

³⁴Men Barzillaj svarede Kongen: "Hvor lang Tid har jeg endnu tilbage, at jeg skulde følge med Kongen op til Jerusalem?

³⁵Aga Barsillai vastas kuningale: 'Paljuks mul siis veel on eluaastate päevi, et võiksin minna koos kuningaga Jeruusalemma?

³⁵Jeg er nu firsindstyve År gammel; mon jeg kan skelne mellem godt og ondt, eller mon din Træl har nogen Smag for, hvad jeg spiser eller drikker, mon jeg endnu har Øre for Sangeres og Sangerinders Røst? Hvorfor skulde din Træl da i Fremtiden falde min Herre Kongen til Byrde?

³⁶Ma olen nüüd kaheksakümmend aastat vana; kas ma mõistan enam vahet teha hea ja halva vahel? Või kas tunnen mina, su sulane, enam selle maitset, mida söön ja mida joon? Kas ma kuulen enam lauljate või lauljannade häält? Miks peaks su sulane olema veel koormaks mu isandale kuningale?

³⁶Kun det lille Stykke Vej til Jordan vilde din Træl ledsage Kongen; hvorfor vil Kongen give mig så meget til Gengæld?

³⁷Su sulane läheb ainult pisut maad koos kuningaga üle Jordani. Mispärast peaks kuningas mulle tasuma niisuguse tasuga?

³⁷Lad din Træl vende tilbage, at jeg kan dø i min egen By ved mine Forældres Grav! Men her er din Træl Kimham; lad ham følge med min Herre Kongen, og gør med ham, hvad dig tykkes bedst!"

³⁸Luba ometi oma sulast tagasi minna, et võiksin surra oma linnas oma isa ja ema haua juures! Aga vaata, siin on su sulane Kimham, mingu tema koos mu isanda kuningaga, ja tee temale, mis su silmis hea on!'

³⁸Da sagde Kongen: "Kimham skal følge med mig, og jeg vil gøre med ham, hvad dig tykkes bedst; alt, hvad du ønsker, vil jeg gøre for dig!"

³⁹Siis ütles kuningas: 'Tulgu siis Kimham koos minuga ja ma teen temale, mis sinu silmis hea on. Ja kõik, mida sa minult soovid, ma teen sulle.'

³⁹Derpå gik alle Krigerne over Jordan, medens Kongen blev stående; og Kongen kyssede Barzillaj og velsignede ham, hvorefter Barzillaj vendte tilbage til sit Hjem.

⁴⁰Siis läks kogu rahvas üle Jordani, ja kuningas läks üle. Ja kuningas andis Barsillaile suud ning õnnistas teda. Seejärel läks too tagasi koju.

⁴⁰Så drog Kongen over til Gilgal, og Kimham drog med ham. Hele Judas Folk fulgte med Kongen og desuden Halvdelen af Israels Folk.

⁴¹Kuningas läks Gilgalisse ja Kimham läks koos temaga. Kuninga viis üle kogu Juuda rahvas ja pool Iisraeli rahvast.

⁴¹Men nu kom alle Israeliterne til Kongen og sagde: "Hvorfor har vore Brødre, Judas Mænd, bortført dig og bragt Kongen og hans Hus over Jordan tillige med alle Davids Mænd?"

⁴²Ja vaata, siis tulid kõik teised Iisraeli mehed kuninga juurde ning ütlesid kuningale: 'Mispärast on meie vennad Juuda mehed sinu varastanud ja on viinud kuninga ja tema pere üle Jordani ja kõik Taaveti mehed koos temaga?'

⁴²Da svarede alle Judas Mænd Israels Mænd: "Kongen står jo os nærmest; hvorfor er I vrede over det? Har vi levet af Kongen eller taget noget fra ham?"

⁴³Aga kõik Juuda mehed vastasid Iisraeli meestele: 'Sellepärast et kuningas on meile lähemal. Aga miks süttib teil viha põlema selle asja pärast? Kas me oleme kuninga küljest mõne tüki ära söönud või oleme viinud ta enestele?'

⁴³Israels Mænd svarede Judas Mænd: "Vi har ti Gange Part i kongen, og tilmed har vi Førstefødselsretten fremfor eder; hvorfor har I da tilsidesat os? Og var det ikke os, der først talte om at føre vor Konge tilbage?" Men Judas Mænds Svar var endnu hårdere end Israels Mænds.

⁴⁴Ja Iisraeli mehed kostsid Juuda meestele ning ütlesid: 'Meil on kümme osa kuningast ja Taavetistki on meil rohkem kui teil. Mispärast te siis põlgate meid? Ja kas meie ei kõnelnud esimestena, et me toome tagasi oma kuninga?' Aga Juuda meeste sõna oli kõvem kui Iisraeli meeste sõna.