¹Ja Taavet kõneles selle laulu sõnad Issandale sel ajal, kui Issand oli ta päästnud kõigi ta vaenlaste käest ja Sauli käest.

¹David sang HERREN denne Sang, dengang HERREN havde frelst ham af alle hans Fjenders og af Sauls Hånd.

²Ta ütles nõnda: 'Issand on mu kalju, mu mäelinnus ja mu päästja.

²Han sang: "HERRE, min Klippe, min Borg, min Befrier,

³Mu Jumal on mu kalju, kus ma pelgupaika otsin, mu kilp ja abisarv, mu kõrge kants ja varjupaik. Mu päästja, sa päästad mind vägivallast.

³min Gud, mit Bjerg, hvortil jeg tyr, mit Skjold, mit Frelseshorn, mit Værn, min Tilflugt, min Frelser, som frelser mig fra Vold!

⁴'Kiidetud olgu Issand!' nõnda ma hüüan ja ma pääsen oma vaenlaste käest.

⁴Jeg påkalder HERREN, den Højlovede, og frelses fra mine Fjender.

⁵Sest surmalained piirasid mind ja nurjatuse jõed tegid mulle hirmu.

⁵Dødens Brændinger omsluttede mig, Ødelæggelsens Strømme forfærdede mig,

⁶Surmavalla köied ümbritsesid mind, surma võrgud sattusid mu ette.

⁶Dødsrigets Reb omspændte mig, Dødens Snarer faldt over mig;

⁷Oma kitsikuses ma hüüdsin Issandat ja kisendasin oma Jumala poole. Ta kuulis mu häält oma templist ja mu appihüüd jõudis ta kõrvu.

⁷i min Vånde påkaldte jeg HERREN og råbte til min Gud. Han hørte min Røst fra sin Helligdom, mit Råb fandt ind til hans Ører!

⁸Siis värises ja vabises maa, taeva alused kõikusid ja põrusid, sest ta viha süttis.

⁸Da rystede Jorden og skjalv, Himlens Grundvolde bæved og rysted, thi hans Vrede blussede op.

⁹Suits tõusis ta sõõrmeist ja tuli ta suust oli neelamas, tulised söed lõõmasid tema seest.

⁹Røg for ud af hans Næse, fortærende Ild af hans Mund, Gløder gnistrede fra ham.

¹⁰Ta vajutas taeva ja tuli maha, ja ta jalge all oli tume pilv.

¹⁰Han sænkede Himlen, steg ned med Skymulm under sine Fødder;

¹¹Ta sõitis keerubi peal ja lendas ning teda nähti tuule tiibadel.

¹¹båret af Keruber fløj han, svæved på Vindens Vinger;

¹²Ta pani onniks enese ümber pimeduse, mustavad veed, paksud pilved.

¹²han omgav sig med Mulm som en Bolig, mørke Vandmasser, vandfyldte Skyer.

¹³Kumast tema ees lõõmasid tulised söed.

¹³Fra Glansen foran ham for der Hagl og Ildgløder ud.

¹⁴Issand müristas taevast ja Kõigekõrgem andis kuulda oma häält.

¹⁴HERREN tordned fra Himlen, den Højeste lod høre sin Røst;

¹⁵Ta ambus nooli ja pillutas neid, heitis välke ja pani need sähvima.

¹⁵han udslynged Pile, adsplittede dem, lod Lynene funkle og skræmmede dem.

¹⁶Siis said nähtavaks mere sügavused, maailma alused paljastusid Issanda sõitluse läbi tema sõõrmete tuule puhangust.

¹⁶Havets Bund kom til Syne, Jordens Grundvolde blottedes ved HERRENs Trusel, for hans Vredes Pust.

¹⁷Ta ulatas kõrgusest käe, ta võttis minu, ta tõmbas mu välja suurest veest.

¹⁷Han udrakte Hånden fra det høje og greb mig, drog mig op af de vældige Vande,

¹⁸Ta päästis minu mu tugeva vaenlase käest, mu vihkajate käest, sest nad olid minust vägevamad.

¹⁸frelste mig fra mine mægtige Fjender, fra mine Avindsmænd; de var mig for stærke.

¹⁹Nad tulid mu kallale mu õnnetuse päeval, aga Issand oli mulle toeks.

¹⁹På min Ulykkes Dag faldt de over mig, men HERREN blev mig et Værn.

²⁰Ta tõi mu välja avarusse, ta päästis minu, sest tal oli minust hea meel.

²⁰Han førte mig ud i åbent Land, han frelste mig, thi han havde Behag i mig.

²¹Issand teeb mulle head mu õigust mööda, ta tasub mulle mu käte puhtust mööda.

²¹HERREN gengældte mig efter min Retfærd, lønned mig efter mine Hænders Uskyld;

²²Sest ma hoidsin Issanda teid ega taganenud õelasti Jumalast.

²²thi jeg holdt mig til HERRENs Veje, svigted i Gudløshed ikke min Gud;

²³Sest kõik ta seadlused on mu ees ja ma ei hüljanud tema määrusi.

²³hans Bud stod mig alle for Øje, jeg veg ikke fra hans Love.

²⁴Ma olin laitmatu tema ees ja hoidusin oma pahateost.

²⁴Ustraffelig var jeg for ham og vogtede mig for Brøde.

²⁵Seepärast Issand tasus mulle mu õigust mööda, mu puhtust mööda tema silma ees.

²⁵HERREN lønned mig efter min Retfærd, mine Hænders Uskyld, som var ham for Øje!

²⁶Heldele sa osutad heldust, laitmatu mehe vastu sa oled laitmatu;

²⁶Du viser dig from mod den fromme, retsindig mod den retsindige,

²⁷puhta vastu sa oled puhas ja kõvera vastu sa osutud keeruliseks.

²⁷du viser dig ren mod den rene og vrang mod den svigefulde.

²⁸Sa päästad viletsa rahva, aga sinu silmad on suureliste vastu, sa alandad nad.

²⁸De arme giver du Frelse, hovmodiges Øjne Skam!

²⁹Sest sina, Issand, oled mu lamp, ja Issand valgustab mu pimedust.

²⁹Ja, du er min Lampe, HERRE! HERREN opklarer mit Mørke.

³⁰Sest sinuga ma jooksen väehulga kallale, oma Jumalaga ma hüppan üle müüri.

³⁰Thi ved din Hjælp søndrer jeg Mure, ved min Guds Hjælp springer jeg over Volde.

³¹Jumala tee on laitmatu, Issanda kõne on sulatatud puhtaks; tema on kilbiks kõigile, kes tema juures pelgupaika otsivad.

³¹Fuldkommen er Guds Vej, lutret er HERRENs Ord. Han er et Skjold for alle, der sætter deres Lid til ham.

³²Sest kes on Jumal peale Issanda? Ja kes muu on kalju, kui mitte meie Jumal?

³²Ja, hvem er Gud uden HERREN, hvem er en Klippe uden vor Gud,

³³Jumal on mu tugev paik ja vägi, tema teeb laitmatuks mu tee.

³³den Gud, der omgjorded mig med Kraft, jævnede Vejen for mig,

³⁴Ta teeb mu jalad emahirve jalgade sarnaseks ja paneb mind seisma mu kõrgustikele.

³⁴gjorde mine Fødder som Hindens og gav mig Fodfæste på Højne,

³⁵Ta õpetab mu käsi sõdima ja mu käsivart vaskambu vinnastama.

³⁵oplærte min Hånd til Krig, så mine Arme spændte Kobberbuen?

³⁶Sa annad mulle oma päästekilbi ja su alandus teeb mind suureks.

³⁶Du gav mig din Frelses Skjold, din Nedladelse gjorde mig stor;

³⁷Sa teed maa avaraks mu sammule, et mu luupeksed ei libiseks.

³⁷du skaffede Plads for mine Skridt, mine Ankler vaklede ikke.

³⁸Ma tahan jälitada oma vaenlasi ja nad hävitada ega taha tulla tagasi enne, kui olen teinud neile lõpu.

³⁸Jeg jog mine Fjender, indhentede dem, vendte først om, da de var gjort til intet,

³⁹Ma tahan teha neile lõpu ja nad purustada, nõnda et nad enam ei tõuse, vaid langevad mu jalge alla.

³⁹slog dem ned, så de ej kunde rejse sig, men lå faldne under min Fod.

⁴⁰Sa vöötad mind rammuga sõja jaoks, sa surud kokku mu alla need, kes tõusevad mu vastu.

⁴⁰Du omgjorded mig med Kraft til Kampen, mine Modstandere tvang du i Knæ for mig;

⁴¹Sa pöörad minu poole mu vaenlaste selja, ma hävitan oma vihamehed.

⁴¹du slog mine Fjender på Flugt mine Avindsmænd ryddede jeg af Vejen.

⁴²Nad vaatavad ümber, aga päästjat ei ole; hüüavad Issanda poole, aga ta ei vasta neile.

⁴²De råbte, men ingen hjalp, til HERREN, han svared dem ikke.

⁴³Nüüd ma hõõrun nad pihuks nagu maa tolmu; ma põrmustan ja sõtkun nad puruks nagu tänavate pori.

⁴³Jeg knuste dem som Jordens Støv, som Gadeskarn tramped jeg på dem.

⁴⁴Sina päästad minu mu rahva riidlemistest; sa hoiad mind paganate peaks. Rahvad, keda ma ei tunne, hakkavad mind teenima.

⁴⁴Du friede mig af Folkekampe, du satte mig til Folkeslags Høvding; nu tjener mig ukendte Folk;

⁴⁵Võõra rahva lapsed meelitavad mind, kuulduste peale nad kuulevad mu sõna.

⁴⁵Udlandets Sønner kryber for mig; blot de hører om mig, lyder de mig:

⁴⁶Võõra rahva lapsed nõrkevad ja nad vöötavad endid oma linnustest välja tulles.

⁴⁶Udlandets Sønner vansmægter, kommer skælvende frem af deres Skjul.

⁴⁷Issand elab, kiidetud olgu mu kalju! Ülistatud olgu Jumal, mu päästekalju,

⁴⁷HERREN lever, højlovet min Klippe, ophøjet være min Frelses Gud,

⁴⁸Jumal, kes mulle annab kättemaksmise ja alistab mulle rahvad,

⁴⁸den Gud, som giver mig Hævn, lægger Folkeslag under min Fod

⁴⁹sina, kes viid mind ära mu vaenlaste käest, tõstad mind kõrgele mu vastaste eest ja vabastad minu vägivalla meeste käest.

⁴⁹og frier mig fra mine Fjender! Du ophøjer mig over mine Modstandere, fra Voldsmænd frelser du mig.

⁵⁰Sellepärast ma tänan sind, Issand, paganate seas ja laulan kiitust su nimele,

⁵⁰HERRE, derfor priser jeg dig blandt Folkene og lovsynger dit Navn,

⁵¹kes teed suureks oma kuninga õnne ning osutad heldust oma võitule, Taavetile ja tema soole igavesti!'

⁵¹du, som kraftig hjælper din Konge og viser din Salvede Miskundhed. David og hans Æt evindelig.