¹'Kolmekümnendal aastal, neljanda kuu viiendal päeval, kui ma olin vangide seas Kebari jõe ääres, sündis, et taevad avanesid ja ma nägin Jumala nägemusi.'

¹I det tredivte År på den femte dag i den fjerde Måned da jeg var bandt de landflygtige ved Floden Kebar, skete det, at Himmelen åbnede sig, og jeg skuede Syner fra Gud.

²Kuu viiendal päeval, kuningas Joojakini vangiviimise viiendal aastal

²Den femte Dag i Måneden - det var det femte År efter at Kong Jojakin var bortført -

³tuli Issanda sõna preester Hesekielile, Buusi pojale, kaldealaste maal Kebari jõe ääres; ja Issanda käsi tuli seal tema peale.

³kom HERRENs Ord til Præsten Ezekiel, Buzis Søn, i Kaldæernes Land ved Floden Kebar, og HERRENs Hånd kom over ham der.

⁴'Ja ma vaatasin, ja ennäe, põhja poolt tuli marutuul suure pilve ja lõõmava tulega. Ja pilve ümber oli kuma, ja keskelt, tule keskelt, paistis otsekui hiilgav metall.

⁴Jeg skuede og se, et Stormvejr kom fra Nord, og en vældig Sky fulgte med, omgivet af Stråleglans og hvirvlende Ild, i hvis Midte det glimtede som funklende Malm.

⁵Ja keset seda paistis midagi, mis koosnes neljast olevusest. Nende välimus oli niisugune: nad olid inimese sarnased,

⁵Midt i Ilden var der noget ligesom fire levende Væsener, og de så således ud: De havde et Menneskes Skikkelse;

⁶aga igaühel oli neli nägu ja igaühel oli neli tiiba.

⁶men de havde hver fire Ansigter og fire Vinger;

⁷Nende jalad olid sirged ja nende labajalad olid nagu vasika sõrad. Ja nad hiilgasid nagu läikiv vask.

⁷deres Ben var lige og deres Fodsåler som en Kalvs; de skinnede som funklende Kobber, og deres Vingeslag var hurtigt;

⁸Neil olid inimese käed tiibade all, neljas küljes; ja neil neljal olid oma näod ja oma tiivad.

⁸der var Menneskehænder under Vingerne på alle fire Sider.

⁹Nende tiivad puudutasid üksteist. Liikudes nad ei pöördunud, igaüks läks otse edasi.

⁹De fire levende Væseners Ansigter vendte sig ikke, når de gik, men de gik alle lige ud".

¹⁰Ja nende näod olid niisugused: esiküljel inimese nägu, neliku paremal küljel lõvi nägu, neliku vasakul küljel härja nägu ja neliku tagaküljel kotka nägu.

¹⁰Ansigterne så således ud: De havde alle fire et Menneskeansigt fortil, et Løveansigt til højre, et Okseansigt til venstre og et Ørneansigt bagtil;

¹¹Niisugused olid nende näod. Ja nende tiivad olid laiali laotatud ülespoole; igaühel oli kaks tiiba vastastikuseks puudutamiseks ja kaks tiiba katsid nende ihu.

¹¹Vingerne var på dem alle fire udbredt opad, således at to og to rørte hinanden, og to skjulte deres Legemer.

¹²Nad liikusid igaüks otse edasi: kuhu vaim iganes tahtis minna, sinna nad läksid, liikudes nad ei pöördunud.

¹²De gik alle lige ud; hvor Ånden vilde have dem hen gik de; de vendte sig ikke, når de gik.

¹³Ja olevuste vahel oli näha otsekui tuliseid süsi, mis põlesid tõrvikute sarnaselt, liikudes olevuste vahel sinna-tänna; ja tulel oli kuma ning tulest tuli välja välk.

¹³Midt imellem de levende Væsener var der noget som glødende Kul at se til, som Blus, der for hid og did imellem dem, og Ilden udsendte Stråleglans, og Lyn for ud derfra.

¹⁴Ja olevused jooksid sinna-tänna, otsekui lööks välku.

¹⁴Og Væsenerne løb frem og tilbage, som Lynglimt at se til

¹⁵Siis ma vaatasin olevusi, ja ennäe, olevuste kõrval, igas neljas esiküljes, oli maas üks ratas.

¹⁵Videre skuede jeg, og se, der var et Hjul på Jorden ved Siden af hvert af de fire levende Væsener;

¹⁶Rataste välimus ja nende tegumood: need helkisid nagu krüsoliit ja kõigil neljal oli ühesugune kuju. Need olid välimuselt ja tegumoelt, nagu oleks ratas olnud ratta sees.

¹⁶og Hjulene var at se til som funklende Krysolit; de så alle fire ens ud, og de var lavet således, at der i hvert Hjul var et andet Hjul;

¹⁷Liikudes nad läksid neljas eri suunas, liikudes nad ei pöördunud.

¹⁷de kunde derfor gå til alle fire Sider; de vendte sig ikke, når de gik.

¹⁸Ja nende rattapöiad olid kõrged ning kohutavad; ja sel nelikul olid rattapöiad ümberringi täis silmi.

¹⁸Videre skuede jeg, og se, der var Fælge på dem, og Fælgene var på dem alle fire rundt om fulde af Øjne.

¹⁹Ja kui olevused liikusid, siis liikusid rattad nende kõrval; ja kui olevused tõusid maast üles, siis tõusid üles ka rattad.

¹⁹Og når de levende Væsener gik, gik også Hjulene ved Siden af, og når Væsenerne løftede sig fra Jorden, løftede også Hjulene sig;

²⁰Kuhu vaim iganes läks, sinna läksid needki, sinna, kuhu vaim tahtis minna. Rattad tõusid üles samuti kui nemad, sest rattais oli olevuste vaim.

²⁰hvor Ånden vilde have dem hen, gik Hjulene, og de løftede sig samtidig, thi det levende Væsens Ånd var i Hjulene;

²¹Kui olevused liikusid, siis liikusid nemadki, ja kui need seisid, siis seisid nemadki; kui olevused tõusid maast üles, siis tõusid selsamal kombel ka rattad, sest rattais oli olevuste vaim.

²¹når Væsenerne gik, gik også de; når de standsede, standsede også de, og når de løftede sig fra Jorden, løftede også Hjulene sig samtidig, thi det levende Væsens Ånd var i Hjulene.

²²Ja olevuste peade kohal oli midagi taevalaotuse taolist, kohutav nagu jää, mis oli välja laotatud ülal nende peade kohal.

²²Oven over Væsenernes Hoveder var der noget ligesom en Himmelhvælving, funklende som Krystal, udspændt oven over deres Hoveder;

²³Ja laotuse all olid nende tiivad üksteise poole välja sirutatud; igaühel oli kaks tiiba oma keha katmiseks.

²³og under Hvælvingen var deres Vinger udspændt, den ene mod den anden; hvert af dem havde desuden to, som skjulte deres Legemer.

²⁴Kui nad liikusid, siis ma kuulsin nende tiibade kahinat otsekui suurte vete kohinat, otsekui Kõigevägevama häält, müristamise kaja - otsekui sõjaleeri kära. Kui nad seisid, siis nad lasksid oma tiivad longu.

²⁴Og når de gik, lød Vingesuset for mig som mange Vandes Brus, som den Almægtiges Røst; det buldrede som en Hær.

²⁵Ja hääl kuuldus taevalaotuse pealt, mis oli nende peade kohal; kui nad seisid, siis nad lasksid oma tiivad longu.

²⁵Det drønede oven over Hvælvingen over deres Hoveder; men når de stod, sænkede de Vingerne.

²⁶Ja nende peade kohal oleva taevalaotuse peal oli midagi, mis paistis safiirikividena, midagi aujärje sarnast. Ja selle aujärje sarnase peal, ülal selle peal, oli keegi, kes oli välimuselt inimese sarnane.

²⁶Men oven over Hvælvingen over deres Hoveder var der noget som Safir at se til, noget ligesom en Trone, og på den, ovenover, var der noget ligesom et Menneske at se til.

²⁷Ja ma nägin otsekui hiilgavat metalli, pealtnäha nagu tuld, millel oli kuma ümber, ülalpool sellest, mis paistis olevat ta niuded; allpool sellest, mis paistis olevat ta niuded, nägin ma pealtnäha nagu tuld ja sellel oli kuma ümber.

²⁷Og jeg skuede noget som funklende Malm fra det, der så ud som hans Hofter, og opefter; og fra det, der så ud som hans Hofter, og nedefter skuede jeg noget som Ild at se til; og Stråleglans omgav ham.

²⁸Otsekui vikerkaare paiste, mis vihmapäeval on pilvis, oli kuma paiste ümberringi. See oli Issanda auhiilguse ilmutuse paiste! Ja kui ma seda nägin, siis ma langesin silmili maha ja kuulsin häält, mis kõneles.

²⁸Som Regnbuen, der viser sig i Skyen på en Regnvejrsdag, var Stråleglansen om ham at se til. Således så HERRENs Herlighedsåbenbarelse ud. Da jeg skuede det, faldt jeg på mit Ansigt. Og jeg hørte en Røst, som talede.