¹Ja üheksandal aastal, kümnenda kuu kümnendal päeval tuli mulle Issanda sõna; ta ütles:

¹HERRENs Ord kom i det niende år på den tiende dag i den tiende Måned til mig således:

²'Inimesepoeg, kirjuta enesele üles päeva nimi, just tänase päeva nimi: Paabeli kuningas ründab Jeruusalemma just täna!

²Menneskesøn, opskriv dig Navnet på denne Dag, Dagen i Dag, thi netop i Dag har Babels Konge kastet sig over Jerusalem.

³Ja räägi vastupanijale soole tähendamissõna ning ütle neile: Nõnda ütleb Issand Jumal: Pane pott tulele, pane, ja vala sisse ka vett!

³Og tal i Lignelse til den genstridige Slægt og sig: Så siger den Herre HERREN: Sæt kedelen over, sæt den over; kom også Vand deri;

⁴Kogu sellesse lihatükid, kõik head tükid: saps ja abaluu, täida see valitud kontidega!

⁴læg Kødstykker i, alle Hånde gode Stykker, Kølle og Bov, fyld den med udsøgte Knogler;

⁵Võta valitud lammas ja lao selle alla ka puid; keeda vägevasti, hauta selle sees ta kontegi!

⁵tag af Hjordens bedste Dyr og læg en Stabel Brænde under den; kog Stykkerne, så også Knoglerne koges ud!

⁶Seepärast ütleb Issand Jumal nõnda: Häda veresüüga linnale, roostetanud potile, mille küljest rooste ära ei lähe! Tühjenda see tükk tüki järel ilma liisku heitmata!

⁶Derfor, så siger den Herre HERREN: Ve Blodbyen, den rustne Kedel, hvis Rust ikke er gået af. Stykke efter Stykke giver den fra sig; der kastes ikke Lod om dem;

⁷Sest tema valatud veri on tema keskel: ta pani selle palja kalju peale ega valanud maha, et seda põrmuga katta.

⁷thi Blodet er endnu midti Byen; den hældte det på den nøgne Klippe og udgød det ikke på Jorden for at dække det med Muld.

⁸Viha õhutamiseks, kättemaksu teostamiseks panin ka mina tema vere palja kalju peale, et seda ei saaks peita.

⁸For at fremkalde Vrede, for at tage Hævn hældte jeg Blodet på den nøgne klippe uden at dække det.

⁹Seepärast ütleb Issand Jumal nõnda: Häda veresüüga linnale! Minagi suurendan tuleriita.

⁹Derfor, så siger den Herre HERREN: Ve Blodbyen! Nu vil også jeg gøre brændestabelen stor;

¹⁰Lisa puid, süüta tuli, keeda liha pehmeks, keeda leent, nii et kondid hakkavad kõrbema!

¹⁰hent brænde i Mængde, lad Ilden lue og Kødet blive mørt, hæld Suppen ud og lad Benene brændes

¹¹Pane siis pott tühjalt süte peale, et see kuumeneks ja vask hakkaks hõõguma, et selle mustus sulaks, rooste kaoks!

¹¹og sæt kedelen tom på de glødende kul, for at den kan blive så hed, at Kobberet gløder og Urenheden smelter; Rusten skal svinde!

¹²Vaeva on nähtud, aga selle küljest ei ole läinud see rohke rooste - see ei kadunud tuleski!

¹²Møje har den kostet, men den megen Rust gik ikke af. I Ilden med Rusten!

¹³Oma häbiväärse mustuse tõttu - ma tahtsin sind küll puhastada, aga sina ei läinud puhtaks oma mustusest - sina ei saagi enam puhtaks, enne kui ma olen su kallal vaigistanud oma viha.

¹³Fordi du er uren af Utugt, fordi du ikke kom af med din Urenhed, skønt jeg rensede dig, skal du ikke blive ren igen, før jeg har kølet min Harme på dig.

¹⁴Mina, Issand, olen rääkinud. See sünnib ja seda ma teen. Ma ei jäta seda unarusse ja ma ei kurvasta ega kahetse: su teede ja tegude järgi mõistetakse kohut su üle, ütleb Issand Jumal.'

¹⁴Jeg, HERREN, har talet, og det kommer! Jeg griber ind og opgiver det ikke, jeg skåner ikke og angre ej heller; efter dine Veje og dine Gerninger vil jeg dømme dig, lyder det fra den Herre HERREN.

¹⁵Ja mulle tuli Issanda sõna; ta ütles:

¹⁵HERRENs Ord kom til mig således:

¹⁶'Inimesepoeg, vaata, äkilise surma läbi ma võtan sinult ära su silmarõõmu, aga ära kaeba ega nuta ja sul ärgu tulgu pisaratki!

¹⁶Menneskesøn! Se, jeg tager dine Øjnes Lyst fra dig ved en brat Død; men du skal ikke klage eller græde; du skal ikke fælde Tårer;

¹⁷Oiga tasa, ära tee leinakaebust surnute pärast! Mähi enesele peamähis pähe ja pane jalatsid jalga, ära kata kinni oma habet ja ära söö leinaleiba!'

¹⁷suk i Stilhed og hold ikke Døde klage, bind Huen på og tag Sko på Fødderne, tilhyl ikke dit Skæg og spis ikke Sørgebrød!

¹⁸Kui ma hommikul rääkisin seda rahvale - õhtul oli surnud mu naine ja ma tegin järgmisel hommikul, nagu mind oli kästud -,

¹⁸Tal så om Morgenen til Folket! - Så døde min Hustru om Aftenen, og næste Morgen gjorde jeg, som mig var pålagt.

¹⁹siis ütles rahvas mulle: 'Kas sa ei seletaks meile, mis tähendus on sellel meie kohta, et sa nõnda teed?'

¹⁹Og da Folket sagde til mig: "Vil du ikke lade os vide, hvad det, du der gør, skal sige os?"

²⁰Ja ma vastasin neile: 'Mulle tuli Issanda sõna; ta ütles:

²⁰svarede jeg: "HERRENs Ord kom til mig således:

²¹Ütle Iisraeli soole: Nõnda ütleb Issand Jumal: Vaata, mina teotan ära oma pühamu, teie võimu uhkuse, teie silmade rõõmu ja teie hinge igatsuse; ja teie pojad ja tütred, kes teile järele jäävad, langevad mõõga läbi.

²¹Sig til Israels Hus: Så siger den Herre HERREN: Se, jeg vil vanhellige min Helligdom, eders Hovmods Stolthed, eders Øjnes Lyst, eders Sjæles Længsel; og de Sønner og Døtre, I lod tilbage, skal falde for Sværdet!

²²Siis te teete, nagu mina olen teinud: te ei kata kinni oma habet ega söö leinaleiba,

²²Og I skal gøre, som jeg nu gør: I skal ikke tilhylle eders Skæg eller spise Sørgebrød;

²³teil on peamähis peas ja jalatsid jalas; te ei kaeba ega nuta, vaid hääbute oma süütegudes ja ägate isekeskis.

²³eders Huer skal blive på Hovederne og eders Sko på Fødderne; I skal ikke klage eller græde, men svinde hen i eders Synder og sukke for hverandre.

²⁴Hesekiel on teile endeks: just nagu tema on teinud, peate teiegi tegema. Kui see sünnib, siis te saate tunda, et mina olen Issand Jumal.

²⁴Ezekiel skal være eder et Tegn; når det sker, skal I gøre, som han gør; og I skal kende, at jeg er den Herre HERREN,"

²⁵Ja sina, inimesepoeg! Tõesti, sel päeval, kui ma võtan neilt ära nende pelgupaiga, nende suurepärase rõõmu, nende silmarõõmu ja hinge igatsuse, nende pojad ja tütred,

²⁵Og du, Menneskesøn! På den Dag jeg tager deres Værn, deres herlige Fryd, deres Øjnes Lyst og deres Sjæles Længsel, deres Sønner og Døtre fra dem,

²⁶sel päeval jõuab su juurde põgenik, et seda kuulutada su kõrvade kuuldes.

²⁶på den Dag skal en Flygtning komme til dig og melde det for dine Ører;

²⁷Sel päeval, kui põgenik tuleb, avaneb su suu ja sa räägid ega ole enam tumm. Sina oled neile endeks ja nad saavad tunda, et mina olen Issand.'

²⁷på den Dag skal din Mund åbnes, når Flygtningen kommer, og du skal tale og ikke mere være stum; du skal være dem et Tegn; og de skal kende, at jeg er HERREN.