¹Ja ta ütles mulle: 'Inimesepoeg, söö, mis sulle antakse! Söö ära see rullraamat ja mine räägi Iisraeli soole!'

¹Så sagde han til mig: "Menneskesøn, slug hvad du her har for dig, slug denne Bogrulle og gå så hen og tal til Israels Hus!"

²Siis ma avasin oma suu ja ta andis mulle süüa selle rullraamatu.

²Så åbnede jeg Munden, og han lod mig sluge Bogrullen

³Ja ta ütles mulle: 'Inimesepoeg, täida oma kõht ja toida oma sisemus selle rullraamatuga, mille ma sulle annan!' Siis ma sõin ja see oli mu suus magus nagu mesi.

³og sagde til mig: "Menneskesøn! Lad din Bug fortære den Bogrulle, jeg her giver dig, og fyld dine Indvolde dermed!" Og jeg slugte den, og den var sød som Honning i min Mund.

⁴Ja ta ütles mulle: 'Inimesepoeg, tule! Mine Iisraeli soo juurde ja räägi neile minu sõnu!

⁴Så sagde han til mig: "Menneskesøn, gå til Israels Hus og tal mine Ord til dem!

⁵Sest sind ei läkitata mitte umbkeelse või kange keelega rahva juurde, vaid Iisraeli soo juurde,

⁵Thi du sendes til Israels Folk, ikke til et Folk med dybt Mål og tungt Mæle,

⁶mitte paljude rahvaste juurde, kes on umbkeelsed ja kange keelega, kelle sõnu sa ei mõista. Tõesti, kui ma läkitaksin sind nende juurde, nad kuulaksid sind.

⁶ikke til mange Hånde Folkeslag med dybt Mål og tungt Mæle, hvis Tale du ikke fatter, hvis jeg sendte dig til dem, vilde de høre dig.

⁷Aga Iisraeli sugu ei taha sind kuulata, sest nad ei taha mindki kuulata. Sest kogu Iisraeli sugu on kõva laubaga ja paadunud südamega.

⁷Men Israels Hus vil ikke høre dig, thi de vil ikke høre mig; thi hele Israels Hus har hårde Pander og stive Hjerter.

⁸Vaata, ma teen su palge karmiks, nagu on nende palged, ja su lauba kõvaks, nagu on nende laubad.

⁸Se, jeg gør dit Ansigt hårdt som deres Ansigter og din Pande hård som deres Pander;

⁹Teemandi sarnaseks, ränikivist kõvemaks teen ma su lauba. Ära karda neid ja ära kohku nende ees - nad on ju vastupanija sugu!'

⁹som Diamant, hårdere end Flint gør jeg din Pande. Frygt ikke for dem og vær ikke ræd for deres Ansigter, thi de er en genstridig Slægt!"

¹⁰Ja ta ütles mulle: 'Inimesepoeg, kõik mu sõnad, mis ma sulle räägin, võta südamesse ja kuule neid oma kõrvaga!

¹⁰Videre sagde han til mig: "Menneskesøn, alle mine Ord, som jeg taler til dig, skal du optage i dit Hjerte og høre med dine Ører;

¹¹Ja mine vangide juurde, oma rahva laste juurde, ja räägi nendega ning ütle neile: Nõnda ütleb Issand Jumal; kuulaku nad või ärgu kuulaku!'

¹¹og gå så hen til dine landflygtige Landsmænd og tal til dem og sig: Så siger den Herre HERREN! - hvad enten de så hører eller ej!"

¹²Siis tõstis Vaim mu üles ja ma kuulsin enda taga suurt müra; 'Õnnistatud olgu Issanda auhiilgus oma paigas!',

¹²Så løftede Ånden mig, og jeg hørte bag mig Larmen af et vældigt Jordskælv, da HERRENs Herlighed hævede sig fra sit Sted,

¹³ja olevuste tiibade kahinat, mis üksteist puudutasid, ja nendega üheaegselt rataste raginat ja suurt mürinat.

¹³og Suset af de levende Væseners Vinger, der rørte hverandre, og samtidig Lyden af Hjulene og Larmen af Jordskælvet.

¹⁴Ja Vaim tõstis mu üles ja võttis minu, ja ma läksin sügava sisemise erutusega; Issanda käsi oli tugevasti mu peal.

¹⁴Og Ånden løftede mig og førte mig bort, og jeg vandrede bitter og gram i Hu, idet HERRENs Hånd var over mig med Vælde.

¹⁵Ja ma tulin Tel-Abibi vangide juurde, kes elasid Kebari jõe ääres; ja seal, kus nad elasid, istusin ma vaikides nende keskel seitse päeva.

¹⁵Så kom jeg til de landflygtige i Tel-Abib, de, som boede ved Floden Kebar, og der sad jeg syv Dage iblandt dem og stirrede hen for mig.

¹⁶Aga seitsme päeva pärast tuli mulle Issanda sõna; ta ütles:

¹⁶Syv Dage senere kom HERRENs Ord til mig således:

¹⁷'Inimesepoeg, ma olen sind pannud vahimeheks Iisraeli soole. Ja kui sa kuuled sõna mu suust, siis sa pead neid minu poolt manitsema.

¹⁷Menneskesøn! Jeg sætter dig til Vægter for Israels Hus; hører du et Ord af min Mund, skal du advare dem fra mig.

¹⁸Kui ma ütlen õelale: 'Sa pead surema!', kuid sina ei manitse teda ega räägi, et manitseda õelat pöörduma oma õeluse teelt, et hoida teda elus, siis see õel küll sureb oma süü pärast, aga tema verd ma nõuan sinu käest.

¹⁸Når jeg siger til den gudløse: "Du skal visselig dø!" og du ikke advarer ham eller for at bevare hans Liv taler til ham om at omvende sig fra sin gudløse Vej, så skal samme gudløse dø for sin Misgerning, men hans Blod vil jeg kræve af din Hånd.

¹⁹Aga kui sa õelat manitsed ja tema ei pöördu oma õelusest või oma õeluse teelt, siis ta sureb oma süü pärast, sina aga oled päästnud oma hinge.

¹⁹Advarer du derimod den gudløse, og han ikke omvender sig fra sin Gudløshed og sin Vej, så skal samme gudløse dø for sin Misgerning, men du har reddet din Sjæl.

²⁰Ja kui õige pöördub oma õigusest ja teeb ülekohut, siis ma panen ta ette komistuskivi ja ta peab surema; kui sa teda ei ole manitsenud, siis ta peab surema oma patu pärast ja ta õigeid tegusid, mis ta oli teinud, ei peeta meeles; aga tema verd ma nõuan sinu käest.

²⁰Og når en retfærdig vender sig fra sin Retfærdighed og gør Uret, og jeg lægger Anstød for ham, så han dør, og du ikke har advaret ham, så dør han for sin Synd, og den Retfærdighed, han har øvet, skal ikke tilregnes ham, men hans Blod vil jeg kræve af din Hånd.

²¹Ent kui sa õiget manitsed, et õige ei teeks pattu, ja tema ei teegi pattu, siis ta jääb tõesti elama, sest ta on lasknud ennast manitseda ja sina oled päästnud oma hinge.'

²¹Har du derimod advaret den retfærdige mod at synde, og han ikke synder, så skal samme retfærdige leve, fordi han lod sig advare, og du har reddet din Sjæl.

²²Issanda käsi tuli seal minu peale ja ta ütles mulle: 'Tõuse, mine orgu, seal räägin ma sinuga!'

²²Siden kom HERRENs Hånd over mig der, og han sagde til mig: "Stå op og gå ud i dalen, der vil jeg tale med dig!"

²³Ja ma tõusin ning läksin orgu, ja vaata, seal seisis Issanda auhiilgus, samasugune auhiilgus, mida ma olin näinud Kebari jõe ääres; ja ma langesin silmili.

²³Så stod jeg op og gik ud i Dalen, og se, der stod HERRENs Herlighed, som jeg havde set denved Floden Kebar. Da faldt jeg på mit Ansigt.

²⁴Aga minu sisse tuli Vaim ja tõstis mu jalgadele seisma; ta rääkis minuga ja ütles mulle: 'Mine, sule ennast oma kotta!

²⁴Men Ånden kom i mig og rejste mig på mine Fødder. Så taIede han til mig og sagde: Gå hjem og luk dig inde i dit Hus!

²⁵Ja sina, inimesepoeg! Vaata, su peale pannakse köied ja sind seotakse nendega, et sa ei saaks minna välja nende sekka.

²⁵Og du, Menneskesøn, se, man skal lægge Bånd på dig og binde dig, så du ikke kan gå ud iblandt dem;

²⁶Ja ma kinnitan su keele su suulae külge, nõnda et sa jääd tummaks ega saa olla neile noomijaks; sest nad on vastupanija sugu.

²⁶og din Tunge lader jeg hænge ved Ganen, så du bliver stum og ikke kan være dem en Revser; thi de er en genstridig Slægt.

²⁷Aga kui mina räägin sinuga, siis ma avan sinu suu, et sa räägiksid nendega: Nõnda ütleb Issand Jumal: Kes tahab kuulata, see kuulaku, kes mitte, see jätku kuulamata, sest nad on vastupanija sugu!

²⁷Men når jeg taler til dig, vil jeg åbne din Mund, og du skal sige til dem: Så siger den Herre HERREN! Så får den, der vil høre, høre, og den, der ikke vil, får lade være; thi de er en genstridig Slægt.