1Prohvet Habakuki palve kaebelaulude kujul:
1(En Bøn af Profeten Hahakkuk. Al-sjigjonot.)
2'Issand, ma olen kuulnud su sõnumit, ma kardan su tegu, Issand. Aga lase see ligemail aastail sündida, tee see ligemail aastail teoks ja mõtle oma vihas halastusele!
2HERRE, jeg har hørt dit Ry, jeg har skuet din Gerning, HERRE. Fuldbyrd det i Årenes Løb, åbenbar dig i Årenes Løb, kom Barmhjertighed i Hu under Vreden!
3Jumal tuleb Teemanist, püha Paarani mäelt! Sela. Tema aulikkus katab taevaid ja maa on täis tema kiitust.
3Gud drager frem fra Teman, den Hellige fra Parans Bjerge. - Sela. Hans Højhed skjuler Himlen, hans Herlighed fylder Jorden.
4Tema all on nagu valguse sära, tema kõrval on kiired, seal on ta võimsuse loor.
4Under ham er Glans som Ild, fra hans Side udgår Stråler; der er hans Vælde i Skjul.
5Tema ees käib katk ja tema kannul tuleb taud.
5Foran ham vandrer Pest, og efter ham følger Sot.
6Tema seisab ja mõõdab maad, tema vaatab ja paneb rahvad võpatama. Purunevad igavesed mäed, vajuvad ürgsed künkad. Tema teed on igavesed.
6Hans Fjed får Jorden til at skælve, hans Blik får Folk til at bæve. De ældgamle Bjerge brister, de evige Høje synker, ad evige Stier går han.
7Ma näen Kuusani telke vaevakoorma all, Midjanimaa telgiriided värisevad.
7Kusjans Telte bæver, Telttæpperne i Midjans Land.
8Kas oled vihane jõgede pärast, Issand? Ons sul viha jõgede või raev mere vastu, kui sa sõidad oma hobuste seljas ja võit on su sõjavankrite päralt?
8Er HERREN da vred på Strømmene, gælder din Vrede Strømmene, gælder din Harme Havet, siden du farer frem på dine Heste og dine Vogne drøner.
9Sina paljastad oma ammu, paned nooled nöörile. Sela. Sina lõhestad jõgedega maa.
9Din Bue kom blottet til Syne, din Buestreng mætter du med Pile. - Sela. Du kløver Jorden i Strømme,
10Mäed näevad sind ja värisevad, pilved kallavad vett, põhjavesi teeb häält, tõstab oma käed kõrgele.
10Bjergene ser dig og skælver. Skyerne nedsender Regnskyl, og Afgrunden løfter sin Røst.
11Päike ja kuu jäävad tõusmata: nad jäävad paigale noolte valguses, su välkuvate piikide säras.
11Solen glemmer at stå op, Månen bliver i sit Bo; de flygter for Skinnet af dine Pile, for Glansen af dit lynende Spyd.
12Raevus sammud sa läbi maa, vihas peksad rahvaid nagu reht.
12I Harme skrider du hen over Jorden, du nedtramper Folk i Vrede.
13Sa lähed aitama oma rahvast, appi oma võitule. Sa peksad puruks katuse õela kojalt ja paljastad aluse kaljuni. Sela.
13Du drager ud til Frelse for dit Folk, ud for at frelse din Salvede. Du knuser den gudløses Hustag, blotter Grunden til Klippen. - Sela.
14Sa läbistad oma nooltega nende pea, kes tõttavad mind laiali pillutama; nad hõiskavad, otsekui neelaksid nad viletsaid salamahti.
14Med dit Spyd gennemborer du hans Hoved, bans Høvdinger splittes.
15Sa tallasid merre tema ratsud, voogude põhjaporri.
15Du tramper hans Heste i Havet, i de mange Vandes Dynd.
16Ma kuulen seda ja mu ihu väriseb, hääl paneb vabisema mu huuled, mädanik tungib mu luudesse ja mu põlved värisevad, aga ma ootan, kuni hädaaeg tuleb selle rahva üle, kes on tulnud meile kallale.
16Jeg hørte det; da bæved min Krop, ved Braget skjalv mine Læber; Edder for i mine Ben, og under mig vakled mine Skridt. Jeg bier på Trængselens Dag over Folket, som volder os Krig.
17Kuigi viigipuu ei õitse ja viinapuudel pole vilja, õlipuu saak äpardub ja põllud ei anna toidust, lambad ja kitsed kaovad tarast ja veiseid pole karjaaedades,
17Thi Figentræet blomstrer ikke, Vinstokken giver intet, Olietræets Afgrøde svigter, Markerne giver ej Føde. Fårene svandt af Folden, i Staldene findes ej Okser.
18ometi rõõmustan mina Issandas, hõiskan oma pääste Jumalas.
18Men jeg vil frydes i HERREN, juble i min Frelses Gud.
19Issand Jumal on minu jõud. Tema teeb mu jalad emahirve jalgade sarnaseks ja paneb mind käima mu kõrgustikel.' Laulujuhatajale: minu keelpillisaade.
19Den Herre HERREN er min Styrke, han gør mine Fødder som Hindens og lader mig gå på mine Høje. Til Sangmesteren. Med Strengespil.