¹Kui Iisrael oli noor, siis ma armastasin teda ja ma kutsusin oma poja Egiptusest.

¹Jeg fik Israel kær i hans Ungdom, fra Ægypten kaldte jeg min søn

²Mida rohkem neid kutsuti, seda rohkem nad läksid eest ära, ohverdasid baalidele ja suitsutasid nikerdatud kujudele.

²Jo mer jeg kaldte dem, des mere fjerned de sig fra mig; de ofrer til Baalerne, tænder for Billederne Offerild,

³Mina õpetasin Efraimi käima, võtsin nad oma kätele, aga nad ei mõistnud, et ma tahtsin neid terveks teha.

³Jeg lærte dog Efraim at gå og tog ham på Armen; de vidste ej, det var mig, der lægte dem.

⁴Ma tõmbasin neid inimlike sidemetega, armastuse paeltega; ma olin neile nagu ikke kergitajaks nende kaela pealt; ma kummardasin nende juurde ja toitsin neid,

⁴Jeg drog dem med Menneskesnore, med Kærligheds Reb; jeg var dem som den, der løfter et Åg over Kæben, jeg bøjed mig ned til ham og rakte ham Føde.

⁵et nad ei peaks tagasi minema Egiptusemaale. Aga nüüd peab Assur nende kuningaks olema, sest nad on tõrkunud pöördumast.

⁵Han skal til Ægypten igen, have Assur til Konge, thi omvende sig vil de ikke.

⁶Sellepärast peab mõõk tantsima nende linnades, lõhkuma nende riivid ja neelama nad ära nende kavatsuste pärast.

⁶Sværdet skal rase i hans Byer, fortære hans Slåer og hærge i hans Fæstninger.

⁷Minu rahval on kalduvus minust ära pöörduda: kuigi teda kutsutakse ülespoole, ometi ei tõuse neist ükski.

⁷Mit Folk, det hælder til Frafald fra mig, og råber man til det: "Op, op!" står ingen op.

⁸Kuidas ma annaksin sinu ära, Efraim, loovutaksin sinu, Iisrael? Kuidas ma teeksin sind Adma sarnaseks, talitaksin sinuga nagu Seboimiga? Mu süda muutub mu sees, ühtlasi ärkab mu halastus.

⁸Hvor kan jeg ofre dig, Efraim, lade dig, Israel, fare, ofre dig ligesom Adma, gøre dig, som Zebojim? Mit Hjerte vender sig i mig, al min Medynk er vakt.

⁹Ma ei tee teoks oma tulist viha, ma ei hävita enam Efraimi, sest ma olen Jumal, aga mitte inimene, ma olen su keskel Püha, ja ma ei tule põletama.

⁹Jeg fuldbyrder ikke min Harmglød, gør ej Efraim til intet igen. Thi Gud er jeg, ikke et Menneske, hellig udi din Midte, med Vredesglød kommer jeg ikke.

¹⁰Nad hakkavad käima Issanda järel, kes möirgab nagu lõvi. Kui tema möirgab, siis tulevad ta pojad värisedes mere poolt.

¹⁰HERREN skal de holde sig til, han brøler som Løven, ja brøler, og bævende kommer Sønner fra Havet,

¹¹Nad tulevad Egiptusest värisedes nagu linnud ja Assurimaalt nagu tuvid. Ja mina luban neil elada nende oma kodades, ütleb Issand.

¹¹bævende som Fugle fra Ægypten, som Duer fra Assurs Land; jeg fører dem hjem til deres Huse lyder det fra HERREN.

¹²Efraim omgiver mig med løgn, hus med svig, Juda kender ej Gud med Skøger slår han sig sammen.