¹Kui Efraim kõneles, värisesid kõik, ta oli Iisraelis ülistatud; aga ta sai Baali pärast süüdlaseks ja pidi surema.

¹Når Efraim talte, skjalv man, i Israel var han fyrste, han forbrød sig med Ba'alog døde.

²Nüüd teevad nad edasi pattu ja valmistavad enestele hõbedast valatud kujud, ebajumalate kujud oma kujutluse järgi - kõik sepatöö. Nad ütlevad neile: 'Ohverdajad suudelgu vasikaid!'

²Nu bliver de ved at synde og laver sig støbte Guder, dannet som Billeder af Sølv, Arbejderes Værk til Hobe; de siger: "Til dem skal I ofre!" Mennesker kysser Kalve!

³Seepärast on nad nagu hommikune pilv, nagu kaste, mis varakult kaob, nagu aganad, mis rehealusest tuulatakse, nagu unkast tõusev suits.

³Derfor: som Morgentåge, som Duggen, der årle svinder, som Avner, der blæses fra Lo, som Røg fra Røghul skal de blive.

⁴Aga mina olen Issand, su Jumal, Egiptusemaalt alates; sa ei tohi tunda minu kõrval muud jumalat ja ei ole muud päästjat kui mina.

⁴Og jeg er HERREN din Gud, fra du var i Ægyptens Land; du kender ej Gud uden mig, uden mig er der ingen Frelser;

⁵Mina hoidsin sind kõrbes, palaval ja põuasel maal.

⁵jeg var din Vogter i Ørken, den svidende Tørkes Land.

⁶Kui nad käisid karjas, sai nende kõht täis; kui nende kõht sai täis, läks nende süda ülbeks - sellepärast nad unustasid minu.

⁶Som de græssede, åd de sig mætte, ja mætte, men Hjertet blev stolt; derfor glemte de mig.

⁷Aga minust sai neile otsekui noor lõvi, ma luuran tee ääres nagu panter.

⁷Så blev jeg for dem som en Løve, en lurende Panter ved Vejen,

⁸Ma tulen neile kallale nagu karu, kellelt on röövitud pojad, ja ma rebestan nende rinnakorvi; nagu emalõvi sööb neid seal ja metsloomad kisuvad nad lõhki.

⁸jeg falder over dem som Bjørnen, hvis Unger man tog. Jeg sønderriver dem Brystet, Hunde skal æde deraf, Markens Dyr flå dem sønder.

⁹See on su hukutanud, Iisrael, et sa olid minu, oma abi vastu.

⁹Når Ulykken kommer, Israel, hvor mon du da finder Hjælp?

¹⁰Kus on siis su kuningas, kes päästaks sind kõigis su linnades, ja kus on su kohtumõistjad, kelle kohta sa ütlesid: 'Anna mulle kuningas ja vürste!'?

¹⁰Hvor er da din Konge til Frelse for dig i alle dine Byer, Herskerne, om hvem du siger: "Giv mig dog Konge og Fyrster!"

¹¹Oma vihas ma annan sulle kuninga ja oma raevus ma võtan ta ära.

¹¹Jeg giver dig Konge i Vrede og fjerner ham atter i Harme.

¹²Efraimi süütegu on kokku seotud, tema patt on tallele pandud.

¹²Tilbundet er Efraims Brøde, hans Synd gemt hen.

¹³Tema pärast tulevad sünnitusvalud: ta on mõistmatu laps, sest ta ei asu õigel ajal emakasuudmesse.

¹³Hans Fødselsstunds Veer er der, men sært er Barnet, som ej kommer frem i Tide, så Fødselen får Ende.

¹⁴Kas peaksin nad vabastama põrgu käest? Kas peaksin nad lunastama surmast? Surm, kus on su okkad? Põrguhaud, kus on su astel? Kaastunne on peidus mu silme eest.

¹⁴Dem skal jeg fri fra Dødsriget, løse fra Døden! Nej, Død, hvor er din Pest, Dødsrige, hvor er din Sot? Til Mildhed kender jeg ej, thi et sært Barn er han.

¹⁵Kuigi ta vendade keskel kannab vilja, tõuseb idatuul, tõuseb kõrbest Issanda tuul: tema kaev kuivab ja allikas taheneb; temalt riisutakse ta varandus, kõik ta väärtasjad.

¹⁵En Østenstorm, Herrens Ånde, bruser frem fra Ørken, løfter sig, tørrer hans Væld, gør hans Kilde tør, den tager hans Skatkammer med alle dets Skatte.

¹⁶Samaria skal bøde, thi det stod sin Gud imod. For Sværd skal de falde, Børnene knuses, frugtsommelige Kvinders Liv rives op.