¹Kuulge seda, preestrid, ja pane tähele, Iisraeli sugu! Kuulata, kuninglik koda! Sest teid tabab kohus. Jah, te olete püüdepaelaks Mispale ja võrguks, mis on laotatud Taabori peale.

¹Hører dette, I Præster, lyt til du Israels hus, lån Øre, du Kongehus, thi eder gælder Dommen. Thi I blev en Snare for Mizpa, et Garn bredt ud over Tabor,

²Te süvendate Sittimi kõlvatust, aga mina karistan teid kõiki.

²en dyb Faldgrube i Sjittim; men jeg er en Lænke for alle.

³Mina tunnen Efraimi ja Iisrael ei ole mu eest varjul; sest nüüd, Efraim, oled sa teinud hooratööd, Iisrael on ennast roojastanud.

³Efraim kender jeg, ej skjult er Israel for mig; thi du har bolet, Efraim, uren er Israel blevet.

⁴Nende teod ei luba neil pöörduda oma Jumala poole, sest nende sees on hooruse vaim ja nad ei tunne Issandat.

⁴Deres Gerninger tillader ikke, at de vender sig til deres Gud; thi Horeånd har de i sig, HERREN kender de ej.

⁵Iisraeli kõrkus tunnistab temale otse näkku, Iisrael ja Efraim komistavad oma süü läbi, Juudagi komistab koos nendega.

⁵Mod Israel vidner dets Hovmod; Efraim styrter for sin Brøde, med dem skal og Juda styrte.

⁶Oma lammaste ja härgadega lähevad nad küll otsima Issandat, aga nad ei leia teda: ta on tõmbunud neist eemale.

⁶Da går de med Småkvæg og Hornkvæg hen for at søge HERREN; men ham skal de ikke finde, thi bort fra dem vil han vige.

⁷Nad on olnud Issanda vastu truuduseta, sest nad on sünnitanud võõraid lapsi. Nüüd neelab 'noorkuu' neid koos nende põldudega.

⁷Troløse var de mod HERREN, thi uægte Børn har de født; nu vil han opsluge dem, Plovmand sammen med Mark.

⁸Puhuge sarve Gibeas, pasunat Raamas! Tõstke sõjakisa Beet-Aavenis! Juba ollakse sul kannul, Benjamin!

⁸Lad Hornet gjalde i Gibea, Trompeten i Rama, opløft Råb i Bet-Aven, Benjamin, var dig!

⁹Efraim muutub karistuspäeval kõrbeks. Iisraeli suguharude keskel ma kuulutan tõde.

⁹Til Ørk skal Efraim blive på Straffens Dag. Jeg kundgør om Israels Stammer, hvad sikkert skal ske.

¹⁰Juuda vürstid on saanud piirinihutajate sarnaseks; ma valan nende peale oma viha nagu vett.

¹⁰Som Folk, der flytter Skel, blev Judas Fyrster, over dem vil jeg øse min Harme som Vand.

¹¹Efraimile on liiga tehtud, õigus on rikutud, sest ta tahab käia käsu järgi.

¹¹Efraim er undertrykt, Retten knust; frivilligt løb han efter Fjenden.

¹²Aga mina olen Efraimile nagu koi ja Juuda soole nagu mädanik.

¹²Jeg er som Møl for Efraim, Edder for Judas Hus.

¹³Kui Efraim nägi oma haigust ja Juuda oma paiset, siis läks Efraim Assurisse ja läkitas suurkuninga juurde; aga tema ei suutnud teha teid terveks ega ravida teid paisetest.

¹³Da Efraim mærked sin Sygdom og Juda mærked sin Byld, gik Efraim hen til Assur, Storkongen sendte han Bud. Men han kan ej give jer Helse, han læger ej eders Byld.

¹⁴Sest mina olen Efraimile nagu lõvi ja Juuda soole nagu noor lõvi: mina murran nad maha ja lähen, kannan ära, ja päästjat ei ole.

¹⁴Thi jeg er som en Løve for Efraim, en Løveunge for Judas Hus; jeg, jeg river sønder og går, slæber bort, og ingen redder.

¹⁵Ma lähen, pöördun tagasi oma asupaika, kuni nad kahetsevad ja otsivad mu palet; oma kitsikuses otsivad nad mind.

¹⁵Jeg går til mit sted igen, indtil de bøder for skylden og søger frem for mit Åsyn, søger mig i deres Trængsel.