¹Sel päeval lauldakse Juudamaal seda laulu: Meil on tugev linn, pääste on pandud müürideks ja kaitsevalliks.

¹På hin Dag skal denne Sang synges i Judas Land: "En stærk Stad har vi, til Frelse satte han Mur og Bolværk.

²Avage väravad, et saaks sisse minna õige rahvas, kes püsib usus!

²Luk Portene op for et retfærdigt Folk, som gemmer på Troskab,

³Kindlameelsele sa hoiad rahu, rahu, sest ta loodab sinu peale.

³hvis Sind er fast, som vogter på Fred, thi det stoler på dig.

⁴Lootke alati Issanda peale, sest Issand Jumal on igavene kalju.

⁴Stol for evigt på HERREN, thi HERREN er en evig Klippe.

⁵Sest tema langetab need, kes elavad kõrgel, ligipääsmatu linna; ta alandab seda, alandab maani, paiskab põrmu.

⁵Thi han ydmyger dem, der bor i det høje, den knejsende By, styrter den til Jorden, lægger den i Støvet.

⁶Seda tallab jalg, õnnetute jalad, viletsate sammud.

⁶De armes Fod, de ringes Trin skal træde den ned.

⁷Õigete tee on tasane, sina sillutad siledaks õigete raja.

⁷Den retfærdiges Sti er jævn, du jævner den retfærdiges Vej.

⁸Issand! Me ootame sind ka su kohtumõistmiste teel, hing igatseb su nime ja su mälestust.

⁸Ja, vi venter dig, HERRE, på dine Dommes Sti; til dit Navn og dit Ry står vor Sjæls Attrå.

⁹Mu hing igatseb sind öösel, vaimgi mu sees otsib sind, sest kui sinu kohtumõistmised tabavad maad, õpivad ilmamaa elanikud õiglust.

⁹Min Sjæl attrår dig om Natten, min Ånd i mit indre søger dig. Thi når dine Domme rammer Jorden, lærer de; som bor på Jorderig, Retfærd.

¹⁰Leiab aga õel armu, ei õpi ta õiglust, õigusemaalgi teeb ta ülekohut ega näe Issanda kõrgust.

¹⁰Vises der Nåde mod den gudløse, lærer han aldrig Retfærd; i Rettens Land gør han Uret og ser ikke HERRENs Højhed.

¹¹Issand, sinu käsi on tõstetud kõrgele, aga nad ei näe seda. Nähku nad siis su püha viha rahva pärast ja häbenegu! Jah, neelaku neid tuli kui sinu vaenlasi!

¹¹HERRE, din Hånd er løftet, men de ser det ikke; lad dem med Skam se din Nidkærhed for Folket, lad dine Fjenders Ild fortære dem!

¹²Issand, sina saadad meile rahu, sest kõik meie teodki oled sina teinud.

¹²HERRE, du skaffe os Fred, thi alt, hvad vi har udrettet, gjorde du for os.

¹³Issand, meie Jumal! Meid on valitsenud muud isandad peale sinu - me kiidame üksnes sind, sinu nime.

¹³HERRE vor Gud, andre Herrer end du har hersket over os; men dit Navn alene priser vi.

¹⁴Surnud ei ärka ellu, kadunud ei tõuse üles. Sest sina nuhtlesid neid ja hävitasid nad ning kaotasid neist iga mälestuse.

¹⁴Døde bliver ikke levende, Dødninger står ikke op; derfor hjemsøgte og tilintetgjorde du dem og udslettede hvert et Minde om dem.

¹⁵Sina oled lisanud rahvast, Issand, oled lisanud rahvast, oled näidanud oma au, oled laiendanud kõik maa piirid.

¹⁵Du har mangfoldiggjort Folket, HERRE, du har mangfoldiggjort Folket, du herliggjorde dig, du udvidede alle Landets Grænser.

¹⁶Issand, nad otsisid sind kitsikuses, sosistasid lausumisi, kui sina neid karistasid.

¹⁶HERRE, i Nøden søgte de dig; de udgød stille Bønner, medens din Tugtelse var over dem.

¹⁷Otsekui lapseootel olija, kel sünnitus ligineb, vaevleb ja kisendab oma valudes, nõnda olime meiegi sinu ees, Issand.

¹⁷Som den frugtsommelige; der er ved at føde, vrider og vånder sig i Veer, således fik vi det, HERRE, fra dig.

¹⁸Me olime lapseootel, vaevlesime, aga otsekui oleksime sünnitanud tuult: päästet me maale ei toonud ja ilmamaa elanikke ei sündinud.

¹⁸Vi er svangre og vrider os, som om vi fødte Vind; Landet frelser vi ikke og Jordboere fødes ikke til Verden.

¹⁹Aga sinu surnud ärkavad ellu, minu laibad tõusevad üles. Ärgake ja hõisake, põrmus lamajad! Sest sinu kaste on valguse kaste ja maa paiskab välja kadunud.

¹⁹Dine døde skal blive levende, mine dødes Legemer opstå; de, som hviler i Støvet, skal vågne og juble. Thi en Lysets bug er din Dug, og Jorden giver Dødninger igen.

²⁰Tule, mu rahvas, mine oma kambritesse ja sule uksed enese tagant, peitu üürikeseks ajaks, kuni raev möödub.

²⁰Mit Folk, gå ind i dit Kammer og luk dine Døre bag dig; hold dig skjult en liden Stund, til Vreden er draget over.

²¹Sest vaata, Issand väljub oma asupaigast nuhtlema maa elanikke nende ülekohtu pärast. Siis paljastab maa oma veresüü ega kata enam neid, kes ta peal on tapetud.

²¹Thi HERREN går ud fra sin Bolig for at straffe Jordboernes Brøde; sit Blod bringer Jorden for Lyset og dølger ej mer sine dræbte.