¹Häda sulle, Ariel, Ariel, linn, kus Taavet leeri üles lõi! Lisandugu aastale aasta, tehku seatud pühad oma ringkäiku,

¹Ve dig, Ariel, Ariel, Byen, hvor David slog lejr! Lad år blive føjet til år, lad Højtid følge på Højtid,

²mina rõhun Arieli: tuleb kurbus ja kurvastus ja ta muutub mulle otsekui ohvrialtariks.

²da bringer jeg Ariel Trængsel, da kommer Sorg og Kvide, da bliver du mig et Ariel,

³Ma löön su vastu üles ringikujulise leeri, ümbritsen sind valvega ja püstitan su vastu piiramisseadmed.

³jeg lejrer mig mod dig som David; jeg opkaster Volde om dig, og Bolværker rejser jeg mod dig.

⁴Siis sa räägid maa madalusest ja tasa kõlab põrmust su kõne; siis tuleb su hääl maa seest otsekui vaimul ja sa sosistad põrmust oma sõnu.

⁴Da taler du dybt fra Jorden, dine Ord er Mumlen fra Støvet; din Røst fra Jorden skal ligne et Genfærds, dine Ord er Hvisken fra Støvet.

⁵Su vaenlaste hulk on otsekui peenike tolm, rõhujate jõuk lendlevate aganate sarnane. Sest silmapilkselt, äkitselt sünnib,

⁵Dine Fjenders Hob skal være som Sandstøv, Voldsmændenes Hob som flyvende Avner. Brat, i et Nu skal det ske:

⁶et vägede Issandalt tuleb sulle katsumine äikese, maavärisemise ja suure mürinaga, tuulispea ja marutuulega ning hävitava tuleleegiga.

⁶hjemsøges skal du af Hærskarers HERRE under Torden og Brag og vældigt Drøn, Storm og Vindstød og ædende Lue.

⁷Ja nagu unenägu, öine nägemus, on kõigi Arieli vastu sõdivate rahvaste hulk, samuti kõik, kes sõdivad tema ja ta kindluste vastu ning ahistavad teda.

⁷Som et natligt Drømmesyn bliver Hoben af alle de Folk, som angriber Ariel, af alle, der angriber det og dets Fæstning og trænger det;

⁸See on, nagu näeks näljane und, et vaata, ta sööb. Kui ta ärkab, siis on ta hing täitmata. Või nagu näeks janune und, et vaata, ta joob. Kui ta ärkab, vaata, siis on ta nõrk ja ta hing on närbunud. Samuti sünnib kõigi rahvaste hulkadega, kes sõdivad Siioni mäe vastu.

⁸som når den sultne drømmer, at han spiser, men vågner og føler sig tom, som når den tørstige drømmer, at han drikker, men vågner mat og vansmægtende, således skal det gå Hoben af alle de Folk, der angriber Zions Bjerg.

⁹Pidage ja hämmastuge, saage pimedaks ja ärge nähke! Nad on joobnud, aga mitte veinist, nad vaaruvad, aga mitte vägijoogist.

⁹Undres og studs, stir jer kun blinde, vær drukne uden Vin og rav uden Drik!

¹⁰Sest Issand on valanud teie peale unisuse vaimu ja on sulgenud teie silmad, prohvetid, ning katnud teie pead, nägijad.

¹⁰Thi HERREN har udgydt over jer en Dvalens Ånd, tilbundet eders Øjne (Profeterne), tilhyllet eders Hoveder (Seerne).

¹¹Seepärast on kogu ilmutus teile nagu pitseeritud raamatu sõnad; kui see antakse mõnele, kes kirja tunneb, ja öeldakse: 'Loe ometi!', siis ta vastab: 'Ma ei saa, sest see on pitseriga kinni.'

¹¹Derfor er ethvert Syn blevet eder som Ordene i en forseglet Bog; giver man den til en, som kan læse, og siger: "Læs!" så svarer han: "Jeg kan ikke, den er jo forseglet;"

¹²Või kui raamat antakse sellele, kes kirja ei tunne, ja öeldakse: 'Loe ometi!', siis vastab see: 'Ma ei tunne kirja.'

¹²og giver man den til en, som ikke kan læse, og siger: "Læs!" så svarer han: "Jeg kan ikke læse."

¹³Ja Issand ütleb: Kuna see rahvas ligineb mulle suuga ja austab mind huultega, aga ta süda on minust kaugel ja nende kartus minu ees on ainult päritud inimlik käsk,

¹³Og Herren sagde: Eftersom dette Folk kun holder sig nær med sin Mund og ærer mig med sine Læber, mens Hjertet er fjernt fra mig, og fordi deres Frygt for mig blev tillærte Menneskebud,

¹⁴siis vaata, ma teen sellele rahvale veel imet - imelikul ja kummalisel viisil: tema tarkade tarkus kaob ja tema arukate arukus peidetakse.

¹⁴se, derfor handler jeg fremdeles sært og sælsomt med dette Folk; dets Vismænds Visdom forgår, de kloges Klogskab glipper.

¹⁵Häda neile, kes oma nõu Issanda eest sügavale ära peidavad, kelle teod sünnivad pimedas ja kes ütlevad: 'Kes meid näeb? Kes meid tunneb?'

¹⁵Ve dem, der dølger deres Råd i det dybe for HERREN, hvis Gerninger sker i Mørke, som siger: "Hvem ser os, og hvem lægger Mærke til os?"

¹⁶Oh teie põikpäisust! Kas peetakse savi võrdseks potissepaga, kas ütleb töö oma tegijale: 'Tema ei ole mind teinud!' või ütleb kuju oma voolijale: 'Tema ei oska midagi!'?

¹⁶I Dårer, regnes Ler og Pottemager lige, så Værk kan sige om Mester: "Han skabte mig ikke!" eller Kunstværk om Kunstner: "Han fattes Forstand!"

¹⁷Eks ole ju veel ainult pisut aega, kuni Liibanon muutub viljapuuaiaks ja viljapuuaeda hakatakse pidama metsaks?

¹⁷Se, end om en liden Stund skal Libanon blive til Frugthave, Frugthaven regnes for Skov.

¹⁸Sel päeval kuulevad kurdid kirja sõnu ja pimedate silmad näevad pilkasest pimedusest.

¹⁸På hin Dag hører de døve Skriftord, og friet fra Mulm og Mørke kan blindes Øjne se.

¹⁹Siis tunnevad alandlikud aina rõõmu Issandas ja kõige vaesemad inimesed hõiskavad Iisraeli Pühas.

¹⁹De ydmyge glædes end mere i HERREN, de fattige jubler i Israels Hellige.

²⁰Sest vägivaldsele tuleb lõpp ja pilkaja saab otsa, ja hävitatakse kõik, kes kavatsevad kurja,

²⁰Thi Voldsmand er borte, Spotter forsvundet, bortryddet hver, som er vågen til ondt,

²¹kes teevad sõnaga inimese süüdlaseks, kes seavad püünise kohtumõistjale väravas ja tõrjuvad õige põhjuseta kõrvale.

²¹som med Ord får et Menneske gjort skyldigt, lægger Fælde for Dommeren i Porten og kuer en retfærdig ved Opspind.

²²Seepärast ütleb Issand, kes lunastas Aabrahami, Jaakobi soole nõnda: Jaakob ei jää nüüd enam häbisse ja ta pale ei kahvata enam.

²²Derfor, så siger HERREN, Jakobs Huses Gud, han, som udløste Abraham: Nu høster Jakob ej Skam, nu blegner hans Åsyn ikke;

²³Vaid kui ta näeb oma lapsi, mu kätetööd, enese keskel, siis nad pühitsevad minu nime ja peavad pühaks Jaakobi Püha ning kardavad Iisraeli Jumalat.

²³thi når han ser mine Hænders Værk i sin Midte, da skal han hellige mit Navn, holde Jakobs Hellige hellig og frygte Israels Gud;

²⁴Ja need, kes olid eksivaimus, tulevad mõistusele ja nurisejad võtavad õpetust.

²⁴de, hvis Ånd for vild, vinder Indsigt, de knurrende tager mod Lære.