¹Vaata, Issanda käsi ei ole päästmiseks lühike ega ole ta kõrv kuulmiseks kurt,

¹Se, for kort til at frelse er ej HERRENs Arm, Hans Øre er ikke for sløvt til at høre.

²vaid teie süüteod on teinud vahe teie ja teie Jumala vahele, teie patud varjavad tema palge teie eest, sellepärast ta ei kuule.

²Eders Brøde er det, der skiller mellem eder og eders Gud, eders Synder skjuler hans Åsyn for jer, så han ikke hører.

³Sest teie käed on rüvetatud verega ja teie sõrmed süüga, teie huuled väidavad valet, teie keel kõneleb kõverust.

³Eders Hænder er jo sølet at Blod, eders Fingre sølet af Brøde; Læberne farer med Løgn, Tungen taler, hvad ondt er.

⁴Ükski ei süüdista õiglaselt ja keegi ei lähe kohtusse tõe nimel: loodetakse tühja peale ja räägitakse valet, sigitatakse pahandust ja sünnitatakse kurjust.

⁴Med Ret stævner ingen til Doms eller fører ærligt sin Sag. Man stoler på tomt, taler falsk, man undfanger Kval, føder Uret.

⁵Nad hauvad mürkmao mune ja koovad ämblikuvõrku; kes sööb nende mune, see sureb, ja katkivajutatust poeb välja rästik.

⁵Slangeæg ruger de ud, og Spindelvæv er, hvad de væver. Man dør, hvis man spiser et Æg, en Øgle kommer frem, hvis det knuses.

⁶Nende lõngad ei kõlba riideks ja nad ei saa endid katta oma tegudega; nende teod on nurjatud teod ja nende kätes on vägivallatöö.

⁶Deres Spind kan ej bruges til Klæder, ingen hyller sig i, hvad de laver; deres Værk er Ulykkesværk, og i deres Hænder er Vold;

⁷Nende jalad jooksevad kurja poole ja nad tõttavad valama vaga verd; nende mõtted on nurjatud mõtted, nende teedel on rüüstamine ja hävitus.

⁷deres Fødder haster til ondt, til at udgyde skyldfrit Blod; deres Tanker er Ulykkestanker; hvor de færdes, er Vold og Våde;

⁸Rahu rada nad ei tunne ja õigust ei ole nende jälgedes; nad teevad oma teerajad kõveraiks, ükski, kes käib nende peal, ei tunne rahu.

⁸de kender ej Fredens Veje, der er ingen Ret i deres Spor; de gør sig krogede Stier; Fred kender ingen, som træder dem.

⁹Sellepärast on õigus meist kaugel ja õiglus ei ulatu meieni; me ootame valgust, aga vaata, on pimedus, me ootame valgusekuma, aga käime pilkases pimedas.

⁹Derfor er Ret os fjern, og Retfærd når os ikke; vi bier på Lys se, Mørke, på Dagning, men vandrer i Mulm;

¹⁰Me kobame seina pimedate sarnaselt, kobame otsekui silmitud; keskpäevaajal me komistame nagu hämarikus, elujõuliste keskel oleme otsekui surnud.

¹⁰vi famler langs Væggen som blinde, famler, som savnede vi Øjne, vi snubler ved Middag som i Skumring, er som døde i vor kraftigste Alder;

¹¹Me kõik mõmiseme nagu karud ja kudrutame tuvide sarnaselt; me ootame õigust, aga seda ei ole, päästet, aga see on meist kaugel.

¹¹vi brummer alle som Bjørne, kurrer vemodigt som Duer; vi bier forgæves på Ret, på Frelse, den er os fjern.

¹²Sest meie üleastumisi sinu ees on palju ja meie patud tunnistavad meie vastu, sest meie üleastumised on meiega kaasas ja me tunneme oma süütegusid:

¹²Thi du ser; vore Synder er mange, vor Brøde vidner imod os: ja, vi har vore Synder for Øje, vi kender såvel vor Skyld:

¹³vastuhakk ja Issanda salgamine ning loobumine käimisest meie Jumala järel; kõned rõhumisest ja ärataganemisest, valelike sõnade väljamõtlemine ja südamest kuuldavale toomine.

¹³Vi faldt fra og fornægtede HERREN, veg langt bort fra vor Gud, vor Tale var Vold og Frafald, og vi fremførte Løgne fra Hjertet.

¹⁴Õiglus on tagasi tõrjutud ja õigus seisab kaugel, sest tõde komistab tänaval ja ausus ei saa sisse tulla.

¹⁴Retten trænges tilbage, Retfærd står i det fjerne, thi Sandhed snubler på Gaden, Ærlighed har ingen Gænge;

¹⁵Nõnda on tõde kadunud ja kes loobub kurjast, laseb ennast paljaks riisuda. Issand nägi seda ja see oli tema silmis paha, et õigust ei olnud.

¹⁵Sandhedens Plads står tom, og skyr man det onde, flås man. Og HERREN så til med Harme, fordi der ikke var Ret;

¹⁶Tema nägi, et ei olnud ühtegi meest, ja imestas, et ei olnud ühtegi vaheleastujat. Siis aitas teda ta oma käsivars ja teda toetas tema õigus.

¹⁶han så, at der ingen var, og det undrede ham, at ingen greb ind. Da kom hans Arm ham til Hjælp, hans Retfærd, den stod ham bi;

¹⁷Ta pani enesele selga õiguse otsekui soomusrüü, ja päästekiivri pähe; ta riietus kättemaksuriietesse ja kattis ennast püha vihaga otsekui ülekuuega.

¹⁷han tog Retfærds Brynje på, satte Frelsens Hjelm på sit Hoved, tog Hævnens Kjortel på og hylled sig i Nidkærheds Kappe.

¹⁸Missugused on teod, niisugune on tasu: viha oma vastaste vastu, kättemaks oma vaenlastele, ta maksab saartele kätte.

¹⁸Han gengælder efter Fortjeneste, Vrede mod Uvenner, Gengæld mod Fjender, mod fjerne Strande gør han Gengæld,

¹⁹Siis kardetakse õhtu pool Issanda nime ja päikesetõusu pool tema auhiilgust, sest ta tuleb otsekui paisutatud jõgi, mida Issanda tuul edasi ajab.

¹⁹så HERRENs Navn frygtes i Vest, hans Herlighed, hvor Sol står op. Thi han kommer som en indestængt Flom, der drives af HERRENs Ånde.

²⁰Aga Issand ütleb: Siionile, üleastumisest pöördujale Jaakobis, tuleb lunastaja.

²⁰En Genløser kommer fra Zion og fjerner Frafald i Jakob, lyder det fra HERREN.

²¹Ja niisugune on mu leping nendega, ütleb Issand: Minu Vaim, kes on su peal, ja minu sõnad, mis ma olen pannud sulle suhu, ei lahku sinu suust ega sinu järglaste suust ega sinu järglaste järglaste suust, ütleb Issand, nüüdsest ajast alates ja igavesti.

²¹Dette er min Pagt med dem, siger HERREN: Min Ånd, som er over dig, og mine Ord, som jeg har lagt i din Mund, skal ikke vige fra din eller dit Afkoms eller dit Afkoms Afkoms Mund, siger HERREN, fra nu og til evig Tid.