¹Kuulge sõna, mida Issand teile räägib, Iisraeli sugu!

¹Hør det Ord HERREN taler til eder, Israels hus!

²Nõnda ütleb Issand: Ärge õppige paganate teid ja ärge kartke taeva märke, sest paganad kardavad neid.

²Så siger HERREN: Væn eder ikke til Hedningernes Færd og frygt ikke Himmelens Tegn, fordi Hedningerne frygter dem.

³Kuid rahvaste kombed on tühisus: sest puu on raiutud metsast, see on puusepa kätetöö, kirvega tehtud;

³Thi Folkenes Rædsel er Tomhed; thi det er Træ, fældet i Skoven, et Værk, som Håndværkerhænder tilhugger med Økse:

⁴seda ehitakse hõbeda ja kullaga, kinnitatakse naelte ja haamritega, et see ei kõiguks.

⁴han smykker det med Sølv og Guld og fæster det med Søm og Hammer, så det ikke vakler.

⁵Aga nad jäävad linnupeletiste sarnaseks, kurgipõllul on need, ja nad ei räägi; neid peab kandma, sest nad ei kõnni. Ärge kartke neid, sest nad ei tee kurja, aga nad ei saa teha ka head!

⁵De er som et Fugleskræmsel i Agurkhaven og kan ikke tale; de må bæres, da de ikke kan gå. Frygt dem ikke, thi de gør intet ondt, så lidt som de evner at gøre noget godt.

⁶Ei ole sinu sarnast, Issand! Sina oled suur, ja suur on su nimi vägevuse poolest.

⁶Din Lige findes ikke, HERRE; stor er du og stort dit Navn i Vælde.

⁷Kes ei peaks sind kartma, rahvaste kuningas? Tõesti, seda sa väärid! Sest kõigi rahvaste tarkade hulgas ja kõigis nende kuningriikides ei ole sinu sarnast.

⁷Hvo skulde ikke frygte dig, du Folkenes Konge! Thi sådant tilkommer dig; thi blandt alle Folks Vismænd og i alle deres Riger findes ikke din Lige.

⁸Üheskoos on nad rumalad ja narrid. Ebajumalate õpetus: see on puu,

⁸Alle sammen er de dumme og Tåber; Afgudernes Lærdom, den er Træ.

⁹õhukeseks taotud hõbe, toodud Tarsisest, ja Uufase kuld, puusepa ja kullassepa kätetöö. Nende riided on sinised ja purpurpunased, kõik meistrite töö.

⁹Hamret Sølv, indført fra Tarsis, og Guld fra Ofir, et Værk af en Håndværker og Guldsmedens Hænder! De er klædt i violet og rødt Purpur; et Værk af kunstsnilde Folk er de alle.

¹⁰Aga Issand on tõeline Jumal, ta on elav Jumal ja igavene kuningas. Tema vihast väriseb maa ja tema sajatust ei suuda rahvad taluda.

¹⁰Men HERREN er Gud i Sandhed, han er en levende Gud og en evig Konge; for hans Vrede skælver Jorden, og Folkene udholder ikke hans Harme.

¹¹Öelge neile nõnda: Jumalad, kes ei ole teinud taevast ja maad, kaovad maa pealt ja taeva alt.

¹¹Således skal I sige til dem: Guder, der ikke har skabt Himmel og Jord, skal forsvinde fra Jorden og under Himmelen.

¹²Tema on oma rammuga rajanud maa, oma tarkusega loonud maailma ja mõistusega laotanud taeva.

¹²Han skabte Jorden i sin Vælde, grundfæstede Jorderig i sin Visdom, og i sin Indsigt udspændte han Himmelen.

¹³Kui tema teeb häält, siis on taevas vete kohin, ja ta kergitab pilved maa äärest; tema teeb vihmale välgud ja toob tuule välja selle aitadest.

¹³Når han løfter sin Røst, bruser Vandene i Himmelen, og han lader Skyer stige op fra Jordens Ende, får Lynene til at give Regn og sender Stormen ud af sine Forrådskamre.

¹⁴Inimesed on kõik rumalad, mõistusest ilma. Kõik kullassepad jäävad häbisse jumalakujude pärast; nende valatud kujud on pettus, sest neis pole vaimu.

¹⁴Dumt er hvert Menneske, uden Indsigt; hver Guldsmed får Skam af sit Billede; thi hvad han støber, er Løgn, og der er ikke Ånd i den;

¹⁵Need on tühised, naeruväärt tööd: oma katsumisajal nad hävivad.

¹⁵Tomhed er de, et dårende Værk; når deres Hjemsøgelses Tid kommer, er det ude med dem.

¹⁶Nende sarnane ei ole see, kes on Jaakobi rikkuseks, sest tema on kõige Looja ja Iisrael on ta pärisosaks. Vägede Issand on tema nimi.

¹⁶Jakobs Arvelod er ikke som de; thi han har skabt alt, og Israel er hans Arvelods Stamme; Hærskarers HERRE er hans Navn.

¹⁷Korja oma kompsud maast kokku, kitsikuses istuja!

¹⁷Tag din Bylt op fra Jorden, du, som sidder belejret!

¹⁸Sest nõnda ütleb Issand: Vaata, seekord ma lingutan minema maa elanikud ja rõhun neid nõnda, et nad tunnevad.

¹⁸Thi så siger HERREN: Se, denne Gang slynger jeg Landets indbyggere bort og bringer dem i Trængsel, for at de kan bøde.

¹⁹Häda mulle mu vigastuse pärast! Mu haav on ravimatu! Mina aga mõtlesin: See on ju ainult nõrkus, mida ma suudan taluda.

¹⁹"Ve mig for min Brøst, mit Sår er svart! Men jeg siger: "Det er min Smerte, den vil jeg bære."

²⁰Mu telk on hävitatud ja kõik mu telginöörid katki kistud; mu lapsed on läinud mu juurest ja neid ei ole enam. Ei ole ühtegi, kes jälle püstitaks mu telgi ja seaks üles mu telgiriided.

²⁰Mit Telt er hærget og alle mine Teltreb sprængt, mine Børn går fra mig, de er borte; mit Telt spænder ingen ud mer eller opsætter Tæpperne.

²¹Jah, karjased on läinud arust ära ega otsi enam Issandat: seetõttu tegutsevad nad vääralt ja kõik nende karjad on pillutatud.

²¹Thi dumme er Hyrderne, HERREN søger de ikke, du er derfor til intet, og hele deres Hjord er spredt.

²²Hääl kostab. Vaata, see tuleb - suur mürin põhjamaalt, tegema Juuda linnu lagedaks, ðaakalite asupaigaks!

²²Der lyder en Tidende, se, den kommer med vældigt Drøn fra Nordens Land og gør Judas Byer til Ørk, til Sjakalers Bo.

²³Ma tean, Issand, et inimese tee ei olene temast enesest, ei ole ränduri käes juhtida oma sammu.

²³Jeg ved, HERRE, at et Menneskes Vej ikke står til ham selv, og at det ikke står til en Mand at vandre og styre sine Fjed.

²⁴Karista mind, Issand, aga õiglaselt, mitte oma raevus, et sa mind täiesti ei hävitaks.

²⁴Tugt os, HERRE, men med Måde, ikke i Vrede, for ikke at gøre os færre!

²⁵Vala oma vihalõõm paganate peale, kes sind ei tunne, ja suguvõsade peale, kes ei hüüa appi sinu nime. Sest nad on neelanud Jaakobi, jah, on neelanud ta ära ja teinud talle lõpu ning hävitanud ta eluaseme.'

²⁵Udøs din Vrede på Folk, som ikke kender dig, på Slægter, som ikke påkalder dit Navn; thi de har opædt Jakob, tilintetgjort det og lagt dets Bolig øde.