¹Ja Issand ütles mulle: Isegi kui Mooses ja Saamuel seisaksid minu ees, ei oleks mu hing siiski mitte selle rahva poolt. Aja nad minu eest, et nad läheksid ära.

¹Da sagde HERREN til mig: Om så Moses og Samuel stod for mit Åsyn, vilde mit Hjerte ikke vende sig til dem. Jag dette Folk bort fra mit Åsyn!

²Ja kui nad sinult küsivad: 'Kuhu me peame minema?', siis vasta neile: Issand ütleb nõnda: Kes surma, see surma, kes mõõga ette, see mõõga ette, kes nälja kätte, see nälja kätte, kes vangi, see vangi.

²Og når de spørger dig: "Hvor skal vi gå hen?" så svar dem: Så siger HERREN: Hvo Dødens er, til Død, hvo Sværdets er, til Sværd, hvo Hungerens er, til Hunger, hvo Fangenskabets er, til Fangenskab!

³Ja ma panen neile peale nelja liiki nuhtlusi, ütleb Issand: mõõga tapma, koerad lohistama, taeva linnud ja maa loomad sööma ja hävitama.

³Jeg sætter fire Magter over dem, lyder det fra HERREN: Sværdet til at slå ihjel, Hundene til at slæbe bort, Himmelens Fugle og Jordens Dyr til at æde og ødelægge.

⁴Ja ma panen nad hirmutuseks kõigile kuningriikidele maa peal Juuda kuninga Manasse, Hiskija poja pärast, selle pärast, mis ta Jeruusalemmas tegi.

⁴Jeg gør dem til Rædsel for alle Jordens Riger for Ezekiass Søns, Kong Manasse af Judas, Skyld, for alt, hvad han gjorde i Jerusalem.

⁵Sest kes annaks sulle armu, Jeruusalemm, või kes trööstiks sind? Või kes küll põikaks kõrvale, et küsida su käekäigu järele?

⁵Hvo føler, Jerusalem, for dig, hvo ynker dig vel, hvo bøjer af fra Vejen og spørger til dig?

⁶Sina oled mu hüljanud, ütleb Issand, ja oled taganenud; seepärast ma sirutan oma käe su vastu ja hävitan sinu, ma olen tüdinud järele andmast.

⁶Du vragede mig, så lyder def fra HERREN; du veg bort. Jeg udrækker Hånden, udsletter dig, træt af at ynkes.

⁷Mina viskan neid visklabidaga maa väravais; mina teen lastetuks, mina hukkan oma rahva, kui nad ei pöördu oma teedelt.

⁷Med Kasteskovl kaster jeg dem i Landets Porte, mit Folk gør jeg barnløst og til intet; de vendte ej om.

⁸Mul on siis nende lesknaisi rohkem kui liiva mere ääres; mina toon noorukite ema kallale päise päeva ajal rüüstaja, paiskan äkitselt ta peale ärevust ja hirmu.

⁸Flere end Havets Sandskorn bliver deres Enker. Jeg sender over Ynglingens Moder ved Middag en Hærger, brat lader jeg Angst og Rædsel falde på hende.

⁹See, kes sünnitas seitse, närbub, vaagub hinge; tema päike loojub, kui alles on päev, ta häbeneb ja jääb häbisse. Ja mis neist üle jääb, selle ma annan mõõga kätte, nende vaenlaste ees, ütleb Issand.

⁹Syvsønnemoder vansmægter, opgiver Ånden, hendes Sol går alt ned ved Dag, hun beskæmmes og blues. De overblevne giver jeg til Sværdet for Fjendernes Øjne, lyder det fra HERREN.

¹⁰'Häda mulle, ema, et sa sünnitasid minu, riiaka ja tülika mehe kogu maale! Ei ole ma võlausaldaja ega võlgnik, ometi sajatavad mind kõik.

¹⁰Ve mig, min Moder, at du fødte mig, en Tvistens og kivens Mand for Alerden ! Jeg gav eller modtog ej Lån, og de bander mig alle.

¹¹Issand ütles: Küll ma vabastan su hea jaoks, küll ma panen vaenlase anuma sind õnnetuse ajal ja häda ajal.'

¹¹HERREN sagde: Sandelig, jeg løser dig, at det må gå dig vel. Sandelig, jeg lader Fjenden bønfalde dig i Ulykkens og Trængselens Tid.

¹²'Kas murdub raud, põhjamaine raud ja vask?

¹²Sønderbryder man Jern, Jern fra Norden, og kobber?

¹³Sinu varanduse ja tagavarad annan ma ilma hinnata saagiks kõigi su pattude pärast ja kõigis su paigus.

¹³Din Rigdom og dine Skatte giver jeg hen til Rov, ikke for Betaling, men til Straf for alle dine Synder i alle dine Landemærker;

¹⁴Ma panen sind teenima su vaenlasi maal, mida sa ei tunne, sest mu vihatuli on süttinud - see põleb teie kohal.'

¹⁴jeg lader dig trælle for dine Fjender i et Land, du ikke kender, thi Ild luer op i min Vrede; den brænder mod eder.

¹⁵'Sina tead seda. Issand, pea mind meeles ja kanna hoolt minu eest, tasu kätte minu eest mu tagakiusajaile! Oma suures kannatlikkuses ära võta mind ära, mõtle, et ma sinu pärast kannan teotust!

¹⁵Du kender det, HERRE, kom mig i Hu, tag dig af mig; hævn mig på dem, som forfølger mig, vær ikke langmodig, så jeg rives bort! Vid, at for din Skyld bærer jeg Hån

¹⁶Kui leidus su sõnu, siis ma neelasin neid ja su sõna oli mulle lustiks ja südamerõõmuks, sest mulle on pandud sinu nimi, Issand, vägede Jumal.

¹⁶fra dem, der lader hånt om dit Ord; ryd dem ud!" Men mig blev dit Ord til Fryd og til Hjertens Glæde; thi dit Navn er nævnet over mig, HERRE, Hærskarers Gud.

¹⁷Ei ole ma istunud naerjate killas ega ole ma ilutsenud; sinu käe pärast olen ma istunud üksinda, sest sa oled mu täitnud oma sajatusega.

¹⁷Ikke sad jeg og jubled i glades Lag; grebet af din Hånd sad jeg ene, thi du fyldte mig med Harme.

¹⁸Mispärast on mu valu nii püsiv ja mu haav ravimatu? See ei taha paraneda. Oh häda! Sa oled mulle nagu kahanev oja, nagu vesi, mis ei jää püsima.'

¹⁸Hvorfor er min Smerte evig, ulægeligt mit Sår? Det vil ikke læges. Du blev mig som en skuffende Bæk, som Vand, der sviger.

¹⁹Selle peale ütleb Issand nõnda: 'Kui sa pöördud, siis ma lasen sind jälle seista mu palge ees. Ja kui sa lahutad väärtusliku tühisest, siis sa oled otsekui minu suu. Nemad pöörduvad siis sinu poole, aga sina ei pöördu nende poole.

¹⁹Derfor så siger Herren: Omvender du dig, vil jeg omvende dig, så du står for mit Åsyn; giver du det ædle, ej det uædle, Vækst, skal du være som min Mund. De skal vende om til dig, du ikke til dem.

²⁰Ja mina teen sind kindlaks vaskmüüriks selle rahva vastu; kui nad võitlevad sinu vastu, siis nad ei võida sind, sest mina olen sinuga, et sind aidata ja päästa, ütleb Issand.

²⁰Jeg gør dig for dette Folk til en Kobbermur, ingen kan storme; de skal kæmpe mod dig, men ikke få Overhånd over dig, thi jeg er med dig for at frelse og redde dig, lyder det fra HERREN.

²¹Ja ma päästan sind kurjade käest ning lunastan vägivallavalitsejate pihust.'

²¹Jeg redder dig af ondes Vold og frier dig af Voldsmænds Hånd.