¹Nõnda ütleb Issand: 'Mine alla Juuda kuningakotta ja ütle seal need sõnad,

¹Så siger Herren: Gå ned til Judas konges palads og tal dette Ord

²räägi: Kuule Issanda sõna, Juuda kuningas, kes sa istud Taaveti aujärjel, sina ja su sulased ja su rahvas, kes te tulete sisse neist väravaist!

²og sig: Hør HERRENs Ord, Judas Konge, som sidder på Davids Trone, du, dine Tjenere og dit Folk, som går ind ad disse Porte!

³Nõnda ütleb Issand: Tehke õigust ja olge õiglased ning päästke riisutu rõhuja käest; ärge vaevake, ärge tehke liiga võõrale, vaeslapsele ja lesknaisele, ja ärge valage siin paigas süütut verd!

³Så siger HERREN: Øv Ret og Retfærd, fri den, som er plyndret, af Voldsmandens Hånd, undertryk ikke den fremmede, den faderløse og Enken, øv ikke Vold og udgyd ikke uskyldigt Blod på dette Sted.

⁴Sest kui te tõesti teete selle sõna järgi, siis tulevad selle koja väravaist sisse kuningad, kes istuvad Taaveti aujärjele, vankreis ja hobuste seljas sõites, nemad ise, nende sulased ja rahvas.

⁴Thi dersom I efterkommer dette Krav, skal konger, der sidder på Davids Trone, drage ind ad Portene til dette Hus med Vogne og Heste, de, deres Tjenere og Folk:

⁵Aga kui te ei kuula neid sõnu, siis ma olen vandunud iseeneses, ütleb Issand, et see koda lõhutakse maha.

⁵Men hører I ikke disse Ord, så sværger jeg ved mig selv, lyder det fra HERREN, at dette Hus skal lægges øde.

⁶Sest Issand ütleb Juuda kuningakoja kohta nõnda: Sina oled olnud mulle nagu Gilead, Liibanoni tipp. Aga ma teen sind tõesti kõrbeks, elaniketa linnaks.

⁶Thi så siger HERREN om Judas konges Palads: Et Gilead var du for mig, en Libanons Tinde; visselig, jeg gør dig til Ørk, til folketomme Byer;

⁷Ma pühitsen su kallale hävitajad, igamehe oma tööriistaga: nad raiuvad maha su valitud seedrid ja viskavad tulle.

⁷Hærværksmænd helliger jeg mod dig, hver med sit Værktøj, de skal fælde dine udvalgte Cedre og kaste dem i Ilden.

⁸Kui siis sellest linnast möödub palju rahvaid ja nad küsivad üksteiselt: Miks on Issand selle suure linnaga nõnda talitanud?,

⁸Mange Folkeslag skal drage forbi denne By og spørge hverandre: "Hvorfor handlede HERREN således med denne store By?"

⁹siis vastatakse: Sellepärast, et nad hülgasid Issanda, oma Jumala lepingu ja kummardasid teisi jumalaid ja teenisid neid.

⁹Og man skal svare: "Fordi de forlod HERREN deres Guds Pagt og tilbad og dyrkede andre Guder."

¹⁰Ärge nutke surnu pärast ja ärge haletsege teda, vaid nutke parem selle pärast, kes läheb ära, sest tema ei tule enam tagasi ega saa näha oma sünnimaad!

¹⁰Græd ej over den døde, beklag ham ikke! Græd over ham, der drog bort, thi han vender ej hjem, sit Fødeland genser han ikke.

¹¹Sest nõnda ütleb Issand Juuda kuninga Sallumi, Joosija poja kohta, kes valitses oma isa Joosija asemel, kes läks ära siit paigast: Tema ei tule enam siia tagasi,

¹¹Thi så siger HERREN om Josiass Søn, Kong Sjallum af Juda, der blev Konge i sin Fader Josiass Sted: Han, som gik bort fra dette Sted, skal ikke vende hjem igen:

¹²vaid paika, kuhu ta vangi viidi, ta sureb ja ta ei saa enam näha seda maad.

¹²men på det Sted, til hvilket de førte ham i Landflygtighed, skal han dø, og han skal ikke gense dette Land.

¹³Häda sellele, kes ehitab oma koja ebaõiglusega ja oma ülakambrid ülekohtuga, kes paneb oma ligimese palgata orjama ega anna temale ta tasu,

¹³Ve ham, der bygger Hus uden Retfærd, Sale uden Ret, lader Landsmand trælle for intet, ej giver ham Løn,

¹⁴kes ütleb: Ma ehitan enesele ruumika koja, avarad ülakambrid, raiudes aknad, vooderdades seedritega ja võõbates punase värviga.

¹⁴som siger: "Jeg bygger mig et rummeligt Hus med luftige Sale," som hugger sig Vinduer ud, klæder Væg med Cedertræ og maler det rødt.

¹⁵Kas sa selleks oled kuningas, et hoobelda seedritega? Eks sinu isagi söönud ja joonud, aga ometi tegi ta õigust ja oli õiglane. Siis oli tal hea põli.

¹⁵Er du Konge, fordi du brammer med Cedertræ? Din Fader, mon ikke han spiste og drak og øvede Ret og Retfærd? Da gik det ham vel;

¹⁶Ta mõistis õigust viletsale ja vaesele, ja siis oli tal hea. Eks see tähenda minu tundmist? ütleb Issand.

¹⁶han hjalp arm og fattig til sin Ret; da gik det ham vel. Er dette ikke at kende mig? lyder det fra HERREN.

¹⁷Aga sinu silmad ja su süda ei näe muud kui omakasu, kuidas valada süütut verd ning teostada vägivalda ja rõhumist.

¹⁷Men dit Øje og Hjerte higer kun efter Vinding, efter at udgyde skyldfries Blod, øve Undertrykkelse og Vold.

¹⁸Sellepärast ütleb Issand Juuda kuninga Joojakimi, Joosija poja kohta nõnda: Tema pärast ei leinata: 'Oh, mu vend!' või: 'Oh, õde!' Tema pärast ei leinata: 'Oh, isand!' või: 'Oh, kõrgeausus!'

¹⁸Derfor, så siger HERREN om Josiass Søn, kong Jojakim af Juda: Over ham skal ej klages: "Ve min Broder, ve min Søster!" eller grædes: "Ve min Herre, ve hans Herlighed!"

¹⁹Teda maetakse nagu eeslit, lohistatakse ja visatakse kaugele Jeruusalemma väravaist.

¹⁹Et Æsels Jordefærd får han, slæbes ud, slænges hen uden for Jerusalems Porte.

²⁰Mine üles Liibanonile ja hüüa, tõsta häält Baasanis! Ja hõika Abarimist, sest kõik su armukesed on purustatud!

²⁰Stig op på Libanon og skrig, løft Røsten i Basan, skrig fra Abarim, thi knuste er alle dine kære.

²¹Ma rääkisin sulle su heas põlves, aga sa vastasid: 'Ma ei taha kuulda!' See on noorusest peale olnud su viis, et sa ei ole kuulanud mu häält.

²¹Jeg taled dig til i din Tryghed, du nægted at høre; at overhøre min Røst var din Skik fra din Ungdom.

²²Tuul karjatab kõiki su karjaseid ja su armukesed lähevad vangi. Küll sa siis tunned häbi ja piinlikkust kõige oma kurjuse pärast.

²²For alle dine Hyrder skal Storm være Hyrde, i Fangenskab går dine kære; da får du Skam og Skændsel for al din Ondskab.

²³Sina, kes elad Liibanonil, pesitsed seedritel, kuidas sa küll siis oigad, kui sulle tulevad vaevused, valud otsekui sünnitajal.

²³Du, som bor på Libanon og bygger i Cedrene, hvor stønner du, når Smerter kommer over dig, Veer som en fødendes!

²⁴Nii tõesti kui ma elan, ütleb Issand, isegi kui Juuda kuningas Konja, Joojakimi poeg, oleks pitserisõrmuseks mu paremas käes - siiski kisuksin ma su sealt ära

²⁴Så sandt jeg lever, lyder det fra HERREN: Om også Konja, Kong Jojakim af Judas Søn, var en Seglring på min højre Hånd, jeg rev ham bort.

²⁵ja annaksin su nende kätte, kes püüavad su hinge, ja nende kätte, kelle ees sa hirmu tunned: Paabeli kuninga Nebukadnetsari ja kaldealaste kätte.

²⁵Jeg giver dig i deres Hånd, som står dig efter Livet, i deres Hånd, for hvem du ræddes, og i Kong Nebukadrezar af Babels og Kaldæernes Hånd.

²⁶Ja ma paiskan sinu ja su ema, kes sinu on sünnitanud, teisele maale, kus te ei ole sündinud, ja te surete seal.

²⁶Jeg slynger dig og din Moder, som fødte dig, bort til et andet Land, hvor I ikke fødtes, og der skal I dø;

²⁷Aga maale, kuhu nende hing igatseb tagasi minna, sinna nad tagasi ei saa.

²⁷men til det Land, deres Sjæle længes tilbage til, skal de ikke vende hjem.

²⁸On siis see mees, Konja, mõni tühine asi, mis purustatakse, või astja, mis ei kõlba kellelegi? Mispärast paisati minema tema ja ta sugu, ja heideti maale, mida nad ei tundnud?

²⁸Er denne Konja da et usselt, sønderslået Kar, et Redskab, ingen bryder sig om? Hvorfor skal han og hans Afkom slynges og kastes til et Land, de ikke kender?

²⁹Maa, maa, maa, kuule Issanda sõna!

²⁹Land, Land, Land, hør HERRENs Ord:

³⁰Nõnda ütleb Issand: Pange kirja see mees kui lastetu, kui mees, kellel oma elupäevil ei ole õnne; sest mitte ühelgi tema soost ei õnnestu istuda Taaveti aujärjele ja jälle valitseda Juudas.

³⁰Så siger HERREN: Optegn denne Mand som barnløs, som en Mand, der ingen Lykke har i sit Liv; thi det skal ikke lykkes nogen af hans Afkom at sætte sig på Davids Trone og atter herske over Juda.