¹Käige läbi Jeruusalemma tänavad, vaadake ometi ja pange tähele, ja otsige ta turgudelt, kas leiate kedagi, kes teeb õigust, kes nõuab tõde - siis ma annan linnale andeks.

¹Løb i Jerusalems Gader, mærk jer, hvad I ser, og søg på dets Torve, om I kan finde nogen, om der er en, som øver Retfærd, lægger Vind på Sandhed, så jeg kan tilgive dem.

²Aga kuigi nad ütlevad: 'Nii tõesti kui Issand elab', vannuvad nad siiski valet.

²Siger de: "Så sandt HERREN lever", sværger de falsk.

³Issand! Kas su silmad siis tõe peale ei vaata? Sina lõid neid, aga nad ei tundnud valu; sina hävitasid neid, aga nad ei võtnud õpetust. Nad on teinud oma palged kaljust kõvemaks, nad keelduvad pöördumast.

³HERRE, dine Øjne ser jo efter Sandhed. Du slog dem, de omvendte sig ikke; du lagde dem øde, de vilde ej tage ved Lære, gjorde Ansigtet hårdere end Flint, vilde ej vende om.

⁴Aga mina mõtlesin: Need on ainult viletsad, need on rumalad, sest nad ei tunne Issanda teed, oma Jumala õigust.

⁴Da tænkte jeg: "Det er kun Småfolk, Dårer er de, thi de kender ej HERRENs Vej, deres Guds Ret;

⁵Ma lähen ülemate juurde ja räägin nendega, sest nemad tunnevad Issanda teed, oma Jumala õigust. Aga kõik needki olid murdnud ikke, katki rebinud köidikud.

⁵jeg vil vende mig til de store og tale med dem, de kender da HERRENs Vej, deres Guds Ret!" Men alle havde sønderbrudt Åget, sprængt deres Bånd.

⁶Seepärast tapab neid metsa lõvi, hävitab lagendiku hunt, luurab panter nende linnu: kes iganes neist välja tuleb, kistakse lõhki. Sest nende üleastumisi on palju, nende taganemised on suured.

⁶Derfor skal en Løve fra Skoven slå dem, en Ulv fra Ødemarken hærge dem, en Panter lure ved Byerne; enhver, som går derfra, rives sønder; thi talrige er deres Synder, mange deres Frafald.

⁷Kuidas ma võin sulle andeks anda? Su lapsed on minu maha jätnud ja on andnud vande nende juures, kes ei olegi jumalad. Mina toitsin neid, aga nad rikkusid abielu ja logelevad pordumajas.

⁷Hvor kan jeg vel tilgive dig? Dine Sønner forlod mig og svor ved Guder, som ikke er Guder. Når jeg mætted dem, horede de, slog sig ned i Skøgens Hus;

⁸Nad on lihavad, ringi tõmbavad täkud: igaüks hirnub oma ligimese naise järele.

⁸de blev fede, gejle Hingste, de vrinsker hver efter Næstens Hustru.

⁹Kas ma ei peaks selliseid karistama? ütleb Issand. Kas ma ei peaks kätte tasuma niisugusele rahvale?

⁹Skal jeg ikke hjemsøge sligt? så lyder det fra HERREN, skal ikke min Sjæl tage Hævn over sligt et Folk?

¹⁰Tõuske ta viinamäe astanguile, lõhkuge kaitsemüürid maha, aga ärge tehke neile sootuks lõppu: rebige ta lokkavad kasvud, sest need ei ole Issanda omad.

¹⁰Stig op på dets Mure, læg øde, men ikke helt! Ryk Rankerne op, thi HERREN tilhører de ikke.

¹¹Tõesti, nad on olnud väga truuduseta mu vastu, Iisraeli sugu ja Juuda sugu, ütleb Issand.

¹¹Thi svigefulde er de imod mig, Israels Hus og Judas Hus, så lyder det fra HERREN.

¹²Nad on salanud Issandat ja on öelnud: 'Tema seda küll ei tee! Ei taba meid õnnetus, ei näe me mõõka ega nälga!'

¹²De fornægter HERREN og siger: "Det betyder intet! Ulykke kommer ej over os, vi skal ikke se Sværd og Hunger;

¹³Ja prohvetid? Neid peetakse tuuleks ja nende sees ei olevat sõna. Sündigu nende enestega nõnda!

¹³Profeterne bliver til Vind, Guds Ord er ej i dem; gid Ordet må ramme dem selv!"

¹⁴Seepärast ütleb Issand, vägede Issand, nõnda: Kuna te olete nõnda rääkinud, vaata, siis ma teen sõnad te suus tuleks ja selle rahva puudeks, et teid põletataks.

¹⁴Derfor, så siger HERREN, Hærskarers Gud: Fordi I siger dette Ord, se, derfor gør jeg mine Ord i din Mund til Ild og dette Folk til Brænde, som Ild skal fortære.

¹⁵Vaata, ma toon teie kallale kaugelt ühe rahva, oh Iisraeli sugu, ütleb Issand. See on vastupidav rahvas, see on igivana rahvas, rahvas, kelle keelt te ei oska ega mõista, mida ta räägib.

¹⁵Se, jeg bringer over eder et Folk fra det fjerne, Israels Hus, så lyder det fra HERREN, et Folk, som er stærkt, et Folk fra Fortids Dage, et Folk, hvis Mål du ej kender, hvis Tale du ikke fatter;

¹⁶Tema nooletupp on nagu lahtine haud, nad kõik on vaprad võitlejad.

¹⁶som en åben Grav er dets kogger, de er alle Kæmper;

¹⁷Ta sööb su lõikuse ja leiva, ta sööb su pojad ja tütred, ta sööb su lambad ja veised, ta sööb su viinapuud ja viigipuud. Ta hävitab mõõgaga su kindlustatud linnad, mille peale sa loodad.

¹⁷det skal æde dit Korn og dit Brød, det skal æde dine Sønner og Døtte, det skal æde dit Småkvæg og Hornkvæg, det skal æde din Vinstok og dit Figentræ; med Sværd skal de lægge dine Fæstninger øde, dem, som du stoler på.

¹⁸Aga ka neil päevil, ütleb Issand, ei tee ma teile lõppu.

¹⁸Men selv i de Dage, lyder det fra HERREN, vil jeg ikke udslette eder.

¹⁹Ja kui küsitakse: 'Miks on Issand, meie Jumal, seda kõike meile teinud?', siis vasta neile: 'Nõnda nagu te minu olete maha jätnud ja olete teeninud võõraid jumalaid oma maal, nõnda te peate teenima võõraid maal, mis ei ole teie oma!'

¹⁹Og når de siger: "Hvorfor har HERREN vor Gud gjort os alt det?" sig så til dem: "Som I forlod mig og tjente fremmede Guder i eders Land, således skal I tjene som fremmede i et Land, der ikke er eders."

²⁰Andke seda teada Jaakobi soole, kuulutage Juudale, öeldes:

²⁰Forkynd dette i Jakobs Hus og kundgør det i Juda:

²¹'Kuulge ometi seda, rumal ja südametu rahvas! Silmad teil on, aga te ei näe, kõrvad teil on, aga te ei kuule.

²¹Hør dette, du tåbelige Folk, som er uden Forstand, som har Øjne, men ikke ser, og Ører, men ikke hører:

²²Kas te ei karda mind, ütleb Issand, kas te ei vabise minu ees, kes olen pannud liiva merele igaveseks piiriks, millest see üle ei pääse? Kuigi ta lained kohisevad, ei suuda need midagi; kuigi need mühavad, ei pääse nad üle.

²²Vil I ikke frygte mig, lyder det fra HERREN, eller bæve for mit Åsyn? Jeg, som gjorde. Sandet til Havets Grænse, et evigt Skel, som det ikke kan overskride; selv om det bruser, evner det intet; om end dets Bølger larmer, kan de ikke overskride det.

²³Aga sellel rahval on tõrges ja vastupanija süda, nad on ära taganenud ja läinud.

²³Dette Folk har et trodsigt og genstridigt Hjerte, de faldt fra og gik bort.

²⁴Nad ei ütle oma südames: 'Kartkem ometi Issandat, oma Jumalat, kes annab vihma omal ajal, varajase ja hilise vihma, kes meile hoiab lõikuse nädalaid!'

²⁴De siger ikke i deres Hjerte: "Lad os frygte HERREN vor Gud, som giver os Regn, Tidligregn og Sildigregn, til rette Tid og sikrer os Ugerne, da der skal høstes."

²⁵Teie süüteod pöörasid need ära ja teie patud hoidsid hea teist eemal.

²⁵Eders Misgerninger bragte dem i Ulave, eders Synder unddrog eder det gode.

²⁶Sest minu rahva hulgas leidub õelaid: need luuravad kummargil nagu linnupüüdjad, seavad üles püüdepaelu, et püüda inimesi.

²⁶Thi der findes gudløse i mit Folk; de ligger på Lur, som Fuglefængere dukker de sig; de sætter Fælder, de fanger Mennesker.

²⁷Otsekui lindudega täidetud puurid on nende kojad täis kavalust. Seetõttu on nad saanud suureks ja rikkaks,

²⁷Som et Bur er fuldt af Fugle, således er deres Huse fulde af Svig; derfor blev de store og rige.

²⁸on läinud lihavaks ja läikivaks. Nad astuvad üle iga piiri, ka kurjades tegudes: nad ei aja kohtuasju, vaeslapse kohtuasja, et seda lahendada, ja nad ei mõista õigust vaestele.

²⁸De er tykke og fede; og så strømmer de over med onde Ord; de hævder ikke den faderløses Ret, at det måtte gå dem vel, og hjælper ikke de fattige til deres Ret.

²⁹Kas ma ei peaks neid sellepärast karistama? ütleb Issand. Kas mu hing ei peaks kätte tasuma niisugusele rahvale?

²⁹Skulde jeg ikke hjemsøge sligt? lyder det fra HERREN; skulde min Sjæl da ikke tage Hævn over sligt et Folk?

³⁰Midagi kohutavat ja jäledat sünnib maal:

³⁰Gyselige, grufulde Ting går i Svang i Landet;

³¹prohvetid kuulutavad valet, preestrid õpetavad nendega käsikäes ja mu rahvas armastab seda nõnda. Aga mida te teete, kui sellele tuleb lõpp?

³¹Profeterne profeterer Løgn, Præsterne skraber til sig, og mit Folk vil have det så. Men hvad vil I gøre, når Enden kommer?