¹Sel ajal, ütleb Issand, võetakse Juuda kuningate luud ja tema vürstide luud, preestrite luud ja prohvetite luud ja Jeruusalemma elanike luud nende haudadest välja

¹Til hin Tid, lyder det fra HERREN, skal man tage Judas kongers ben, dets Fyrsters Ben, Præsternes, Profeternes og Jerusalems Indbyggeres Ben ud af deres Grave

²ja laotatakse päikese ja kuu ja kogu taevaväe ette, mida nad armastasid ja mida nad teenisid, mille järel nad käisid ja mille poole nad pöördusid ja mida nad kummardasid; neid ei korjata enam kokku ega maeta, need jäävad maa peale sõnnikuks.

²og sprede dem for Sol og Måne og al Himmelens Hær, som de elskede og dyrkede, holdt sig til, rådspurgte og tilbad; de skal ikke samles og jordes, men blive til Gødning på Marken.

³Ja surm on elust eelistatum kogu sellele jäägile, kes sellest halvast suguvõsast järele jääb kõigis paigus, kuhu ma pillutan nende jäägi, ütleb vägede Issand.

³Og Døden skal foretrækkes for Livet af hele den Rest, der er tilbage af denne onde Slægt på alle de Steder, jeg driver dem hen, lyder det fra Hærskarers HERRE.

⁴Ja ütle neile: Nõnda ütleb Issand: Eks langenu taha üles tõusta? Eks eksinu taha pöörduda tagasi?

⁴Og du skal sige til dem: Så siger HERREN: Mon man falder og ej står op, går tilbage og ej vender om?

⁵Mispärast jääb see rahvas, Jeruusalemm, igavesti eksinuks? Nad hoiavad pettusest kinni, nad tõrguvad pöördumast.

⁵Hvi falder da dette Folk i Jerusalem fra i evigt Frafald? De fastholder Svig, vil ikke vende om igen.

⁶Ma olen tähele pannud ja kuulnud: nad ei räägi õigust. Keegi neist ei kahetse oma kurjust, et ta mõtleks: 'Mis ma olen teinud!' Igaüks jookseb kiiresti oma teed nagu kihutav hobune lahingus.

⁶Jeg lytter, hører nøje efter: de taler ej Sandhed, ingen angrer sin Ondskab og siger: "Hvad gjorde jeg!" Hver styrter frem i sit Løb, som Hest stormer frem i Strid.

⁷Isegi toonekurg taeva all teab oma seatud aega, turteltuvi, pääsuke ja rästas peavad kinni oma tulemisajast, aga minu rahvas ei tunne Issanda Seadust.

⁷Selv Storken oppe i Luften kender sin Tid, Turtelduen, Svalen og Tranen holder den Tid, de skal komme; men mit Folk, de kender ej HERRENs Ret.

⁸Kuidas te võite öelda: 'Me oleme targad ja meil on Issanda Seadus'? Tõesti, vaata, kirjatundjate valesulg on teinud selle valeks.

⁸Hvor kan I sige: "Vi er vise, og hos os er HERRENs Lov!" Nej, de skriftkloges Løgnegriffel virked i Løgnens Tjeneste.

⁹Targad jäävad häbisse, nad ehmuvad ja nad tabatakse. Vaata, nad on põlanud Issanda sõna - mis tarkust võib neil olla?

⁹De vise skal blive til Skamme, ræddes og fanges. Se, HERRENs Ord har de vraget, hvad Visdom har de?

¹⁰Sellepärast ma annan nende naised teistele, nende põllud vallutajaile. Sest kõik, niihästi väikesed kui suured, ahnitsevad kasu; kõik, niihästi prohvetid kui preestrid, petavad.

¹⁰Derfor giver jeg andre deres Kvinder, nye Herrer deres Marker. Thi fra små til store søger hver eneste Vinding, de farer alle med Løgn fra Profet til Præst.

¹¹Ja mu rahva, mu tütre vigastust ravivad nad pinnapealselt, öeldes: 'Rahu, rahu!', kuigi rahu ei ole.

¹¹De læger mit Folks Datters Brøst som den simpleste Sag, idet de siger: "Fred, Fred!" skønt der ikke er Fred.

¹²Kas nad häbenevad, et nad on teinud jäledust? Ei, nad ei häbene sugugi ega tunne piinlikkust. Seepärast nad langevad langejate hulgas, oma karistusajal nad komistavad, ütleb Issand.

¹²De skal få Skam, thi de har gjort vederstyggelige Ting, og dog blues de ikke, dog kender de ikke til Skam. Derfor skal de falde på Valen; på Hjemsøgelsens Dag skal de snuble, siger HERREN.

¹³Ma nopin nad ära sootuks, ütleb Issand. Ei jää viinamarju viinapuule ega viigimarju viigipuule ja lehed närtsivad. Ja mis ma neile olen andnud, läheb neist mööda.

¹³Jeg vil bjærge deres Høst, så lyder det fra HERREN, men Vinstokken er uden Druer, Figentræet uden Figner, og Løvet er vissent.

¹⁴'Miks me siin istume? Kogunegem ja mingem kindlustatud linnadesse ning vaikigem seal, sest Issand, meie Jumal, teeb meid vaikseks ja joodab mürgiveega, sest me oleme pattu teinud Issanda vastu.'

¹⁴Hvorfor sidder vi stille? Flok jer dog sammen, lad os gå til de faste Stæder og tilintetgøres der! Thi HERREN vor Gud tilintetgør os, Gift er vor Drik, thi vi synded mod HERREN.

¹⁵Oodatakse rahu, aga head ei ole, paranemisaega, aga vaata, on kohkumus.

¹⁵Man håber på Fred, men det bliver ej godt, på Lægedoms Tid, men se, der er Rædsel.

¹⁶Daanist kuuldakse tema hobuste nooskamist, tema täkkude hirnumisest väriseb kogu maa. Nad tulevad ja söövad maa koos kõigega, linna ja selle elanikud.

¹⁶Hans Hestes Fnysen høres fra Dan, ved Lyden af hans Hingstes Vrinsken skælver alt Landet. De kommer og opæder Landet og dets Fylde, Byen og dens Borgere.

¹⁷Sest vaata, ma läkitan teie sekka madusid, mürkmadusid, kellesse ei mõju lausumine, ja need salvavad teid, ütleb Issand.

¹⁷Thi se, jeg sender imod jer Slanger; Basilisker, som ikke lader sig besværge, bide jer skal de, lyder det fra HERREN.

¹⁸Mu mure murrab mind, mu süda on haige!

¹⁸Min Kvide er ikke til at læge, mit Hjerte er sygt.

¹⁹Vaata, mu tütre, mu rahva appihüüd kaugelt maalt: 'Kas Issand ei ole Siionis või ei ole seal selle kuningas?' Miks nad mind on ärritanud oma nikerdatud kujudega, võõraste ebajumalatega?

¹⁹Hør mit Folks Datters Skrig viden om fra Landet! Er HERREN da ikke i Zion, har det ingen konge? Hvi krænked I mig med eders Billeder, fremmed Tomhed?

²⁰'Lõikus on lõppenud, suvi on möödas, aga meid ei ole päästetud!'

²⁰Kornhøst er omme, Frugthøst endt, og vi er ej frelst!

²¹Oma rahva, mu tütre vigastuse pärast olen ma murdunud; ma olen kurb, mind on haaranud hirm.

²¹Ved mit Folks Datters Sammenbrud er jeg brudt sammen, jeg sørger, grebet af Rædsel.

²²Kas Gileadis ei ole palsamit või ei ole seal ravijat? Miks ei ole mu tütar, mu rahvas, siis terveks saanud?

²²Er der ikke Balsam i Gilead, ingen Læge der? Hvorfor heles da ikke mit Folks Datters Sår?

²³Kes annaks, et mu peas oleks vett ja mu silmad oleksid pisarate allikad? Siis ma nutaksin päevad ja ööd oma tütre, oma rahva mahalöödute pärast.