¹Ja Joosua, Nuuni poeg, läkitas salaja Sittimist kaks meest maakuulajaiks, öeldes: 'Minge vaadake maad ja Jeerikot!' Ja nad läksid ning tulid Raahabi-nimelise hoora kotta; ja nad jäid sinna.

¹Josua, Nuns Søn, udsendte hemmeligt fra Sjittim to Mænd som Spejdere med den Befaling: "Gå hen og undersøg Landet, særlig Jeriko!" De gav sig da på Vej og kom ind i et Hus til en Skøge ved Navn Rahab, og der lagde de sig til Hvile.

²Aga Jeeriko kuningale räägiti ja öeldi: 'Vaata, mehed Iisraeli laste hulgast on öösel tulnud siia maad kuulama!'

²Da blev der meldt Kongen af Jeriko: "Se, der er kommet nogle israelitiske Mænd hertil i Nat for at udspejde Landet!"

³Ja Jeeriko kuningas läkitas Raahabile ütlema: 'Too välja need mehed, kes su juurde tulid, kes tulid su kotta, sest nad on tulnud läbi uurima kogu maad!'

³Og Kongen af Jeriko sendte Bud til Rahab og lod sige: "Udlever de Mænd, som er kommet til dig; thi de er kommet for at udspejde hele Landet!"

⁴Aga naine võttis need kaks meest ja peitis ära ning ütles nõnda: 'Mehed tulid küll minu juurde: ega mina teadnud, kust nad pärit olid.

⁴Men Kvinden tog og skjulte de to Mænd og sagde: "Ja, Mændene kom ganske vist til mig, men jeg vidste ikke, hvor de var fra;

⁵Kui värav pimeduse tulles pidi suletama, siis läksid mehed välja. Mina ei tea, kuhu nad läksid. Ajage usinasti neid taga, küllap te saate nad kätte!'

⁵og da Porten skulde lukkes i Mørkningen, gik Mændene bort. Jeg ved ikke, hvor de gik hen! Sæt hurtigt efter dem, så kan I indhente dem!"

⁶Tema aga oli viinud nad üles katusele ja peitnud linavarte alla, mis tal katusele olid laotatud.

⁶Men hun havde ført dem op på Taget og skjult dem under Hørstænglerne, som hun havde bredt ud på Taget.

⁷Siis ajasid mehed neid taga mööda Jordani teed kuni koolmeteni; ja kui nende tagaajajad olid välja läinud, suleti värav.

⁷Mændene satte så efter dem ad Vejen til Jordan hen til Vadestederne, og Porten blev lukket, så snart Forfølgerne var udenfor.

⁸Aga enne kui nad olid magama heitnud, läks Raahab nende juurde üles katusele

⁸Før de to Mænd endnu havde lagt sig, kom hun op på Taget til dem;

⁹ja ütles meestele: 'Ma tean, et Issand on andnud selle maa teile ja et meid on vallanud hirm teie ees, ja teie ees värisevad kõik maa elanikud.

⁹og hun sagde til dem: "Jeg ved, at HERREN har givet eder Landet, thi vi er grebet af Rædsel for eder, og alle Landets Indbyggere er skrækslagne over eder.

¹⁰Sest me oleme kuulnud, kuidas Issand kuivatas teie eest Kõrkjamere vee, kui te Egiptusest lahkusite, ja mida te tegite kahe emorlaste kuningaga teisel pool Jordanit, Siihoni ja Oogiga, kelle te hävitasite sootuks.

¹⁰Thi vi har hørt, hvorledes HERREN lod Vandet i det røde Hav tørre bort foran eder, da I drog ud af Ægypten, og hvad I gjorde ved de to Amoriterkonger hinsides Jordan, Sihon og Og, på hvem I lagde Band.

¹¹Kui me seda kuulsime, siis läksid meie südamed araks ja kelleski pole enam vastupanuvaimu teie ees, sest Issand, teie Jumal, on Jumal ülal taevas ja all maa peal.

¹¹Da vi hørte det, blev vi slaget af Rædsel og tabte alle Modet over for eder; thi HERREN eders Gud er Gud oppe i Himmelen og nede på Jorden.

¹²Ja nüüd vanduge mulle Issanda juures, sest ma olen teile head teinud, et ka teie teete head mu isa perele; ja andke mulle kindel märk,

¹²Men tilsværg mig nu ved HERREN, at I vil vise Godhed mod mit Fædrene hus, ligesom jeg har vist Godhed mod eder, og giv mig et sikkert Tegn på,

¹³et jätate ellu mu isa ja ema, vennad ja õed ja kõik, kes neil on, ja päästate meie hinged surmast!'

¹³at I vil lade min Fader og Moder, mine Brødre og Søstre og alt, hvad deres er, blive i Live og redde os fra Døden!"

¹⁴Ja mehed ütlesid temale: 'Me ise sureme teie asemel! Kui teie ei tee teatavaks seda meie asja ja Issand annab selle maa meile, siis oleme su vastu head ja ustavad.'

¹⁴Da sagde Mændene til hende: "Vi indestår med vort Liv for eder, hvis du ikke røber vort Forehavende; og når HERREN giver os Landet, vil vi vise dig Godhed og Trofasthed!"

¹⁵Seepeale laskis ta nad läbi akna nööriga alla, sest ta koda oli linnamüüri sees ja seetõttu ta elaski linnamüüri sees.

¹⁵Derpå hejsede hun dem med et Reb ned gennem Vinduet, thi hendes Hus lå ved Bymuren, og hun boede ved Muren;

¹⁶Ja ta ütles neile: 'Minge mäestikku, et tagaajajad teid ei kohtaks, ja varjake endid seal kolm päeva, kuni tagaajajad tagasi tulevad; pärast seda minge oma teed!'

¹⁶og hun sagde til dem: "Gå ud i Bjergene, for at eders Forfølgere ikke skal træffe eder, og hold eder skjult der i tre Dage, indtil eders Forfølgere er vendt tilbage; efter den Tid kan I gå eders Vej!"

¹⁷Ja mehed ütlesid temale: 'Vandest, mida sa meid oled lasknud vanduda, me vabaneme nõnda:

¹⁷Mændene sagde til hende: "På denne Måde vil vi bære os ad med at holde den Ed, du har ladet os sværge

¹⁸vaata, kui me tuleme maale, siis seo see punasest lõngast nöör akna külge, millest sa meid alla lasksid, ja kogu enese juurde kotta oma isa, ema, vennad ja kõik oma isa pere!

¹⁸Når vi kommer ind i Landet, skal du binde denne røde Snor fast i det Vindue, du har hejst os ned igennem, og så skal du samle din Fader og din Moder, dine Brødre og hele dit Fædrenehus hos dig i Huset.

¹⁹Igaühe veri, kes siis su koja uksest välja läheb, tulgu tema enese pea peale, ja igaühe veri, kes sinuga kojas on, tulgu meie pea peale, kui kellegi käsi teda puudutab!

¹⁹Enhver, som så går uden for din Husdør, må selv tage Ansvaret for sit Liv, uden at der falder Skyld på os; men hvis der lægges Hånd på nogen af dem, som bliver i Huset hos dig, hviler Ansvaret på os.

²⁰Aga kui sa sellest meie asjast teatad, siis oleme vabad su vandest, mida sa meid oled lasknud vanduda.'

²⁰Hvis du derimod røber vort Forehavende, er vi løst fra den Ed, du lod os sværge!"

²¹Ja tema vastas: 'Olgu nõnda, nagu on teie sõnad!' Ja ta saatis nad minema ning nad läksid ära; ja ta sidus punase nööri akna külge.

²¹Da sagde hun: "Lad det være, som I siger!" Så lod hun dem drage bort; og hun bandt den røde Snor fast i Vinduet.

²²Siis nad läksid ja tulid mäestikku ning jäid sinna kolmeks päevaks, kuni tagaajajad olid läinud tagasi; ja tagaajajad otsisid neid teel kõikjalt, aga ei leidnud.

²²Men de begav sig ud i Bjergene og blev der i tre Dage, indtil deres Forfølgere var vendt tilbage. Og Forfølgerne ledte overalt på Vejen uden at finde dem.

²³Ja need kaks meest, kui nad mäestikust olid alla tulnud, pöördusid tagasi ja läksid üle jõe ning tulid Nuuni poja Joosua juurde ja jutustasid temale kõik, mis neile oli juhtunud.

²³Derpå begav de to Mænd sig på Tilbagevejen, og efter at være steget ned fra Bjergene gik de over Floden; og de kom til Josua, Nuns Søn, og fortalte ham alt, hvad der var hændet dem.

²⁴Ja nad ütlesid Joosuale: 'Tõesti, Issand on andnud meie kätte kogu maa, kõik maa elanikud juba värisevad meie ees.'

²⁴Og de sagde til Josua: "HERREN har givet hele Landet i vor Magt, og alle Landets Indbyggere er skrækslagne over os!"