¹Ja neil päevil, kui Iisraelis ei olnud kuningat, elas keegi leviit võõrana Efraimi mäestikus kõrvalises kohas ja võttis enesele liignaise Petlemmast Juudamaalt.

¹I de Dage, da der ingen Konge var i Israel, var der en Mand, en Levit, der boede som fremmed i Udkanten af Efraims Bjerge. Han tog sig en Kvinde fra Betlehem i Juda til Medhustu.

²Aga tema liignaine vihastas ta peale ja läks tema juurest ära oma isakotta Petlemma Juudamaale ning oli seal neli kuud.

²Men Medhustruen blev vred på ham, forlod ham og tog til sin Faders Hus i Betlehem i Juda. Da hun havde været der en fire Måneders Tid,

³Siis ta mees võttis kätte ja läks temale järele, et rääkida temale südamesse ja tuua ta tagasi; mehega koos oli ta teener ja eeslipaar. Naine viis tema oma isakotta ja kui nooriku isa teda nägi, siis tuli ta rõõmsasti temale vastu.

³drog hendes Mand af Sted efter hende for at overtale hende til at vende tilbage. Han havde sin Tjener og et Par Æsler med. Da han kom til hendes Faders Hus, fik den unge Kvindes Fader Øje på ham og kom ham glad i Møde;

⁴Ja tema äi, nooriku isa, pidas teda kinni, nõnda et ta jäi tema juurde kolmeks päevaks; nad sõid ja jõid ning ööbisid seal.

⁴og hans Svigerfader, den unge Kvindes Fader, holdt på ham, så at han blev hos ham i tre Dage; og de spiste og drak og overnattede der.

⁵Neljandal päeval tõusid nad hommikul vara teeleminekuks, aga nooriku isa ütles oma väimehele: 'Toeta oma südant leivapalukesega, pärast seda võite siis minna!'

⁵Tidligt om Morgenen den fjerde Dag gjorde han sig rede til at drage bort; men den unge Kvindes Fader sagde til sin Svigersøn: "Styrk dig først med en Bid Brød, så kan I siden drage bort!"

⁶Ja nad istusid ning sõid ja jõid üheskoos; siis ütles nooriku isa mehele: 'Ole ometi nõus ja jää ööseks, ja su süda olgu rõõmus!'

⁶De blev da og spiste og drak begge to sammen, og den unge Kvindes Fader sagde til Manden: "Bestem dig til at blive Natten over og gør dig til gode!"

⁷Aga mees tõusis minekule; siis ta äi käis temale väga peale ja ta pöördus ümber ning jäi ööseks sinna.

⁷Men Manden gjorde sig rede til at drage bort. Da nødte hans Svigerfader ham, så han atter overnattede der.

⁸Ja ta tõusis viienda päeva hommikul vara teeleminekuks, aga nooriku isa ütles temale: 'Toeta oma südant ja viibige kuni päevaloodeni!' Ja nad sõid kahekesi.

⁸Tidligt om Morgenen den femte Dag vilde han drage bort, men den unge Kvindes Fader sagde til ham: "Styrk dig først!" De ventede da, til Dagen hældede, og spiste og drak begge to.

⁹Siis tõusis mees minekule, tema ja ta liignaine ja ta teener, aga tema äi, nooriku isa, ütles talle: 'Vaata ometi, päev kaldub õhtusse! Jääge ööseks, näe, päev on ju lõppemas! Jää ööseks siia ja su süda olgu rõõmus! Aga homme tõuske vara teeleminekuks, et sa jõuaksid oma telki!'

⁹Så gjorde Manden sig rede til at drage bort med sin Medhustru og sin Tjener. Men hans Svigerfader, den unge Kvindes Fader, sagde til ham: "Se, det lider mod Aften, overnat dog her; se, Dagen hælder, bliv dog her i Nat og gør dig til gode, så kan I i Morgen tidlig begive eder på Vej og du drage til dit Hjem!"

¹⁰Aga mees ei tahtnud jääda ööseks, vaid tõusis ja läks ning jõudis Jebuusi, see on Jeruusalemma kohale; temal oli kaasas saduldatud eeslipaar, samuti oli ta liignaine koos temaga.

¹⁰Men Manden vilde ikke blive Natten over; han begav sig på Vej og kom ud for Jebus, det er Jerusalem, fulgt af sine to belæssede Æsler, sin Medhustru og sin Tjener.

¹¹Kui nad olid Jebuusi juures, oli päike juba väga madalal ja teener ütles oma isandale: 'Tule nüüd, põikame sellesse jebuuslaste linna ja jääme sinna ööseks!'

¹¹Da de var i Nærheden af Jebus og Dagen hældede stærkt, sagde Tjeneren til sin Herre: "Kom, lad os tage ind her i Jebusiternes By og blive der Natten over!"

¹²Aga ta isand ütles temale: 'Me ei pöördu mitte võõraste linna, kes pole Iisraeli laste hulgast, vaid läheme edasi Gibeasse!'

¹²Men hans Herre svarede: "Vi vil ikke tage ind i en By, der ejes af fremmede, som ikke hører til Israelitterne, men vi vil drage videre til Gibea!"

¹³Ja ta ütles oma teenrile: 'Tule, et jõuaksime ühte neist paikadest ja saaksime ööbida Gibeas või Raamas!'

¹³Og han sagde til sin Tjener: "Kom, lad os tage hen til et af de andre Steder og overnatte i Gibea eller Rama!"

¹⁴Siis nad läksid sealt mööda ja käisid edasi ning päike loojus, kui nad olid Benjaminile kuuluva Gibea ligidal.

¹⁴De drog så videre, og Solen gik ned, som de var ved Gibea i Benjamin.

¹⁵Ja nad põikasid sinna, et minna Gibeasse öömajale; ta tuli ja jäi linna turule, sest ei olnud kedagi, kes oleks neid võtnud oma kotta öömajale.

¹⁵Så bøjede de af i den Retning for at nå til Gibea og overnatte der. Da han var kommet derind, Blev han på Byens Torv; men der var ingen, som bød dem ind i sit Hus for Natten.

¹⁶Aga vaata, õhtul tuli üks vana mees väljalt töölt; see mees oli Efraimi mäestikust ja elas võõrana Gibeas; selle paiga mehed olid aga benjaminlased.

¹⁶Så kom der om Aftenen en gammel Mand fra sit Arbejde på Marken, og Manden var fra Efraims Bjerge og boede som fremmed i Gibea, medens Stedets Indbyggere var Benjaminiter;

¹⁷Ja tõstes oma silmad üles ning nähes teekäijat meest linna turul, ütles vana mees: 'Kuhu sa lähed ja kust sa tuled?'

¹⁷og da den gamle Mand så op og fik Øje på den vejfarende Mand på Byens Torv, spurgte han: "Hvorhen gælder Rejsen, og hvorfra kommer du?"

¹⁸Ja ta vastas temale: 'Me oleme teel Petlemmast Juudamaalt Efraimi mäestiku ääremaile, sest ma olen sealt; ma käisin Petlemmas Juudamaal ja olen minemas Issanda koja poole; aga keegi ei võta mind oma kotta.

¹⁸Han svarede ham: "Vi er på Rejse fra Betlehem i Juda til Udkanten af Efraims Bjerge, hvor jeg har hjemme; jeg har været i Betlehem i Juda og er nu på Vejen hjem; men der er ingen, som byder mig ind i sit Hus,

¹⁹Meie eeslite jaoks on niihästi õlgi kui toitu, nõndasamuti on mul ka leiba ja veini; su teenijal ja poisil, kes on koos su sulasega, ei puudu midagi.'

¹⁹skønt jeg har både Strå og Foder til vore Æsler og Brød og Vin til mig selv, din Trælkvinde og din Træls Tjener; vi mangler intet!"

²⁰Siis ütles vana mees: 'Rahu olgu sulle! Igatahes on mul olemas kõik, mis sul on vaja, ära ainult jää ööseks turule!'

²⁰Da sagde den gamle Mand: "Vær velkommen! Lad kun alt, hvad du trænger til, være min Sag; men på Torvet må du ikke overnatte!"

²¹Ja ta viis tema oma kotta ning segas eeslitele toitu; ja nad pesid oma jalgu ning sõid ja jõid.

²¹Så førte han ham ind i sit Hus og sørgede for Foder til Æslerne; og da de havde tvættet deres Fødder, spiste de og drak.

²²Aga kui nende südamed olid rõõmsad, vaata, siis piirasid linna mehed, kõlvatud mehed, koja ümber, tagusid ukse pihta ja rääkisid vanale mehele, koja omanikule, öeldes: 'Too välja see mees, kes tuli su kotta, ja me pruugime teda!'

²²Men medens de gjorde sig til gode, se, da omringede Mændene i Byen, Niddinger som de var, Huset og hamrede på Døren og råbte til den gamle Mand, Husets Ejer: "Før Manden, som er taget ind i dit Hus, herud, så at vi kan stille vor Lyst på ham!"

²³Siis läks mees, koja omanik, välja nende juurde ja ütles neile: 'Ei, mu vennad, ärge tehke kurja, sellepärast et see mees tuli mu kotta! Ärge tehke niisugust jäledust!

²³Men Manden, der ejede Huset, gik ud til dem og sagde til dem: "Nej, mine Brødre, gør dog ikke noget ondt! Når denne Mand er taget ind i mit Hus, må I ikke øve sådan en Skændselsdåd!

²⁴Vaata, siin on mu neitsilik tütar ja selle mehe liignaine! Ma toon nemad välja, magatage neid ja talitage nendega, nagu teie silmis hea on! Aga selle mehega ärge tehke seda jäledust!'

²⁴Se, her er min Datter, som er Jomfru; hende fører jeg herud, så kan I skænde hende og handle med hende, som I finder for godt! Men mod denne Mand må I ikke øve sådan en Skændselsdåd!"

²⁵Ent mehed ei tahtnud teda kuulata; siis haaras mees oma liignaise ja viis ta õue nende juurde; nad ühtisid naisega ja tarvitasid tema kallal vägivalda kogu öö kuni hommikuni, ja lasksid tal minna, kui hakkas koitma.

²⁵Men Mændene vilde ikke høre ham. Så greb Manden sin Medhustru og førte hende ud på Gaden til dem, og de stillede deres Lyst på hende og mishandlede hende Natten igennem til om Morgenen; først da Morgenen gryede, slap de hende.

²⁶Ja naine tuli hommiku koites ning langes selle mehe koja ukse ette, kus ta isand oli, jäädes sinna, kuni läks valgeks.

²⁶Ved Morgenens Frembrud kom Kvinden og faldt sammen ved Indgangen til den Mands Hus, hvor hendes Herre var, og lå der, til det blev lyst.

²⁷Kui tema isand hommikul tõusis ja avas koja uksed ja tuli välja, et minna oma teekonnale, vaata, siis lamas naine, tema liignaine, koja ukse ees ja ta käed olid läve peal.

²⁷Og da hendes Herre om Morgenen lukkede Husets Dør op og gjorde sig rede til at drage videre, se, da lå Kvinden, hans Medhustru, ved Indgangen til Huset med Hænderne på Tærskelen.

²⁸Ta ütles naisele: 'Tõuse ja lähme!' Aga too ei vastanud. Siis tõstis mees ta eesli selga, võttis kätte ja läks koju.

²⁸Han sagde da til hende: "Rejs dig og lad os komme af Sted!" Men der kom intet Svar. Så løftede han hende op på Æselet og rejste til sit Hjem.

²⁹Ja kui ta jõudis oma kotta, siis võttis ta noa, haaras oma liignaise ja lõikas tema luid-liikmeid mööda kaheteistkümneks tükiks ning läkitas need Iisraeli kõigisse paigusse.

²⁹Men da han kom hjem, greb han en Kniv, tog sin Medhustru, skar hende i tolv Stykker, Ledemod for Ledemod, og sendte Stykkerne rundt i hele Israels Land;

³⁰Ja igaüks, kes seda nägi, ütles: 'Midagi niisugust ei ole sündinud ega nähtud alates sellest ajast, kui Iisraeli lapsed tulid Egiptusemaalt, kuni tänapäevani. Mõelge sellele, pidage nõu ja kõnelge!'

³⁰og han gav de Mænd, han udsendte, den Befaling: "Således skal I sige til alle Israels Mænd: Er sligt hidtil hændet, siden Israelitterne drog op fra Ægypten? Overvej Sagen, hold Råd og sig eders Mening!" Og enhver, som så det, sagde: "Sligt er ikke hidtil hændet eller set, siden Israelitterne drog op fra Ægypten!"