1Mina olen mees, kes nägi viletsust tema nuhtluse nuudi all.
1Jeg er den, der så nød ved hans vredes ris,
2Ta ajas mind ja pani mind käima pimeduses, mitte valguses.
2mig har han ført og ledt i det tykkeste Mulm,
3Tõesti, ta pööras oma käe minu vastu ja tõstab seda minu vastu iga päev.
3ja, Hånden vender han mod mig Dagen lang.
4Ta kulutas mu liha ja naha, ta murdis mu luud.
4Mit Bød og min Hud har han opslidt, brudt mine Ben,
5Ta ehitas mu vastu kindluse ja ümbritses mind kibeduse ning vaevaga.
5han mured mig inde, omgav mig med Galde og Møje,
6Ta pani mu istuma pimedusse nagu need, kes on ammu surnud.
6lod mig bo i Mørke som de, der for længst er døde.
7Ta tegi mu ümber müüri ja ma ei pääse välja, ta pani mind raskeisse ahelaisse.
7Han har spærret mig inde og lagt mig i tunge Lænker.
8Kuigi ma hüüan ja karjun appi, summutab tema mu palved.
8Om jeg end råber og skriger, min Bøn er stængt ude.
9Ta tegi mu teele tahutud kividest müüri, rikkus mu teerajad.
9Han spærred mine Veje med Kvader, gjorde Stierne kroge.
10Ta on mulle varitsevaks karuks, peidus olevaks lõviks.
10Han blev mig en lurende Bjørn, en Løve i Baghold;
11Ta paiskas segi mu teed, kiskus mind lõhki, tegi mu lagedaks.
11han ledte mig vild, rev mig sønder og lagde mig øde;
12Ta tõmbas oma ammu vinna ja pani mind oma nooltele märgiks.
12han spændte sin Bue; lod mig være Skive for Pilen.
13Ta laskis oma nooled mu neerudesse.
13Han sendte sit Koggers Sønner i Nyrerne på mig;
14Ma olen kogu oma rahva naeruks, nende igapäevaseks pilkelauluks.
14hvert Folk lo mig ud og smæded mig Dagen lang,
15Ta toitis mind kibedate taimedega, jootis mind koirohuga.
15med bittert mætted han mig, gav mig Malurt at drikke.
16Ta vajutas mu põrmu, laskis mu hambad kuluda sõmeras.
16Mine Tænder lod han bide i Flint, han trådte mig i Støvet;
17Jah, sina tõukasid mu hinge rahupõlvest välja, ma olen unustanud, mis on õnn.
17han skilte min Sjæl fra Freden, jeg glemte Lykken
18Ma ütlen: Kadunud on mu jõud ja mu lootus Issanda peale.
18og sagde: "Min Livskraft, mit Håb til HERREN er ude."
19Mõtle mu viletsusele ja kodutusele, koirohule ja mürgile!
19At mindes min Vånde og Flakken er Malurt og Galde;
20Sina küll mõtled sellele, et mu hing on rõhutud.
20min Sjæl, den mindes det grant den grubler betynget.
21Seda võtan ma südamesse, sellepärast loodan ma veel:
21Det lægger jeg mig på Sinde, derfor vil jeg håbe:
22see on Issanda suur heldus, et me pole otsa saanud, sest tema halastused pole lõppenud:
22HERRENs Miskundhed er ikke til Ende, ikke brugt op,
23need on igal hommikul uued - sinu ustavus on suur!
23hans Nåde er ny hver Morgen, hans Trofasthed stor.
24Issand on mu osa, ütleb mu hing, seepärast loodan ma tema peale.
24Min Del er HERREN, (siger min Sjæl,) derfor håber jeg på ham.
25Issand on hea neile, kes teda ootavad, hingele, kes teda otsib.
25Dem, der bier på HERREN, er han god, den Sjæl, der ham søger;
26Hea on oodata kannatlikult Issanda päästet.
26det er godt at håbe i Stilhed på HERRENs Frelse,
27Hea on mehele, kui ta kannab iket oma nooruses.
27godt for en Mand, at han bærer Åg i sin Ungdom.
28Ta istugu üksi ja vakka, kui see on pandud ta peale!
28Han sidde ensom og tavs, når han lægger det på ham;
29Ta pistku oma suu põrmu - võib-olla on veel lootust!
29han trykke sin Mund mod Støvet, måske er der Håb.
30Ta andku oma põsk sellele, kes teda lööb, et ta oleks küllalt teotatud!
30Række Kind til den, der slår ham, mættes med Hån.
31Sest Issand ei tõuka ära igaveseks.
31Thi Herren bortstøder ikke for evigt,
32Kui ta on kurvastanud, siis ta ka halastab oma suure helduse pärast.
32har han voldt Kvide, så ynkes han, stor er hans Nåde;
33Sest ta ei alanda ega kurvasta inimlapsi mitte südamest.
33ej af Hjertet plager og piner han Menneskens Børn.
34Kui jalge alla tallatakse kõik vangid maal,
34Når Landets Fanger til Hobe trædes under Fod,
35kui väänatakse mehe õigust Kõigekõrgema palge ees,
35når Mandens Ret for den Højestes Åsyn bøjes,
36kui inimesele tehakse ülekohut tema riiuasjas - kas Issand seda ei näe?
36når en Mand lider Uret i sin Sag mon Herren ej ser det?
37Kes ütleb, et midagi sünnib, ilma et Issand oleks seda käskinud?
37Hvo taler vel, så det sker, om ej Herren byder?
38Eks tule Kõigekõrgema suust niihästi kuri kui hea?
38Kommer ikke både ondt og godt fra den Højestes Mund?
39Miks inimesed elus nurisevad? Igaüks nurisegu omaenese patu pärast!
39Over hvad skal den levende sukke? Hver over sin Synd!
40Uurigem ja proovigem oma teid ja pöördugem tagasi Issanda juurde!
40Lad os ransage, granske vore Veje og vende os til HERREN,
41Tõstkem oma südamed ja käed Jumala poole taevas!
41løfte Hænder og Hjerte til Gud i Himlen;
42Me oleme üleastujad ja vastuhakkajad, sina ei andnudki meile andeks.
42vi syndede og stod imod, du tilgav ikke,
43Sa oled peitunud vihasse, oled meid jälitanud, armuta surmanud.
43men hylled dig i Vrede, forfulgte os, dræbte uden Skånsel,
44Sa oled peitunud pilvesse, et palved ei pääseks läbi.
44hylled dig i Skyer, så Bønnen ej nåed frem;
45Sa oled teinud meid pühkmeiks ja jätisteks rahvaste seas.
45til Skarn og til Udskud har du gjort os midt iblandt Folkene.
46Kõik meie vaenlased ajavad oma suu ammuli meie vastu.
46De opspærred Munden imod os, alle vore Fjender.
47Meile on tulnud hirm ja haud, hävitus ja hukkumine.
47Vor Lod blev Gru og Grav og Sammenbruds Øde;
48Veeojad voolavad mu silmist mu rahva tütre hävingu pärast.
48Vandstrømme græder mit Øje, mit Folk brød sammen.
49Mu silmad voolavad lakkamatult, pisaratel ei ole pidamist,
49Hvileløst strømmer mit Øje, det kender ej Ro,
50kuni Issand vaatab taevast alla ja näeb.
50før HERREN skuer ned fra Himlen, før han ser til.
51Mu silm teeb mu hingele valu kõigi mu linna tütarde pärast.
51Synet af Byens Døtre piner min Sjæl.
52Tõesti, nagu lindu küttisid mind need, kes põhjuseta on mu vaenlased.
52Jeg joges som en Fugl af Fjender, hvis Had var grundløst,
53Nad tahtsid mu elu kustutada kaevus ja pildusid mu peale kive.
53de spærred mig inde i en Grube, de stenede mig;
54Vesi tõusis mul üle pea, ma ütlesin: 'Nüüd olen kadunud!'
54Vand strømmed over mit Hoved, jeg tænkte: "Fortabt!"
55Ma hüüdsin su nime, Issand, sügavaimast kaevust.
55Dit Navn påkaldte jeg, HERRE, fra Grubens Dyb;
56Sina kuulsid mu hüüdu: 'Ära peida oma kõrva mu appihüüde eest, et saaksin kergendust!'
56du hørte min Røst: "O, gør dig ej døv for mit Skrig!"
57Sa olid ligi, kui ma sind hüüdsin, sa ütlesid: 'Ära karda!'
57Nær var du den Dag jeg kaldte, du sagde: "Frygt ikke!"
58Sina, Issand, seletad mu hinge riiuasja, sina lunastad mu elu.
58Du førte min Sag, o Herre, genløste mit Liv;
59Sina, Issand, näed mu rõhumist, mõista mulle õigust!
59HERRE, du ser, jeg lider Uret. skaf mig min Ret!
60Sina näed kogu nende kättemaksu, kõiki nende kavatsusi mu vastu.
60Al deres Hævnlyst ser du, alle deres Rænker,
61Sina kuuled nende laimamist, Issand, kõiki nende kavatsusi minu vastu.
61du hører deres Smædeord HERRE, deres Rænker imod mig,
62Mu vastaste huuled ja nende pomin on mu vastu iga päev.
62mine Fjenders Tale og Tanker imod mig bestandig.
63Vaata, kas nad istuvad või tõusevad - mina olen nende pilkelaul.
63Se dem, når de sidder eller står, deres Nidvise er jeg.
64Maksa neile kätte, Issand, nende kätetööd mööda!
64Dem vil du gengælde, HERRE, deres Hænders Gerning,
65Anna neile paadunud süda, tulgu su sajatus nende peale!
65gør deres Hjerte forhærdet din Forbandelse over dem!
66Aja neid taga raevus ja hävita nad Issanda taeva alt!
66forfølg dem i Vrede, udryd dem under din Himmel.