1Häda mulle, sest mu käsi käib nagu pärast puuvilja korjamist, nagu pärast viinamarjalõikuse järelnoppimist: ühtegi kobarat ei ole süüa, ühtegi varajast viigimarja, mida mu hing ihaldab.
1Ve mig! Det går mig som ved ved Frugthøst, ved Vinhøstens Efterslæt: Ikke en Drue at spise, ej en Figen, min Sjæl har Lyst til!
2Vaga on kadunud maalt ja õiget ei ole inimeste seas; kõik varitsevad verd, püüavad üksteist võrguga.
2De fromme er svundet af Landet, ikke et Menneske er sanddru. De lurer alle på Blod og jager hverandre med Net.
3Nende käed on valmis kurjaks: vürst nõuab, kohtumõistja mõistab kohut meelehea eest ja suurnik räägib oma hinge himustamise järgi; ja seda nad keerutavad.
3Deres Hænder er flinke til ondt, Fyrsten kræver, Dommeren er villig for Betaling; Stormanden nævner, hvad han begærer; og derefter snor de det sammen.
4Parim neist on nagu kibuvits, ausaim nagu okkaline aed. Sinu vahimeeste päev, su karistus tuleb. Nüüd satuvad nad segadusse.
4Den bedste er som en Tornebusk, den ærlige værre end en Tjørnehæk. Dine Vægteres Dag, din Hjemsøgelse kommer, af Rædsel rammes de nu.
5Ärge uskuge ligimest, ärge lootke sõbra peale! Hoia oma suu uksi selle eest, kes su kaisus magab!
5Tro ikke eders Næste, stol ikke. på en Ven, vogt Mundens Døre for hende. du favner!
6Sest poeg põlgab isa, tütar tõuseb ema vastu, minia ämma vastu: inimese vaenlasteks on ta oma kodakondsed.
6Thi Søn agter Fader ringe, Datter står Moder imod Svigerdatter Svigermoder, en Mand har sine Husfolk til Fjender.
7Aga mina vaatan Issanda poole, mina ootan oma pääste Jumalat: küll mu Jumal kuuleb mind.
7Men jeg vil spejde efter HERREN, jeg bier på min Frelses Gud; min Gud vil høre mig.
8Ära rõõmusta minu pärast, mu vaenlane! Kui ma langen, siis ma tõusen üles; kui ma istun pimeduses, siis on Issand mulle valguseks.
8Glæd dig ej over mig, min Fjende! Thi jeg faldt, men står op; om end jeg sidder i Mørke, er HERREN mit Lys.
9Ma tahan taluda Issanda viha, sest tema vastu olen ma pattu teinud, kuni ta seletab mu riiuasja ja teeb mulle õigust. Tema toob mind valgusesse, ma saan näha tema õiglust.
9Jeg vil bære HERRENs Vrede - jeg synded jo mod ham - indtil han strider for mig og skaffer mig Ret; han fører mig ud i Lys, jeg skal skue hans Retfærd.
10Siis mu vaenlane näeb ja häbi katab seda, kes mulle ütleb: 'Kus on Issand, su Jumal?' Mu silmad saavad kahjurõõmsalt näha, et nüüd tallatakse teda nagu tänavapori.
10Min Fjende skal se derpå og fyldes med Skam, han, som spørger mig: "Hvor er HERREN din Gud?". Mine Øjne skal med Skadefryd se ham, når han trampes ned som Skarn på Gaden.
11Päev su müüride ülesehitamiseks. See päev on ammu määratud.
11En Dag skal dine Mure bygges, en Dag skal Grænsen vides ud,
12Sel päeval tullakse su juurde Assuri poolt ja Egiptuse linnadest ja Egiptuse poolt Frati jõeni, merest mereni ja mäest mäeni.
12en Dag skal man komme til dig lige fra Assur til Ægypten, lige fra Ægypten til Floden, fra Hav til Hav, fra Bjerg til Bjerg.
13Aga maa tehakse lagedaks ta elanike pärast, nende tegude vilja pärast.
13Men Jorden og de, som bor derpå, lægges øde til Løn for deres Værk.
14Karjata kepiga oma rahvast, oma pärisosa lambaid, kes elavad omapäi metsas keset viljakat maad! Käigu nad karjas Baasanis ja Gileadis nagu muistseil päevil!
14Vogt med din Stav dit Folk, din Ejendoms Hjord, som bor for sig selv i Skoven, i Frugthavens Midte; lad dem græsse i Basan og Gilead som i gamle Dage!
15Otsekui sinu Egiptusemaalt lahkumise päevil näitan ma neile imetegusid.
15Giv os Undere at skue, som da du drog ud af Ægypten;
16Paganad näevad ja häbenevad, hoolimata kogu oma vägevusest. Nad panevad käe suu peale, neil jäävad kõrvad kurdiks.
16lad Folkene se det og blues ved al deres Vælde, lægge Hånd på Mund, lad Ørene døves på dem!
17Nad lakuvad põrmu nagu madu, maa roomajate sarnaselt. Nad tulevad värisedes välja oma linnustest, lähenevad vabisedes Issandale, meie Jumalale: nad kardavad sind.
17Lad dem slikke Støv som Slangen, som Jordens Kryb, rædde komme frem af deres Borge til HERREN vor Gud og ængstes og frygte for dig!
18Kes on Jumal nagu sina, kes annab andeks süü ja läheb mööda oma pärisosa jäägi üleastumisest, kes ei pea viha mitte igavesti, vaid osutab armu,
18Hvo er en Gud som du, der tilgiver Brøde, bærer over med Synd hos din Ejendoms Rest, ej evigt gemmer på Vrede, men gerne er nådig?
19kes halastab jälle meie peale, tallab maha meie süüteod? Sina heidad kõik meie patud mere sügavustesse.
19Han vil atter forbarme sig over os, træde vor Brøde under Fod, du vil kaste alle vore Synder i Havets Dyb!
20Sina osutad Jaakobile truudust, Aabrahamile armu, nõnda nagu sa meie vanemaile oled vandega tõotanud muistseil päevil.'
20Du vil vise Jakob Trofasthed, Abraham Nåde, som du svor vore Fædre til i fordums Dage.