¹Laulujuhatajale: Taaveti laul.

¹(Til sangmesteren. En salme af David.) HERRE, jeg lider på dig, lad mig aldrig i Evighed skuffes. Udfri mig i din Retfærd,

²Sinu juures ma otsin pelgupaika, Issand, ärgu ma jäägu iialgi häbisse! Oma õiglust mööda päästa mind!

²du bøje dit Øre til mig; red mig i Hast og vær mig en Tilflugtsklippe, en Klippeborg til min Frelse;

³Pööra oma kõrv mu poole, tõtta mind kiskuma välja hädast, ole mulle kaitsjaks kaljuks, mäelinnuse hooneks mu päästmiseks!

³thi du er min Klippe og Borg. For dit Navns Skyld lede og føre du mig,

⁴Sest sina oled mu kalju ja mu mäelinnus, ja oma nime pärast juhatad ja talutad sa mind.

⁴fri mig fra Garnet, de satte for mig; thi du er min Tilflugt,

⁵Sa viid mu välja võrgust, mis mulle salaja on pandud, sest sina oled mu tugev kaitse.

⁵i din Hånd befaler jeg min Ånd. Du forløser mig, HERRE, du tro faste Gud,

⁶Sinu kätte ma usaldan oma vaimu, sest sina oled mu lunastanud, Issand, sa tõe Jumal.

⁶du hader dem, der bolder på Løgneguder. Men jeg, jeg stoler på HERREN,

⁷Ma vihkan neid, kes enesele peavad tühje ebajumalaid, ja loodan Issanda peale.

⁷jeg vil juble og glæde mig over din Miskundhed; thi du har set min Nød, agtet på min Sjælekvide.

⁸Ma ilutsen ja olen rõõmus su heldusest, et sa oled vaadanud mu viletsuse peale ja oled tundnud mu hinge kitsikust.

⁸Du gav mig ikke i Fjendens Hånd, men skaffede Rum for min Fod.

⁹Sa ei andnud mind vaenlaste kätte, vaid sa asetasid mu jalad avarasse kohta.

⁹Vær mig nådig, HERRE, thi jeg er angst, af Kummer hentæres mit Øje, min Sjæl og mit Indre.

¹⁰Ole mulle armuline, Issand, sest mul on kitsas käes; meelekibedusest on vajunud auku mu silmad, mu hing ja mu ihu!

¹⁰Thi mit Liv svinder hen i Sorg, mine År i Suk, min Kraft er brudt for min Brødes Skyld, mine Ben hentæres.

¹¹Sest mu elu on kulunud südamevalus ja mu aastad ohkamises; mu ramm on raugenud mu pahategude pärast ja mu luud on vajunud kokku.

¹¹For alle mine Fjenders Skyld er jeg blevet til Spot, mine Naboers Gru, mine Keodinges Rædsel; de, der ser mig på Gaden, flygter for mig.

¹²Kõigi oma vastaste tõttu olen ma saanud pilkealuseks, oma naabritele koormaks, oma tuttavaile hirmuks; kes mind väljas näevad, hoiduvad minust kõrvale.

¹²Som en død er jeg gået dem at Minde, jeg er som et ødelagt Kar.

¹³Ma olen inimeste meelest ununenud nagu surnu, ma olen nagu katkiläinud saviriist.

¹³Thi mange hører jeg hviske, trindt om er Rædsel, når de holder Råd imod mig, pønser på at tage mit Liv.

¹⁴Sest ma olen kuulnud paljude laimujuttu, ähvardusi igalt poolt; üheskoos nõu pidades mu vastu nad mõtlevad võtta mu hinge.

¹⁴Men, HERRE, jeg stoler på dig; jeg siger: Du er min Gud,

¹⁵Aga mina loodan sinu peale, Issand! Ma ütlen: 'Sina oled mu Jumal!'

¹⁵mine Tider er i din Hånd. Red mig fra Fjenders Hånd, fra dem, der forfølger mig,

¹⁶Sinu käes on kõik mu ajad; tõmba mind ära mu vaenlaste ja mu tagaajajate käest!

¹⁶lad dit Ansigt lyse over din Tjener, frels mig i din Miskundhed.

¹⁷Lase oma pale paista oma sulase peale, päästa mind oma helduses!

¹⁷HERRE, lad mig ej blive til Skamme, jeg råber jo til dig, lad de gudløse blive til Skamme og synke tavse i Døden.

¹⁸Issand, ärgu ma jäägu häbisse, sest ma hüüan sind appi! Jäägu õelad häbisse, jäägu nad vait ning vajugu surmavalda!

¹⁸Lad de falske Læber forstumme, som taler frækt om den retfærdige med Hovmod og Foragt.

¹⁹Jäägu tummaks valetajad huuled, kes jultunult räägivad õige vastu, kõrgilt ja põlgavalt!

¹⁹Hvor stor er dog din Godhed, som du gemmer til dem, der frygter dig, over mod dem, der lider på dig, for Menneskebørnenes Øjne.

²⁰Kui suur on sinu headus, mille sa oled tallele pannud neile, kes sind kardavad, ja oled osutanud neile, kes sinu juures pelgupaika otsivad inimlaste nähes.

²⁰Du skjuler dem i dit Åsyns Skjul for Menneskers Stimmel; du gemmer dem i en Hytte for Tungers Kiv.

²¹Sa varjad neid oma palge varju all meeste õeluse eest; sa peidad nad ulualla tigedate keelte riiu eest.

²¹Lovet være HERREN, thi under fuld Miskundhed har han vist mig i en befæstet Stad.

²²Tänu olgu Issandale, et ta kitsikuses on minule imeliselt osutanud oma heldust!

²²Og jeg, som sagde i min Angst: "Jeg er bortstødt fra dine Øjne!" Visselig, du hørte min tryglende Røst, da jeg råbte til dig.

²³Mina ütlesin oma hädas: 'Ma olen ära lõigatud su silma eest!' Siiski kuulsid sa mu anumiste häält, kui ma sind appi hüüdsin.

²³Elsk HERREN, alle hans fromme; de trofaste skærmer HERREN; men den, der handler i Hovmod, gengælder han mangefold.

²⁴Armastage Issandat, kõik tema vagad! Issand varjab ustavaid, aga ta tasub rohkesti kätte neile, kes ülbesti toimivad.

²⁴Fat Mod, eders Hjerte være stærkt, alle I, som bier på HERREN!

²⁵Olge kindlad, ja saagu tugevaks südamed teil kõigil, kes ootate Issandat!