¹Palveteekonna laul. Ma hüüdsin oma kitsikuses Issanda poole ja tema vastas mulle.

¹En sang ved festreisene. Til Herren ropte jeg i min nød, og han svarte mig.

²Issand, vabasta mu hing valetajaist huultest ja petisest keelest!

²Herre, fri min sjel fra en løgnaktig lebe, fra en falsk tunge!

³Mida anda sulle, mida lisada sulle, petis keel?

³Hvad vil han gi dig, og hvad mere vil han gi dig, du falske tunge?

⁴Sangari teravaid nooli koos leetpõõsa tuliste sütega.

⁴Voldsmannens skarpe piler og glør av gyvelbusken*. / {* d.e. fordervende og smertefulle straffer.}

⁵Häda mulle, et ma võõrana elan Mesekis, et ma viibin Keedari telkide keskel!

⁵Ve mig, at jeg lever som fremmed iblandt Mesek, at jeg bor ved Kedars telt*! / {* d.e. iblandt mennesker som ligner de stridslystne og rovgjerrige folkeslag Mesek og Kedar.}

⁶Juba kaua on mu hing elanud nende juures, kes vihkavad rahu.

⁶Lenge nok har min sjel bodd hos dem som hater fred.

⁷Mina tahan rahu! Aga kui ma räägin, on nemad valmis sõjaks.

⁷Jeg er bare fred, men når jeg taler, er de ferdige til krig.