1Chanchan matqßuec yô laj Abram nak li Dios quixcßutbesi rib chiru saß visión. Li Dios quixye re: —Matxucuac, Abram, xban nak lâin tin-ilok âcue. Kßaxal numtajenak lâ kßajcâmunquil tinqßue, chan li Dios.
1Nogen tid derefter kom Herrens ord til Abram i et syn, og det lød så: Frykt ikke, Abram! Jeg er ditt skjold; din lønn skal være meget stor.
2Laj Abram quixye re: —At Kâcuaß Dios, ¿cßaßru aj e nak nabal lin râbal tâqßue? Lâat nacanau nak mâ jun cualal incßajol cuan. Ut li ani tâêchanînk re li cßaßru cuan cue, aßan li xbên inmôs laj Eliezer li chalenak chak saß li tenamit Damasco, chan.
2Og Abram sa: Herre, Herre, hvad vil du gi mig? Jeg går jo barnløs bort, og den som skal ta mitt hus i eie, er Elieser fra Damaskus.
3—Lâat mâ jun li cualal xaqßue. Xban aßan chixjunil li cßaßru cuan cue, tento nak jun lin najter môs quiyoßla saß cuochoch, aßan tâêchanînk re, chan laj Abram.
3Og Abram sa videre: Se, mig har du ikke gitt noget barn, og en tjener som er født i mitt hus, kommer til å arve mig.
4Ut li Kâcuaß Dios quixye re laj Abram: —Mâcuaß lâ môs tâêchanînk re. Relic chi yâl tinye âcue nak li ani tâêchanînk re li cßaßru cuan âcue, aßan li tzßakal lâ cualal, chan li Dios.
4Men se, da kom Herrens ord til ham, og det lød så: Nei, han skal ikke arve dig, men en som skal utgå av ditt eget liv, skal arve dig.
5Li Dios quixcßam laj Abram chirix cab ut quixye re: —Ilon takecß. Il ma tatrûk rajlanquileb li chahim. Joßcan ajcuiß xqßuial lâ cualal âcßajol li tinqßue. Incßaß tatrûk rajlanquileb, chan li Dios.
5Og han førte ham utenfor og sa: Se op til himmelen og tell stjernene, om du kan telle dem! Og han sa til ham: Så skal din ætt bli.
6Laj Abram quixpâb li cßaßru quiyeheß re xban li Dios. Joßcan nak li Dios quixye nak laj Abram aßan jun cuînk tîc xchßôl.
6Og Abram trodde på Herren, og han regnet ham det til rettferdighet.
7Li Dios quixye re laj Abram; —Lâin li Kâcuaß Dios. Lâin xin-isin chak âcue saß li tenamit Ur ut xatincßam chak saß li tenamit aßin. Ut li chßochß aßin, lâat tatêchanînk re, chan.
7Og han sa til ham: Jeg er Herren, som førte dig ut fra Ur i Kaldea for å gi dig dette land til eie.
8Ut laj Abram quichakßoc ut quixye: —Kâcuaß Dios, ¿chanru nak tinnau chi tzßakal nak tincuêchani li chßochß? ¿Cßaßru li retalil tâqßue? chan.
8Da sa han: Herre, Herre, hvorav kan jeg vite at jeg skal eie det?
9Ut li Dios quixye re laj Abram: —Lâin tinbânu jun li contrato âcuiqßuin. Tâcßameb chak li xul li tinye âcue. Tâcßam chak jun li chßina bâc oxib chihab cuan re, ut jun li ixki chibât oxib chihab cuan re, ut jun li têlom carner oxib chihab cuan re. Ut tâcßam ajcuiß chak junak li chßina mucuy joß ajcuiß junak chßina paloma, chan li Dios.
9Da sa han til ham: Hent mig en treårsgammel kvige og en treårsgammel gjet og en treårsgammel vær og en turteldue og en dueunge.
10Ut laj Abram quixcßameb li xul li quipatzßeß re xban li Dios. Quixcamsi ut quixjach saß xyiheb li xul ut quixpacßabeb. Li mucuy ut li paloma incßaß quixjacheb.
10Så hentet han alt dette til ham og skar dyrene midt over og la det ene stykket av hvert dyr rett imot det andre; men fuglene skar han ikke over.
11Queßcube chak li soßsol saß xbêneb li camenak xul. Ut laj Abram quixyolesiheb.
11Og rovfugler for ned på de døde kropper, men Abram jaget dem bort.
12Nak ac yô chi mukûnc li sakße, laj Abram quicube xcuara. Nak yô chi cuârc, saß junpât quikßojyînoß chi us li cuan cuiß ut cßajoß nak quixucuac.
12Da nu solen var nær ved å gå ned, og en dyp søvn var falt over Abram, se, da falt redsel, et stort mørke, over ham.
13Ut li Dios quixye re: —Tento nak tânau nak lâ cualal âcßajol teßxic chi najt saß jalan tenamit mâcuaß xtenamiteb aßan. Ut kßaxal ra teßxcßul aran. Teßqßuehekß chokß rahobtesinbil môs. Ut chiru câhib ciento chihab teßcuânk saß raylal, chan li Dios.
13Og han sa til Abram: Det skal du vite, at din ætt skal bo som fremmede i et land som ikke hører dem til, og de skal træle for folket der og plages av dem i fire hundre år.
14Li Dios quixye: —Lâin tinrakok âtin saß xbêneb li yôkeb chi rahobtesînc re lâ cualal âcßajol. Mokon chic nak lâ cualal âcßajol teßêlk chak aran, teßxcßam chak lix biomaleb chirixeb.
14Men det folk som de skal træle for, vil jeg også dømme; og derefter skal de dra ut med meget gods.
15Nak ac tîxakat chic chi us, lâat tatcâmk. Cßojcßôk âchßôl nak tatcâmk. Ut toxêtau êrib âcuochbeneb lâ xeßtônil yucuaß li ac camenakeb.
15Men du skal fare til dine fedre i fred og bli begravet i en god alderdom.
16Li xcâ xtêpal lâ cualal âcßajol teßsukßîk chak saß li naßajej aßin. Abanan toj tânumtâk li mâusilal teßxbânu laj amorreo, tojoßnak tinmakß li naßajej aßin chiruheb, chan li Dios re laj Abram.
16Og i det fjerde ættledd skal de komme hit igjen; for amorittene har ennu ikke fylt sin ondskaps mål.
17Nak kßojyîn chi us, laj Abram quiril nak cutâmil chiru jun xnaßaj li xam yô chi êlc xsibel ut jun lochlôquil xam quinumeß saß xyiheb li xul li jachbileb.
17Da nu solen var gått ned, og det var blitt aldeles mørkt, fikk han se en rykende ovn og en luende ild som for frem mellem kjøttstykkene.
18Aßan aßin li retalil nak saß li cutan aßan li Kâcuaß Dios quixbânu jun li contrato riqßuin laj Abram. Ut li Dios quixye re laj Abram: —Li naßajej aßin tinqßue chokß âcue ut chokß reheb ajcuiß lâ cualal âcßajol li teßcuânk. Li naßajej li tinqßue reheb naticla chak cuan cuiß li nimaß re Egipto ut nocoxrakekß cuan cuiß li nimla nimaß Eufrates, chan.
18Den dag gjorde Herren en pakt med Abram og sa: Din ætt gir jeg dette land, fra Egyptens elv like til den store elv, elven Frat,
19—Li naßajej aßin, li tinqßue êre, aßan li cuanqueb cuiß eb laj Ceneo, ut eb laj cenezeo, ut eb laj cadmoneo.
19kenittenes og kenisittenes og kadmonittenes
20Ut aran ajcuiß cuanqueb laj hitita, ut eb laj ferezeo, ut eb laj refaíta.Ut aran ajcuiß cuanqueb laj amorreo, ut eb laj cananeo, ut eb laj gergeseo, ut eb laj jebuseo, chan li Dios re laj Abram.
20og hetittenes og ferisittenes og refa'ittenes
21Ut aran ajcuiß cuanqueb laj amorreo, ut eb laj cananeo, ut eb laj gergeseo, ut eb laj jebuseo, chan li Dios re laj Abram.
21og amorittenes og kana'anittenes og girgasittenes og jebusittenes land.